Guide: Sådan bruger du de sociale medier, håndværker
Sociale medier som Facebook, Instagram og LinkedIn gør det muligt for virksomheder at være tæt på deres kunder, markedsføre sig og udvide deres kundenetværk. Vi ser nærmere på, hvad din håndværkervirksomhed kan bruge de sociale medier til og giver dig guiden til, hvordan du laver en god profil.
I dag er det de færreste danskere, som er uden en profil på et eller flere af de sociale medier. Og det er ikke kun i privaten, at det er blevet populært at dele billeder fra hverdagen og skrive statusopdateringer. Flere virksomheder opretter nemlig profiler på eksempelvis Facebook, Instagram eller LinkedIn for at komme i kontakt med kunderne. Det gælder i høj grad også for firmaer i håndværkerbranchen.
Faktisk er hele 52 procent af alle virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen på de sociale medier – og med god grund. Bruger man sin virksomhedsprofil rigtigt, kan den både skaffe flere kunder i biksen, styrke ens markedsføring og tillokke dygtig arbejdskraft.
3 gode grunde til at være på de sociale medier:
- Kunderne søger information om dig online
Når en kunde skal finde en håndværker til en byggeopgave spørger de ofte i deres netværk efter anbefalinger og søger dertil information om firmaet online. Det er derfor en god idé, at din virksomhed er synlig online med en eller flere professionelle profiler. - Udvid dit kundenetværk
Du skal være der, hvor kunderne er – og det er online. De sociale medier er et godt supplement til mund-til-mund metoden og er en god mulighed for at udvide kundenetværket og få flere kunder i biksen. - Skab et godt førstehåndsindtryk
I dag er en flot og professionel onlineprofil med til at tegne et godt førstehåndsindtryk af dit firma. Ved at dele billeder af det arbejde du udfører og brugbare håndværkertips, viser du kommende kunder, at du er en dygtig fagmand, der kan udføre et godt stykke arbejde. På den måde har du på forhånd skabt dig et godt førstehåndsindtryk, hvilket gør salgsprocessen nemmere, når man mødes fysisk med kunden.
Håndværker på Facebook
Facebook er det sociale medie, som allerflest danskere bruger. Med de mange personer, der bruger Facebook dagligt, så er en virksomhedsprofil på Facebook en god mulighed for at interagere med nuværende og mulige kunder. Der er mange måder at bruge Facebook på. På Facebook kan du både dele tekst, billeder og videoer fra din arbejdsdag og samtidig kommentere og like andres opslag.
Sådan opretter du en virksomhedsside:
Det første skridt, når du opretter en virksomhedsside, er at klikke under indstillinger og derefter opret side. Dernæst skal du vælge, hvilken type side, du ønsker at oprette. Har du en almindelig håndværkervirksomhed, skal du vælge ”Lokal virksomhed eller lokalt sted”. Når du trykker på ikonet, skal du taste firmaets oplysninger ind og derefter opretter Facebook profilen for dig. Så er din virksomhedsside oprettet og du kan nu personliggøre den under indstillinger.
Gør profilen offentlig
En virksomhedsside på Facebook skal som udgangspunkt være offentlig. Det betyder, at alle Facebook-brugere kan ’like’ og ’følge’ din side uden at kræve godkendelse fra dig. Dermed kan alle også se de opslag, du laver og du giver andre muligheden for at dele og kommentere dine opslag. Det betyder, at opslagene kommer ud til flere og deles i dit netværk.
Vælg et fængende coverbillede
Det første blikfang, når man klikker ind på en Facebook-side, er coverbilledet. Det er derfor en god idé at have et fængende coverbillede, der kendetegner dit firma. Det kan være et billede af medarbejderne foran varevognen, en oversigt over arbejdsområder eller et billede af det arbejde, du udfører.
Eksempler på coverbilleder:
Vis din passion gennem billeder og videoer
Det er en god idé at dele billeder og videoer fra arbejdsdagen på Facebook. Dette giver kunderne et godt indblik i, hvilke slags arbejdsopgaver, dit firma udfører, og hvor god du er til dit håndværk. Alle kan skrive på deres hjemmeside, at de laver et flot finish – du kan på Facebook rent faktisk vise det. Det er også en god idé at lægge billeder op af nye medarbejdere, hvis man får en ny firmavogn eller hvis der sker andet på ’kontoret’. På den måde inviterer du kunden ind i virksomheden, hvilket kan styrke din troværdighed.
Du kan tilføje en billedtekst til dine opslag, så ikke-fagmænd får indblik i, hvad du konkret laver og hvorfor. Det er altid godt at lave system i dine billeder og videoer ved at oprette albums, så kunderne nemt kan klikke ind og se på et konkret projekt.
