Få 3 tilbud
Sektion For håndværkere

Guide til håndværkere: Sådan får du en god aftale med en underleverandør

Som håndværker kan en god aftale med en underleverandør betyde større byggesager, en udvidelse af kundenetværket og et profitabelt partnerskab. Fordelene er mange, men det er vigtigt, at aftalegrundlaget og rammerne er på plads fra starten, så det ikke går galt. I denne artikel får du konkrete tjeklister og gode råd til, hvordan du kan styrke din forretning ved at samarbejde med en underleverandør.

Badeværelses- og køkkenrenoveringer, lejlighedssammenlægninger, nybyg og diverse entreprisesager. Opgaver som kræver flere håndværksbrancher er mange og kan du ikke løfte hele opgaven selv, kan du med fordel kigge dig om efter nogle dygtige underleverandører at alliere dig med. Med en god samarbejdsaftale, til en eller flere underleverandører, behøver du som håndværker nemlig ikke længere sige nej til de store byggesager. 3byggetilbud.dk ser nærmere på de mange fordele ved en god aftale, men også hvad du skal være opmærksom på inden og under samarbejdet.

Vælg en leverandør, du kan stå inde for

Når du skal på jagt efter nogle dygtige underleverandører, er det alfa og omega, at du vælger et firma, som du kan være tryg ved. Folk arbejder på forskellige måder og det er af samme årsag vigtigt, at du afstemmer arbejdsprocessen og kvalitetstandarderne med mulige underleverandører, inden I påbegynder et samarbejde.

Find derfor nogle samarbejdspartnere, som du ved udfører et ordentligt stykke arbejde, og som har erfaring med lignende projekter. Det arbejde, som din underleverandør laver, smitter nemlig af på dig, da det er dig, der har det overordnede ansvar for, at kunden bliver tilfreds med resultatet. Derfor er tillid noget, som indehaveren Rolandas Levinskas fra Levicon ApS prioriterer højt, når han skal vælge sine samarbejdspartnere:

Hvis du er heldig og får projektet, skal du stadig sikre at alle rydder op, overholder deres aftaler, er præsentable og så videre. Jeg vælger derfor nogle, jeg stoler på og som jeg ved leverer god kvalitet og som jeg kan stå inde for,” fortæller den erfarne håndværker, som selv gør brug af underleverandører til større byggesager.

Rolandas Levinskas fra Levicon ApS

Tjek referencer

Det er altid en god idé at tjekke referencer på underleverandøren inden du indgår et samarbejde. Du kan med fordel spørge din konsulent hos 3byggetilbud.dk om de kender til nogle gode leverandører, der kunne være mulige samarbejdspartnere.

Få talt om:

  • Hvilke forventningerne I har til samarbejdet og hvad I gerne vil have ud af det
  • Styrkerne ved samarbejdet og eventuelle bekymringer
  • Hvilke ansvarsområder den enkelte skal påtage sig
  • Om en garantiordning, en autorisation eller andet forventes
  • Samarbejdets varighed: Ønsker I et samarbejde på projektbasis eller tidsbestemt?
  • Andre relevante forhold

Fordele ved at bruge og være underleverandør

Spørger man Rolandas Levinskas fra Levicon ApS, er der mange fordele ved at have et netværk af samarbejdspartnere i sin håndværkervirksomhed. Derfor gør totalentreprisefirmaet også hyppigt brug af underleverandører, men har også selv været underleverandør på flere sager.

”Mange jeg kender har firmaer, ligesom jeg selv, eller ejer mindre håndværkervirksomheder. Så kan vi trække på hinanden, når vi mangler arbejde eller har rigtigt travlt. Jeg har haft flere mindre firmaer bundet til mig, som jeg har et godt samarbejde med,” lyder det fra den erfarne indehaver Rolandas Levinskas, som især fremhæver tre store fordele ved en god underleverandørsaftale.

1. Du kan takke ja til de store byggesager

Der er noget om snakken, man løfter bedre i flok. Med en underleverandør har du nemlig mulighed for at løfte større byggesager, da der er flere hænder til opgaven. Ofte er en underleverandør et firma, der dækker en anden branche end ens egen og dermed kan man sammen løfte sager, der går på tværs af brancher. Et tømrerfirma kan eksempelvis med fordel have samarbejde med en maler eller elektriker, så køkkenrenoveringen kan løftes fra start til slut.

Har du et fast netværk af underleverandører har du også altid nogle at trække på, hvis opgaven bliver for omfattende at løfte alene. Noget som Rolandas Levinskas også selv benytter sig af:

”Især om sommeren har jeg meget travlt og kan ikke klare sagerne alene. Her kan jeg trække på mit netværk frem for at sige nej til kunden. Det samme gælder med de store opgaver, som jeg ikke kan løfte selv.”

2. Fået større kundenetværk

En aftale med en underleverandør går som oftest begge veje. Du trækker på dem og de trækker på dig. Det betyder, at du bliver præsenteret for kunder, du normalt ikke ville have været i kontakt med. Gør du det godt, er der derfor store chancer for, at kunden vil kontakte dig igen, hvis de mangler en leverandør indenfor netop din branche. Derfor er en god samarbejdsaftale med til at udvide dit kundenetværk og kan skaffe dig flere opgaver på den lange bane.

3. Gode opgaver til CV’et

Hvis du har en mindre håndværkervirksomhed, kan du lære meget af at samarbejde med et større firma. Du kan nemlig blive præsenteret for store eller komplekse sager, som du normalt ikke have været en del af. Det giver en god portion erfaring og mulighed for faglig sparring undervejs. Derudover er det altid godt, at have en bred vifte af projekter, som du kan tilføje på dit CV, så kunderne ved, at du kan løfte en bred vifte af sager – store som små.

”Man kan lære meget som håndværker ved at samarbejde med andre, og så er det sjovt at være med på de store projekter. Jeg har eksempelvis været underleverandør på et stort projekt, hvor 250 kollegieværelser skulle renoveres. Det var sjovt,” fortæller Rolandas Levinskas.

Er du vores næste håndværker?

Vi indgår altid aftaler efter geografiske områder, så vi sammen kan finde den løsning, der passer til dit firmas kapacitet.

Lav en god og konkret aftale med din underleverandør

Selvom du finder en dygtig underleverandør, som du stoler på og har tillid til, er det altid vigtigt at få styr på formalia også. Her er det især vigtigt at lave en konkret aftale parterne imellem, så der ikke hersker tvivl om, hvad samarbejdet indebærer. Det gælder både, hvis man søger en underleverandør eller skal være en underleverandør på en byggeopgave. Rolandas Levinskas fra Levicon ApS plejer at tilgå aftalen med en underleverandør, som han tilgår en aftale med en bygherre:

”Jeg lægger vægt på det samme, som jeg aftaler med kunderne, når jeg laver en aftale med underleverandøren. Det vigtigste er tidsplanen, altså hvornår de skal rykke ind, hvornår de kommer første og anden gang og hvornår de eksempelvis kan eftermontere resten. Undervejs holder jeg så øje med dette. Vi aftaler, hvornår projektet skal være færdigt, og så har jeg ansvar for det bliver overholdt.”

Jo mere konkret du får afstemt samarbejdet, jo bedre er du stillet, hvis noget skulle gå galt. Derfor er det også vigtigt at få italesat de mere kedelige ting, såsom hvad man gør, hvis det ene firma pludselig går konkurs eller ikke kan levere det arbejde, som var aftalen. Klare retningslinjer for samarbejdet sikrer, at ingen parter ender med hovedet i postkassen, men derimod kan være trygge gennem hele samarbejdet.

Tjekliste til en god samarbejdsaftale:

  1. Afstem løn og arbejdsforhold
  2. Afstem deadlines og tidsplan for projektet
  3. Afstem hvem der står for den primære kontakt til bygherren
  4. Hvem har ansvar for hvad: Hvilke dele af opgaven har hver part ansvar for at løse? Hvem leverer værktøj? Hvilken kvalitet forventer partnerne? Osv.
  5. Aftal opsigelsesgrundlaget: Med hvilket varsel kan man udtræde af samarbejdet? Er der en økonomisk konsekvens ved pludselig udtræden?
  6. Nogle konkrette behov eller ønsker, der skal tages hensyn til

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *