Guide: Sådan kan du som håndværker bruge AI i hverdagen – 15 eksempler og prompts
Har du også for travlt til at sidde bag en skærm, når der er opgaver, der skal løses på byggepladsen eller ude hos kunden? I denne guide får du konkrete råd og eksempler på, hvordan du som håndværker kan bruge AI og værktøjer som Chatgpt i hverdagen – så du kan frigøre en smule tid og fokusere på arbejdet ude hos kunderne.
Indholdsfortegnelse:
- Sådan skriver du skarpe og effektive mails og SMS’er med Chatgpt
- Få hjælp fra AI til tilbudsgivning
- AI kan lave det meste indhold til din markedsføring og sociale medier
- Brug Chatgpt til inspiration og problemløsning i forhold til vejr og tidsplan
- Tjeklister til materialer og trin-for-trin rækkefølge, så du husker det hele
- Få Chatgpt til at skrive velkomstmails og beskeder ved forsinkelse
- Microsoft Copilot kan hjælpe med valg af materialer
- Få Microsoft Copilot til at lave din materiale- eller indkøbsliste
- Få hjælp til at svare på anmeldelser – skab tillid og nye opgaver
- AI kan hurtigt oversætte manualer, mails og tilbud
- Billedbaseret kvalitetstjek
- Få styr på tidsplaner og koordinering
- Sikkerhed og arbejdsmiljø
- Fakturatjek med Chatgpt: find fejl og manglende poster
- Lav opfølgninger og mersalg med AI
Hvad er AI – og hvorfor er det relevant for dig som håndværker?
Kender du det – dagene flyver afsted mellem kundemøder, byggeopgaver og koordinering, og så venter der stadig tilbud, mails og alt det andet papirarbejde bagefter? Med AI ved hånden kan du klare det hele hurtigere: få skrevet tilbud, lavet tjeklister og sendt professionelle mails på ingen tid. Det frigiver både tid og overskud – så du kan bruge kræfterne dér, hvor det virkelig gælder. I dag findes der en række AI værktøjer, som du nemt kan integrere i din hverdag – for eksempel kan du nemt hente værktøjer som Chatgpt, Google Gemini eller Microsoft Copilot på din telefon eller computer, så du altid har hjælpen lige ved hånden.
Denne guide viser dig, hvordan du som håndværker kan bruge AI i praksis. Du får konkrete eksempler og færdige prompts (tekster, du kan skrive til AI), så du kan arbejde smartere, og frigøre tid og energi til det praktiske arbejde.
Sådan skriver du skarpe og effektive mails og SMS’er med Chatgpt
I stedet for selv at bruge tid på at formulere mails og sms’er, så kan du på ingen tid få AI værktøjer som Chatgpt til at hjælpe dig med at skrive et professionelt formuleret svar til kunder. Chatgpt kan tage dine stikord eller korte noter og omsætte dem til klare, venlige og professionelle svar. Det gør det muligt at sende opfølgninger, bekræftelser og påmindelser på ingen tid – uden at du skal sidde længe foran computeren. På den måde sparer du tid, mindsker risikoen for misforståelser og sikrer samtidig, at kommunikationen med dine kunder altid fremstår professionel og overskuelig.
Et eksempel på en prompt, du kan skrive til Chatgpt, når du har brug for hjælp til at formulere en SMS til din kunde for at bekræfte jeres aftale:
“Skriv en kort, professionel og venlig SMS til en kunde, hvor jeg bekræfter, at vi kommer og udfører en maleropgave mandag den 26. august kl. 08.00. Beskeden skal udstråle imødekommenhed og ro, og kunden skal føle sig tryg ved, at aftalen er på plads. Tilføj også, at kunden er velkommen til at kontakte mig, hvis der er spørgsmål eller ændringer. Og noget om, at jeg glæder mig til at komme i gang.”
Få hjælp fra AI til tilbudsgivning
At udarbejde tilbud kan ofte føles som en tidskrævende opgave, men med AI kan processen gøres både lettere og hurtigere. Du behøver blot at samle dine stikord og beregninger, så omsætter AI dem til et klart og gennemarbejdet udkast, som du nemt kan tilpasse efter behov.