Eksempler på billedtekster:
’Renovering af badeværelse i Greve – fra start til slut’, ’Nyt tag – fra eternit til tagsten’, ’Da vi var på Håndværkermesse i København’, ’Sådan støber man gulv step by step’ og så videre.
Fortæl gode historier og del din viden
Fortæl gode historier, der er med til at sælge virksomheden, når du laver dine opslag. Det kan eksempelvis være historier om glade kunder eller byggedrømme, som dit firma er ved at indfri. HUSK at have i overvejelserne, hvilke billeder du deler, og om det er OK med din kunde, at du tager billeder i deres hjem. Det er altid en god idé at undgå at skrive en konkret adresse på kunden – det er tilstrækkeligt at skrive, hvilken by huset er i.
Du kan med fordel også dele gode råd og tips fra dit håndværkerfag – råd som vil gavne de personer, der følger dig. Dette kan eksempelvis være råd om, hvordan man finder de bedste materialer, hvordan man indgår en god håndværkeraftale, hvilken tid på året det er bedst at isolere og så videre. Det viser dit netværk, at du er en troværdig og dygtig håndværker, som gerne giver professionel vejledning.
Vidste du? Du kan planlægge frem i tiden, hvornår dit opslag skal offentliggøres?
Eksempelvis kan du sidde søndag aften og planlægge et billede til udgivelse tirsdag og et lørdag.
Opfordre til dialog
Facebook er et tovejs-kommunikationsmedie. Opfordr derfor ansatte, samarbejdspartnere og kunder til at kommentere, dele og like dine opslag. Svar også på de spørgsmål eller kommentarer, der kommer på dine opslag, så du viser, at du er aktiv og interesseret i dine følgere. Det er en god idé at lave opslag, som opfordrer til dialog. Jo flere kommentarer og delinger, jo flere ser dit opslag. Du kan eksempelvis afslutte dit opslag med et spørgsmål og opfordre folk til at dele deres erfaring i kommentarsporet.
Eksempler på spørgsmål:
’Del gerne jeres bedste renoveringsprojekt’, ’Hvad er jeres erfaringer med..’, ’Hvilke byggedrømme går du med?’, ’Hvordan holder du ukrudtet nede i din have?’
Anmeldelser på Facebook
Vi befinder os i en verden af anmeldelser. På en masse anmeldelsessider kan du anmelde håndværkere, og det kan du også på Facebook. Her kan Facebook-brugere anmelde firmaet med op til 5 stjerner. Opfordr derfor dine kunder til at bedømme og anmelde dit firma.
Lav kun en Facebook-profil, hvis du bruger den
Selvom der er mange goder ved en effektiv Facebook-profil, er det kun noget man skal lave, hvis man rent faktisk bruger den. Det gavner ikke firmaet, hvis du bare har en passiv profil, der passer sig selv. Du skal gøre det klart for dig selv, hvorfor du er på de sociale medier og hvorfor du prioriterer tiden til det. Man kan nemt risikere, at profilen giver bagslag, hvis ikke man løbende tjekker op på den. Så kan en utilfreds kunde have startet en stor debat, kommentarerne kan løbe løbsk eller man kan fremstå ligeglad, hvis ikke man besvarer et spørgsmål.
6 gode råd til den gode Facebook-profil:
- Find en rutine i dine opslag, så der ikke går måneder imellem opslagene. Gør det til en rutine at tage billeder af det arbejde, du udfører.
- Vis din passion og del din viden. Del opslag der viser, hvorfor du er en god håndværker og kom med gode tips til dine følgere.
- Få folk til at like og dele din virksomhedsside. Jo flere forbindelser du har, jo større netværk kommer dine opslag ud til.
- Invitér til dialog. En godt råd er at lave opslag, der slutter med et hv-spørgsmål.
- Hvis du allerede har en hjemmeside, skal du huske at linke fra din Facebook-side til hjemmesiden og den anden vej rundt. Dette kan styrke din søgeoptimering, som betyder, at Google prioriterer din side højere i søgeresultaterne. Du kan også ’booste’ dit opslag på Facebook, så det når ud til flere personer. Det koster dog penge.
Håndværker på Instagram
Instagram er et visuelt medie med billeder, videoer og de såkaldte hashtags (#). På Instagram rammer du primært private kunder og kan markedsføre dit firma gennem billeder og videoer fra arbejdsdagen med flotte filtre og farver.
Hvad kan Instagram?
Da mediet hovedsageligt henvender sig til private kunder, har du her mulighed for at vise nuværende og potentielle kunder billeder af det håndværk, der bliver udført i virksomheden. Instagram kan beskrives som et online fotoalbum, hvor du deler billeder som følgere og andre brugere på Instagram kan like eller kommentere. Hver bruger har sin egen profil, hvor brugerens billeder vil blive præsenteret med de nyeste billeder først.
