Få 3 tilbud
Sektion Erhverv

‘Den Smarte Løsning’ – Erhvervsklatring


På 3byggetilbud.dk har vi besøgt og samlet en serie af alternative og effektive løsninger i håndværks- og byggebranchen. Serien ’Den Smarte Løsning’ består af forskellige tiltag, som alle har en innovativ tilgang til renovering. Det er metoder, der er med til at forme og forny fremtidens måde at bygge og renovere på.

I første udgave af ’Den Smarte Løsning’ besøger vi Klatreteknik – Fagfolk i højden, som beskæftiger sig med erhvervsklatring. Vi fanger Martin Ganderup, som er indehaver af firmaet, med klatre- og sikkerhedsudstyret på, i færd med at renovere et ejendomstag. På trods af det bidende kolde vintervejr, stråler det gode humør og den friske indstilling ud af erhvervsklatreren. Martin Ganderup kalder sig selv og mandskabet for kreative problemløsere, der kaster sig ud i enhver opgave – bogstaveligt talt. Læs, hvad fordelene rent praktisk og økonomisk er og bliv klogere på, hvad erhvervsklatring helt lavpraktisk går ud på.

Renovering i rebsystemer

Erhvervsklatring er i Danmark det nyeste skud på stammen i forbindelse med renovering af tag og facader, men i lande som Storbritannien og USA er fænomenet en anerkendt renoveringsmetode. Hvad enten det drejer sig om taget på et parcelhus eller bygninger med mere end tyve etager, så rappeller de danske erhvervsklatrerfirmaer rundt på bygningerne udelukkende iført rebsystemer og sikkerhedsudstyr. Hvad enten det drejer sig om etablering af altaner, udskiftning af skorsten, maling af facade eller renovering af tag, så kaster erhvervsklatrerne sig ud i stram line i deres rebsystemer. Rebene fungerer som selve arbejdsplatformen og erhvervsklatrerne er derfor uafhængige af stilladser, når de renoverer tag og facader.

Klatregerningen lyder umiddelbart som noget, der kræver store overarme og masser af power, men det er ikke tilfældet ifølge Martin Ganderup. ”Det handler udelukkende om teknisk snilde. Når der ikke er en bagtrappe, så er vi tvunget til at klatre op via bygningen og uanset størrelsen på dine overarme, kan du ikke trække dig 25 meter op af en lodret mur med ren power,” lyder det kækt fra Martin Ganderup. I tilfælde af, at der ikke er nogen bagtrappe, så er erhvervsklatrerne tvunget til at have alt værktøj og materiale med op i rygsække, når de hejser sig op. ”Det handler om at huske det hele i første omgang, så man ikke står på taget og mangler skruemaskinen,” lyder det fra Martin Ganderup. Erhvervsklatrer er et ekstra kursus, man tager oveni sin respektive håndværker-uddannelse. Klatreteknik beskæftiger alt fra tømrere, murere og malere.

Altid to på taget – sikkerhed kommer i første række

Martin Ganderup har i sin tid som erhvervsklatrer aldrig oplevet et uheld og med god grund. Sikkerheden er nemlig altid i højsædet. Der er nogle helt faste procedurer, som altid er gældende uanset højden og omfanget på opgaven. 
”Vi er altid to taget, hvoraf den ene skal være supervisor,” fortæller Martin og uddyber: ”En supervisor skal have minimum 2000 erhvervsklatretimer på CV’et og har altid et ansvar for at tage de fornødne forholdsregler.” Supervisoren har også til ansvar altid at have overblik over, hvordan en eventuel nødsituation skal håndteres.

På taget har man to sikkerhedspunkter, som man altid er fastspændt til med to forskellige reb. På den måde er erhvervsklatrerne altid sikret, hvis det ene sikkerhedspunkt smutter. Al værktøj er også spændt fast til rebsystemet, så det ikke kan falde ned. I stedet for stilladser omkring bygningen, hvor der renoveres, så afspærrer erhvervsklatrerne blot bygningen i en retsmæssig sikkerhedsafstand. På den måde sikrer de, at de omkringliggende omgivelse skånes for at blive ramt af enten småsten eller små tagstykker. ”Det er én af de mest sikre brancher – især hvis man sammenligner med stilladser. Vi er uddannet i at redde hinanden, så det er 100 procent sikkert,” fortæller Martin Ganderup overbevisende.

Store besparelser – slip for udgiften til stillads

For de danske bygherrer er der flere fordele ved at vælge en erhvervsklatrer til sin byggeopgave, både praktisk og økonomisk. Rent praktisk er fordelen, at tilgængeligheden til arbejdsområdet er væsentligt hurtigere vha. et rebsystem. ”Vi behøver ikke bruge de første dage på at bygge et stillads eller få en lift ind. Vi kan gå direkte i gang og arbejder altså oppefra og ned i modsætning til andre håndværkere,” fortæller Martin Ganderup. Det betyder naturligvis en stor besparelse for bygherre i tid, men i særdeleshed også økonomisk, eftersom erhvervsklatrerne bruger færre timer på at løse en opgave. I nogle tilfælde er der helt op til 50 procent at spare for en bygherre på en tagrenovering, hvis renoveringen udføres af en erhvervsklatrer fremfor renovering via stillads.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *