De nye ejendomsvurderinger udskydes igen
De offentlige ejendomsvurderinger bliver nu udskudt endnu et år. Det betyder, at boligejerne skal vente til 2020 før nye og mere retvisende ejendomsvurderinger bliver offentliggjort. Dog får det ingen negative konsekvenser for boligejerne, siger skatteministeren.
Opdatering den 23. oktober 2019:
Skatteministeriet har netop oplyst, at boligskatterne er udskudt til 2024. Grunden er problemer med samkøring af store mængder datasæt.
Opdatering den 15. oktober 2019:
Vurderingsstyrelsen fastholder planen om, at 80.000 vejledende prøvevurderinger skal udsendes i sidste halvdel af 2019. Skatteministeriet har netop offentliggjort det endelige lovforslag, som forventes at få konsekvenser for særligt ejerlejligheder i storbyerne. De vejledende vurderinger vil dog kun være vejledende og har ingen skattemæssige konsekvenser for boligejerne.
Opdatering den 17. juli 2019:
Vurderingsstyrelsens plan om at give en mindre skare af boligejere tilbud om at få deres nye vurdering at se i juli er udskudt til ’efter sommerferien’, skriver Bolius. Den præcise dato er endnu ikke oplyst. De udvalgte boligejere udvælges blandt landets enfamilieboliger, og får besked i e-boks.
De nye ejendomsvurderinger har ladet ventet længe på sig, og udskydes nu endnu et år. Boligejerne skal derfor væbne sig med tålmodighed indtil 2020, hvor det nye vurderingssystem vil være klar til brug. Planen var ellers, at vurderingerne skulle offentliggøres i andet kvartal af 2019, men problemer med det nye system betyder, at de nye vurderinger udskydes yderligere. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) uddyber udskydelsen:
”Jeg har besluttet som skatteminister at forlænge vurderingerne med et år. Årsagen er at tage ved lære af de fejl, der er begået i fortiden. Det kommer ikke til at have nogle konsekvenser negativt for boligejerne,” siger Karsten Lauritzen.
Skatteministeren: Udskydelsen påvirker ikke boligejerne negativt
Den boligskat som boligejerne betaler beregnes på baggrund af de offentlige ejendomsvurderinger. Tilbage i 2013 blev ejendomsvurderingerne sat i bero, da rigsrevisionen fandt dem for fejlagtige og mangelfulde, og det betyder også, at den boligværdi, som boligejerne betaler skat af, ikke er blevet opdateret siden 2011. Boligskatterne er derfor ikke længere retvisende. Det har medført, at nogle boligejere i flere år har betalt for meget boligskat, mens andre har betalt for lidt.
Selvom ejendomsvurderingerne udskydes endnu et år vil det dog ikke få nogle negative konsekvenser for boligejerne, lover skatteministeren. Han påpeger nemlig, at de boligejere, som har betalt for meget i boligskat vil få pengene tilbage med renter, mens de, der har betalt for lidt ikke får en efteropkrævning. Det er derimod statskassen, som skal betale for udskydelsen. En udgift, som ifølge DR Nyheder vil koste statskassen godt 700 millioner kroner årligt.
80.000 boligejere kan forvente vurderinger allerede i foråret
Det er ikke alle boligejere, som skal vente helt til 2020 med at prøve kræfter med det nye vurderingssystem. Allerede til foråret tilbydes 80.000 boligejere nemlig at afprøve systemet og få en ny, vejledende ejendomsvurdering af deres bolig. Formålet er at vise, at systemet virker og afprøve det inden de endelige ejendomsvurderinger skal sendes ud til godt 1,7 millioner boligejere i 2020.
Hvornår får boligejerne en konkret dato?
Den konkrete dato for lanceringen af de nye ejendomsvurderinger vil skatteministeriet melde ud i foråret 2019. Her vil alle boligejere modtage informationer og retningslinjer for de nye vurderinger, samt en konkret status på, hvornår de kan forvente de nye vurderinger. Skatteminister Karsten Lauritzen lover også, at systemet vil fungere helt optimalt, så boligejerne endelig kan få ro i maven i løbet 2020.