Du kan med fordel dele dine tidligere tilbud som eksempler. Det giver AI et godt udgangspunkt af relevant sprogbrug, struktur og prisniveauer, så de nye udkast rammer endnu tættere på den stil og tone, du ønsker. På den måde bliver dine gamle tilbud ikke kun et arkiv, men også en værdifuld ressource, der hjælper dig med at skabe endnu bedre materiale til dine kunder.
Et eksempel på en prompt om tilbudsgivning kan være:
”Opret et nyt tilbud baseret på det vedhæftede – kunden er (navn), opgaven er (kort beskrivelse), og adressen er (adresse). Tilpas pris og beskrivelse efter det nye opgaveomfang.”
Bed også AI om at udforme en mail og en sms, som du kan sende til kunden i forbindelse med at du sender tilbuddet.
AI kan lave det meste indhold til din markedsføring og sociale medier
Har du svært ved at finde de rette ord til dine opslag på Facebook, Instagram, LinkedIn – eller din hjemmeside? Med værktøjer som Google Gemini kan du hurtigt få hjælp til at skrive tekster, der er professionelle, indbydende og klar til at poste. Brug det f.eks. til opslag, billedtekster, små kundecases eller opdateringer om nye services.
Det kan eksempelvis være relevant, når du vil:
- Informere kunder om nye ydelser: F.eks. at du nu tilbyder udskiftning af vinduer, solceller eller har fået en ny ansat i firmaet, der kan løse nye opgaver.
- Deling af færdige projekter: F.eks. før- og efterbilleder af en gulvslibning eller køkkenrenovering.
- Opdateringer på hjemmesiden: Kort, professionel tekst om dine ydelser eller specialer.
Her er et prompt-eksempel, du kan bruge til AI, når du vil lave et Facebook-opslag:
”Skriv et kort og venligt Facebook-opslag til vores følgere, hvor vi annoncerer, at vi nu tilbyder udskiftning af vinduer. Teksten skal være let at forstå, fremhæve fordelene for kunden, og opfordre til at kontakte os for et tilbud.”
Brug Chatgpt til inspiration og problemløsning i forhold til vejr og tidsplan
Sidder du fast i en opgave eller mangler idéer til, hvordan et projekt kan gribes an? Chatgpt kan fungere som en hurtig sparringspartner og give forslag til metoder, materialer eller løsninger, som du måske ikke selv havde overvejet. Du kan f.eks. få input til, hvordan vejrforhold kan påvirke arbejdet, hvilke ressourcer eller typer af arbejdskraft der skal til, realistiske tidsplaner for de enkelte faser, eller alternative måder at disponere dit budget på.
Husk dog altid at tjekke regler og krav – AI fungerer bedst som idébank, ikke som facitliste. Det er dit ansvar at dobbelttjekke love, sikkerhedskrav og materialevalg, inden du går videre med et forslag. På den måde kan du kombinere AI’s brede idégrundlag med din egen faglige viden og erfaring og dermed skabe løsninger, der både er kreative og fagligt forsvarlige.
Det kan eksempelvis være, at du har brug for hjælp til at tjekke vejr, arbejdsmængde eller lignende:
”Lav en detaljeret time-for-time-plan for en udendørs maleropgave, hvor en svend og en lærling skal male træværk (vindskeder og stern) på et parcelhus. Arbejdet foregår på én dag med opstart kl. 08.00. Planen skal inkludere klargøring, afdækning, rengøring, slibning, grunding og maling – samt passende pauser og realistisk tørretid mellem lagene.
Start med at hente og vurdere den aktuelle vejrprognose for Himmelev, Roskilde (f.eks. temperatur, regnrisiko og luftfugtighed). Afledning: hvis forholdene er egnede til udendørs malerarbejde, skal du lave en realistisk tidsplan med angivne klokkeslæt, der tager højde for tørretider og opgavernes rækkefølge samt fordeling mellem svend og lærling. Hvis vejret ikke er egnet, så foreslå alternative løsninger eller om opgaven bør udsættes, og hvordan man bedst bruger dagen på forberedelser.”
Tjeklister til materialer og trin-for-trin rækkefølge, så du husker det hele
Synes du også, det kan være udfordrende at bevare overblikket, når dagen er fyldt med opgaver? Både når det gælder, hvad der skal gøres og hvilke materialer du skal bruge. Med AI kan du få hjælp til at lave klare trin-for-trin-planer, så hele processen bliver mere overskuelig, du sparer tid, og risikoen for fejl mindskes.
Her er et eksempel på en prompt til AI, som kan hjælpe dig med at lave en tjekliste, der inkluderer både materialer og rækkefølgen af opgaver.
”Lav en tjekliste for opsætning af et nyt køkken i et parcelhus – punkt for punkt, inklusive materialer, værktøj og rækkefølge af opgaver. Medregn også bortkørsel af gammelt køkken og andet affald. Og inkluder også, at VVS’eren og elektrikeren skal forbi.”
Få Chatgpt til at skrive velkomstmails og beskeder ved forsinkelse
God og klar kommunikation med kunderne er afgørende for at give et godt og professionelt indtryk – især når der opstår ændringer, forsinkelser eller andre udfordringer på byggepladsen. Chatgpt kan hjælpe dig med at formulere alt fra velkomstmails til høflige beskeder ved forsinkelser, så tonen altid er venlig og professionel, og kunderne føler sig trygge og informerede.
Når du skal skrive mails eller beskeder til kunder om ændringer, forsinkelser eller andre udfordringer på byggepladsen, kan du f.eks. formulere det på følgende måde:
- ”Skriv en mail til en kunde, hvor jeg forklarer, at vi bliver 2 dage forsinket med projektet pga. vejret. Gør den venlig og forstående.”
- ”Skriv en mail til en kunde om, at der i morgen vil komme en elektriker forbi. Det er vores samarbejdspartner og han skal hjælpe med installationerne i garagen.”
- ”Lav en sms til en kunde om at alle materialer er bestilt hjem og vi glæder os til opstart fredag i næste uge.”
- ”Skriv til en kunde, der endnu ikke er vent retur på et tilbud og bed på en høflig måde om at få et svar. Tilføj gerne at jeg er klar til at svare på spørgsmål.”
Microsoft Copilot kan hjælpe med valg af materialer
Når kunder er i tvivl om materialevalg, kan AI hjælpe dig med hurtigt at lave klare oversigter over fordele og ulemper ved forskellige materialer. Det giver dig et stærkt værktøj til at rådgive kunderne professionelt, skabe gennemsigtighed og træffe beslutninger baseret på både funktion, holdbarhed og pris.
Et eksempel på en prompt til Microsoft Copilot om sammenligning af materialer kunne være:
”Sammenlign fordelene og ulemperne ved vinylgulv vs. laminatgulv i køkken – punkt for punkt, med fokus på slidstyrke, rengøring, pris og udseende.”
Gode råd når du, som håndværker bruger AI
- Vær konkret: Jo mere detaljeret du formulerer din prompt til AI, desto bedre og mere præcist bliver svaret. Hvis du for eksempel blot skriver: “skriv en mail til en kunde om, at jeg bekræfter opgaven”, vil svaret ofte blive meget generelt. Er du derimod mere præcis og tilføjer, hvad mailen handler om, hvem den er til, og hvordan tonen skal være, rammer AI langt mere præcist.
- Brug AI som hjælp – ikke som facit: AI kan hjælpe med mange ting, men det er vigtigt at huske på, at den kan tage fejl eller mangle den nyeste viden om f.eks. byggelovgivning, regler eller priser. Derfor skal du være bevidst om, at AI primært er et værktøj til inspiration, idéer og formuleringer – men ikke noget du blindt kan stole på. Dobbelttjek altid materialer, lovkrav og beregninger selv. AI kan give dig inspiration og forslag, men det er stadig din faglighed og erfaring, der sikrer det rigtige resultat – f.eks. kan AI foreslå en tidsplan for et badeværelse, men kun du ved, hvor lang tid dit team reelt bruger og hvilke udfordringer, I kan løbe ind i på opgaven.
- Gem dine gode prompts: Når du finder en prompt, der virker godt, så gem den! Du kan f.eks. oprette en prompt-liste i dine noter på telefonen, computeren eller i en notesbog. På den måde kan du hurtigt genbruge de bedste formuleringer uden at starte forfra hver gang.
- Del ikke personlige oplysninger: AI er ikke designet til at håndtere personfølsomme data som CPR-numre, bankoplysninger eller private kundeoplysninger. Hold dig derfor til generelle beskrivelser og undgå at dele fortrolige data. Tilføj også at det kan gemmes direkte i nogle prompts.
Få Microsoft Copilot til at lave din materiale- eller indkøbsliste
Det kan være tidskrævende og stressende at huske alle materialer og værktøj, når du skal på indkøb til en opgave. Her kan Microsoft Copilot hjælpe dig med at lave komplette materialelister ud fra en opgavebeskrivelse, så du altid har styr på, hvad der skal bruges. Det kan være med til at spare tid, mindske risikoen for fejl, og kan give dig mere overskud til at fokusere på selve arbejdet.
Få Microsoft Copilot til at lave din materiale- eller indkøbsliste ved f.eks. at bruge denne prompt:
”Lav en materialeliste til opsætning af en ny træterrasse på 25 m² – inkluder trykimprægnerede brædder, skruer, stolper, beslag, værktøj og mængder.”
Få hjælp til at svare på anmeldelser – skab tillid og nye opgaver
De fleste kunder læser anmeldelser inden de vælger en håndværker. Et professionelt og personligt svar på dine anmeldelser viser, at du tager dine kunder seriøst, og det kan både være med til at skabe tillid og tiltrække nye opgaver. AI kan hjælpe dig med at finde de rette ord, både når det gælder positive og negative anmeldelser.
Du kan ofte kopiere anmeldelsen og sætte den ind og bede AI om et godt svar. Et eksempel på en prompt til AI her kunne være:
”Skriv et venligt og professionelt svar til denne kunde. Tak kunden og afslut med en opfordring til at kontakte os igen, hvis de får brug for vores hjælp.”
AI kan hurtigt oversætte manualer, mails og tilbud
Som håndværker kan du ofte støde på manualer, tilbud eller mails på engelsk, tysk eller andre sprog. AI kan hurtigt hjælpe dig med at oversætte teksten til dansk, så du forstår indholdet korrekt – eller hjælpe dig med at formulere dine egne mails på andre sprog. Det kan både hjælpe dig med at spare tid, samtidig med at du minimerer risikoen for misforståelser.
Har du brug for hjælp til at oversætte tekster, kan du fx bruge denne prompt til AI:
”Oversæt denne tekst fra engelsk til dansk (indsæt tekst). Brug et let og klart sprog.”
Du kan også tage et billede at teksten med din telefon, og lade AI oversætte teksten direkte fra billedet.
Billedbaseret kvalitetstjek
AI kan hjælpe dig med at tjekke dit arbejde, inden du afleverer det til kunden. Ved at tage billeder af arbejdet kan AI analysere og spotte fejl, ujævnheder eller manglende detaljer – hurtigt og objektivt. Det giver dig mulighed for at rette små fejl i tide, dokumentere arbejdet og sikre, at kvaliteten altid lever op til standarden.
Brug AI som et supplement til dit håndværk – ikke som erstatning. Din erfaring og faglige vurdering er stadig afgørende, men AI kan være dine ”ekstra øjne”.

Skal du have AI til at hjælpe med at dobbelttjekke dit arbejde, inden du afleverer det til kunden, kan du f.eks. bruge denne prompt:
(indsæt billede) ” Se på dette billede af mit færdige håndværksarbejde. Identificer fejl, ujævnheder eller manglende detaljer, og giv korte anbefalinger til forbedringer.”
Få styr på tidsplaner og koordinering
Når du arbejder på flere opgaver på samme tid, kan det hurtigt blive en udfordring at bevare overblikket og sikre, at alt udføres til tiden. Her kan AI være en værdifuld hjælper. Den kan skabe detaljerede tidsplaner, der giver dig et klart overblik – både for små og store projekter. Det gør det nemmere at koordinere opgaver, ressourcer og materialer, samtidig med at du får mere tid til det praktiske arbejde.
AI kan eksempelvis være relevant ved:
- Små projekter: Få dag-for-dag overblik over enkeltopgaver, så intet overses.
- Store projekter: Koordiner flere faggrupper, materialer og deadlines på komplekse opgaver.
Et eksempel på en prompt, der laver en tidsplan kan være:
”Lav en tidsplan for en badeværelsesrenovering på 3 uger, med dag-for-dag opgaver inklusive VVS, fliser, el-arbejde og malerarbejde.”
Sikkerhed og arbejdsmiljø
Sikkerhed på byggepladsen er altafgørende, men det kan være tidskrævende at lave tjeklister og holde styr på alle regler. AI kan hjælpe dig med hurtigt at lave enkle og overskuelige tjeklister, så du sikrer, at sikkerheden altid bliver overholdt. Du kan også bruge AI til små påmindelser til medarbejdere, f.eks. om korrekt brug af sikkerhedsudstyr eller risiko ved bestemte opgaver.
Eksempel på en prompt til en sikkerhedstjekliste:
”Lav en sikkerhedstjekliste til arbejde på tag – skriv i punktform, så den er nem at følge for alle medarbejdere.”
Vær opmærksom på at AI kan tage fejl, og det er derfor altid nødvendigt, at du selv dobbelttjekker tjeklister og anbefalinger.
Fakturatjek med Chatgpt: find fejl og manglende poster
Det kan være tidskrævende at gennemgå fakturaer og sikre, at alt stemmer – både priser, antal materialer og ydelser. Chatgpt kan hjælpe dig med hurtigt at tjekke fakturaer for fejl, manglende poster eller uoverensstemmelser. Det sparer tid, reducerer risikoen for økonomiske tab og sikrer, at du betaler korrekt.
Her kan Chatgpt eksempelvis hjælpe med:
- Fejlfind: Opdag dubletter, manglende linjer eller forkerte priser på fakturaer.
- Sammenlign: Tjek, om fakturaen stemmer overens med tilbud, ordresedler eller indkøbslister.
- Overblik: Få en punkt-for-punkt gennemgang af fakturaen, så du hurtigt kan handle på eventuelle fejl.
Prompt-eksempel til fakturatjek: (Indsæt ordresedlen og faktura)
”Gennemgå denne faktura for byggematerialer og find fejl eller manglende poster sammenlignet med ordresedlen – skriv resultatet punktvis.”
Lav opfølgninger og mersalg med AI
Mange tilbud og opgaver bliver kun til en enkelt kontakt, selvom de faktisk kunne åbne døren til flere samarbejder. Her kan AI hjælpe dig med at strukturere og automatisere dine opfølgninger.
Hvis du har gamle tilbud, som aldrig blev fulgt op på, kan du lade AI udarbejde personlige beskeder, der minder kunden om dit tilbud – men uden at det føles som spam. Har du tidligere udført et godt stykke arbejde for en kunde, kan AI også hjælpe dig med at formulere en venlig opfølgning 6–12 måneder efter, hvor du f.eks. spørger ind til, om de har nye behov, eller foreslår relaterede ydelser.
AI kan desuden analysere dine tidligere opgaver og foreslå mulige mersalg: Har du lagt et tag, kan du tilbyde serviceeftersyn; har du installeret en løsning, kan du foreslå vedligeholdelse eller opgraderinger.
På den måde bliver AI en praktisk assistent, der hjælper dig med at holde kontakten varm, udvide samarbejdet og fylde ordrebogen – uden at du selv skal bruge timer på at skrive opfølgningsmails.
Har du som håndværker erfaring med AI, vil vi meget gerne høre om det!
Måske bruger du ChatGPT til at formulere beskeder til kunder eller Google Gemini til at optimere dine tidsplaner. Uanset hvordan du anvender AI i din hverdag, vil vi sætte stor pris på, hvis du deler dine erfaringer i kommentarsporet herunder.