Instagram er derfor et oplagt medie for håndværkere, fordi kommende bygherrer bruger mediet til at søge inspiration og til at tjekke op på projekter på forhånd. I den såkaldte ”bio” kan du tilføje en kort profilbeskrivelse, som andre brugere vil se, når de klikker sig ind på din profil. Her kan du tilføje fx firmainformationer og linke videre til en eventuelt hjemmeside eller din plusprofil hos 3byggetilbud.dk.
Huskeliste til Instagram:
- Sørg for at profilen er offentligt tilgængelig
- Brug virksomhedens logo som profilbillede
- Hav en kort beskrivelse af virksomheden, link til hjemmesiden og evt. telefonnummer i din ”bio”. Udfører du tømrerarbejde så sørg for, at det tydeligt fremgår af dine oplysninger
- Sørg for at profilens navn matcher virksomhedens navn så godt som muligt (Der er en risiko for, at navnet kan være
Fortæl din historie gennem billeder
Når du har færdiggjort en opgave og har et billede eller en video, som du gerne vil dele med dine følgere, giver Instagram dig en række muligheder for at redigere billederne, så de fremstår så flotte og spændende som muligt. Du kan blandt andet tilføje filtre på billederne, som kan få morgensolen over tagkonstruktionen til at se en tand bedre ud.
Derudover kan du tilføje en lokation og tagge dine kollegaer på billederne. Afslutningsvis kan du vælge at dele billedet direkte på firmaets Facebook-profil også. På den måde sørger du for aktivitet på begge medier og gør dine følgere på Facebook opmærksomme på, at firmaet også er aktiv på Instagram.
Hvis du finder billed- og videoredigeringsdelen sjov, så findes der også en række ekstra apps fra Instagram, man kan downloade til sin smartphone, heriblandt Boomerang from Instagram, Layout from Instagram og Hyperlapse from Instagram. Billederne, du tager og redigerer, kan du bruge til at vise hvilken slags håndværk du udfører, og du skal ikke være bange for at vise dine samarbejdspartnere frem også.
Gør din profil mere aktiv gennem daglige ”Stories”
Et af de nyere tiltag på Instagram er stories. Stories består af enten billeder eller videoer, som kun er mulige at se i 24 timer, hvorefter de fjernes automatisk. De nyeste historier vil dukke op øverst på startsiden for dine følgere, og mange brugere følger aktivt med disse. Stories er altså en anden måde at være aktiv på daglig basis. Hvis du for eksempel er i gang med at lægge nyt tag på et hus men føler, at det er for meget at lægge 10 billeder op fra start til slut på din egen profil, så kan du passende vælge at lave det som en story i stedet for.
Hvad er hashtags?
Et af de vigtigste aspekter af Instagram er de såkaldte hashtags (#). Hashtags eksisterer efterhånden på mange sociale medier, men de er særdeles udbredte på Instagram. Kort sagt fungerer hashtags som søgeord, man kan tilføje i billedteksten på de billeder, man uploader. Hvis andre brugere på Instagram vælger at lede efter håndværkere ved at søge på det pågældende hashtag, så vil henholdsvis de mest relevante (vurderet af Instagram) og de mest likede billeder dukke op i to separate grupper.
Eksempler på hashtags kan være #nytbadeværelse, #woodenwork og #køkkenrenovering.
Er du i tvivl om, hvilke hashtags du skal bruge så prøv at søge på de hashtag, som falder dig ind. Du kan nemlig se, hvor mange opslag der findes under hvert hashtag og jo flere opslag des bedre. Gør dig nogle overvejelser om, hvad dine kunder kunne finde på at søge på, hvis de leder efter inspiration.
Sådan opretter du en virksomhedsprofil
En af de muligheder du har, som bruger på Instagram, er oprettelsen af en virksomhedsprofil. Har du allerede en privat profil på mediet, så er det let at skifte imellem de to profiler via appen. Det kræver dog, at man holder tungen lige i munden før man ”poster” et billede, så der ikke fejlagtigt ryger et privat billede op på virksomhedens profil.
Selvom du repræsenterer din virksomhed, skal du være social og opføre dig som et almindeligt menneske. Det betyder, at du med fordel kan kommentere, like og følge andre. Her er en god huskeregel: Engagér dig i andre, ligesom du gerne vil have, at dine følgere engagerer sig i dig. Ved at gøre det, gør du det også nemmere for nye kunder at finde dig.
Instagram har også selv en guide til oprettelse af en virksomhedsprofil.
5 gode råd på Instagram:
- Hashtags findes på både Facebook og Instagram, men de har langt større betydning på Instagram. Ved at bruge nogle gode, velvalgte hashtags kan du sørge for, at dine billeder rammer bredere end blot dine egne følgere.
- Følg andre Instagram-profiler, der minder om din egen og få inspiration. Selvom du føler, at du har godt styr på, hvordan man håndterer mediet, så kan man altid lade sig inspirere af andres opslag.
- Lav godt indhold på profilen. Sørg for at tage billeder af dit håndværk, og sørg for at kvaliteten er god. Husk, at Instagram hovedsageligt er for privatpersoner, så ikke alle opslag behøver være lige seriøse.
- I modsætning til Facebook kan flere profiler ikke hedde det samme. Du kan risikere, at dit firmas navn allerede er optaget. Hvis du ikke kan kalde din profil Jensensvvs, så prøv Jensenvvsaps eller lignende.
- Ligesom på Facebook, er det vigtigt at være aktiv. Føler du ikke, at du har tid til at være til stede på to sociale medier, så vælg det medie, du finder mest oplagt for netop din virksomhed.
Håndværker på LinkedIn
Det sociale medie LinkedIn tilbyder din virksomhed muligheden for at ramme en anden målgruppe end blot venner og familie, da det primært er rettet mod erhvervsmarkedet. Den vigtigste funktion på dette medie er nemlig at skabe et netværk til sin virksomhed. Hvis du har en virksomhedsprofil på LinkedIn, kan du se det som dit visitkort til kunder, kommende medarbejdere og samarbejdspartnere. LinkedIn er oplagt for større virksomheder, men kan også tilføje værdi for mindre virksomheder.
På LinkedIn kan du skrive om generelle informationer om virksomheden, og beskrive hvad den står for. Medarbejdere kan tilføje, at de arbejder i firmaet og få logoet på egen profil. Du kan med fordel dele historier om arbejdsopgaver du har lavet for erhverv, foreninger eller offentlige institutioner, så du viser netværket de større projekter og partneraftaler, du er en del af.
Tiltræk opgaver fra erhverv og offentlige kunder
Ønsker du at udvide dit kunderepertoire, så kan LinkedIn være kanalen til netop det. Hvis du møder udfordring i forhold til at få virksomhedskunder eller kunder fra offentlige selskaber, så prøv at oprette en LinkedIn-profil.
Huskelisten til den gode profil på LinkedIn:
- Tilpas din URL-adresse så den bliver så enkel som muligt
- Skriv en kort, velformuleret beskrivelse af din virksomhed
- ’Synes godt om’ kunder og samarbejdspartneres opslag og artikler
- Link til andre sociale medier, hvor du måtte være aktiv
- Har du flere medarbejdere, så opfordr dem til at oprette profiler og sprede budskabet
Spred dit budskab gennem annoncer
Hvis du ikke mener, at dit netværk er bredt nok på LinkedIn, så har du også muligheden for at sponsorere dine opslag, så de rammer den ønskede målgruppe. Her kan du specifikt vælge hvor længe din kampagne skal køre, hvilke type erhverv den skal rettes mod, og hvilket geografisk område der skal eksponeres for annoncen. Du skal dog være opmærksom på, at du betaler en sats alt efter både varigheden og omfanget af kampagnen.
Rekruttér nogle dygtige medarbejdere via LinkedIn
Med fokus på arbejdsområder og erhvervsnetværk er LinkedIn en god kanal til at rekruttere nye medarbejdere. Flere virksomheder tilføjer ledige stillinger på jobbet og bruger netværket til at finde medarbejdere, der matcher de kvalifikationer som firmaet søger. Ydermere benytter et stadigt stigende antal arbejdssøgende LinkedIn til at søge job, så mediet kan være et godt sted at starte med at lede efter ny arbejdskraft.
Under fanen ’Se job’ kan du med fordel tilføje de stillinger, som du ønsker ansøgere til.
Vidste du?
- Ifølge Danmarks Statistik er 52 procent af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen på de sociale medier. Det er den største stigning i alle brancher i forhold til året før.
- Nettet er et godt supplement til mund-til-mund metoden. 90 procent af alle forbrugere undersøger nemlig virksomheder på nettet, inden de køber en ydelse hos dem.
- 67 procent af alle danskere er på Facebook
Del din erfaring
Hvad gør I i din virksomhed? Vi opfordrer jer til at lægge en kommentar med jeres gode råd og erfaringer med profiler på de sociale medier.
Er du vores næste håndværker?
Vi indgår altid aftaler efter geografiske områder, så vi sammen kan finde den løsning, der passer til dit firmas kapacitet.