Sådan har badeværelset udviklet sig gennem tiden
Lad os starte med at slå en ting fast. Mennesket har altid badet. Ja, den er god nok. Men måden det foregår på har ændret sig gevaldigt over de sidste 100 år. Vi ser nærmere på de typiske badeværelsestrends og illustrerer hvordan de danske hjem er gået fra at have et isoleret træk-og-slip-toilet til at forvandle badeværelset til en afslappende oase, omgivet af luksuriøse armaturer og moderne møbleringer på badeværelset. Der findes ikke en universalopskrift på det moderne badeværelse, men der findes nogle trends, som har kendetegnet badeværelserne gennem tiden.
Denne artikel er skrevet i forbindelse med vores badeværelsestema på 3byggetilbud.dk. Her giver vi dig guides og viden til, hvad du skal være opmærksom på, når du renoverer badeværelse. I samme forbindelse giver vi også gode inputs og inspiration til indretningen af dit badeværelse. Se hele badeværelsestemaet her.
Nu til dags er det en selvfølge for de fleste danskere at have adgang til både private toiletter og private bade. Men sådan har det ikke altid været. Indtil starten af 1900-tallet badede de danske borgere i offentlige badestuer om lørdagen, mens toiletbesøg foregik i gården. Det første badeværelse med indlagt vand blev etableret 1859, da det første vandværk åbnede i København. Begyndelsen på badeværelsets æra var startet. Allerede fra starten af 1900-tallet var det ikke kun funktionaliteten, der betød noget – designet var lige så vigtigt.
1920’erne – det berygtede badeværelsesboom
I 1920 opstod et særligt behov for at have eget badeværelse, dels fordi danskerne blev mere opmærksomme på renlighed, men også fordi det var et udtryk for velstand. Allerede dengang var et lækkert og moderne badeværelse et hit. De næste tyve år boomede badeværelsesbebyggelsen og i 1940 havde 35 procent af de danske hustande adgang til bad. Badeværelset mellem 1920 og 1940 var kendetegnet ved at være små rum, hvor der dog både var bruser, badekar og tilmed siddebadekar for de velhavende. Det kliniske udtryk, som vi i dag kender fra hospitalerne, stammer fra disse badeværelser, hvor udsmykningen var kridhvid og minimalistisk, simpelthen som et symbol på renlighed. I de velhavende hjem fandtes der dog også vægdekorationer i nogle af de første badeværelser i Danmark. Gulvene var typisk belagt med linoleum, som stadig pryder mange af nutidens danske gulve med deres slidstærke og organiske kvalitet. Toiletterne var lavet af blankpoleret mahogni og var så nyt et tiltag, at vejledningen for brug stod skrevet på kvasten. Var man så privilegeret at få et varmt bad, så var vandet opvarmet af gas. Som barn var man dog knap så heldig. Her foregik den ugentlige vask typisk i en balje med iskoldt vandt i køkkenet.
1960’erne – da de kulørte klinker blomstrede op
Nogle af jer kan garanteret huske, hvordan jeres forældres eller bedsteforældres gamle badeværelser så ud. Stilen med de mønstrede klinker, farvestrålende tapeter, marmor og kreative baderumsmøbler. Denne stil er også bedre kendt som den typiske 60’er trend. Funktionaliteten havde stadigvæk en altafgørende betydning, derfor var det ikke atypisk, at man så et monstrum af et skuffedarium på badeværelset, som oveni købet var dekoreret med blomster eller i skarpe farver, så man var sikker på, det sprang i øjnene ved første øjekast. Som børn var vi mange, der afskyede de skrækkelige badeværelser. Alligevel er den gamle 60’er trend blomstret op i nutidens luksuriøse badeværelser, hvor nostalgien har ramt os og den fede retro-stil endnu engang har vundet indpas i det danske hjem.
I slutningen af 1969 og starten af 1970’erne blev Danmark ramt af energikrisen. Det betød, at vi i Danmark blev mere opmærksomme på, hvordan vi kunne skåne miljøet og spare på vandet. Resultatet af det betød, at mange danskere ændrede badevaner og det vandbesparende brusebad blev den mest almindelige og foretrukne badeform.
1980’erne – da vinyl vandt over vådrumsmembranen
Vinyl havde sin storhedstid i 80’erne, hvor det praktiske materiale blev brugt så mange steder som muligt. En af vinylmaterialets mange fordele er den enkle montering og udskiftning. Materialet er let og har en minimal tørretid. Det betød, at danskerne kunne få et splinternyt badeværelse på få dage med en vinylbelægning, hvorimod et badeværelse med beton kunne tage flere uger at færdiggøre. Vinylen er kendt for at være en alt-i-en løsning til vådrum. Konstruktionen består kun af tre dele – en bærende konstruktion af træbjælker, en krydsfinerplade og til sidst vinyl, som monteres direkte på pladen. Det betød, at man kunne undvære en vådrumsmembran, fordi vinylet i sig selv er vandtæt. En af udfordringerne var dog, at belægningen ikke var særlig holdbar og afskrivningen på et vinylbadeværelse var væsentlig kortere end et badeværelse lavet af beton. Til gengæld kan et 80’er vinylbadeværelse nemt og hurtigt renoveres.
Et andet særpræget udtryk fra firserne er naturligvis brusenichen og det runde afløb. Den store opmærksomhed på sanitet og den eksploderende viden indenfor vandbesparelse og enkle badeværelsesløsninger betød, at 92,8 procent af de danske hustande i 1993 havde adgang til bad.
Nutidens badeværelse – det luksuriøse og rustikke rum
Det moderne badeværelse i dagens Danmark er forvandlet til et rum, som associeres med luksuriøs og afslappende stemning. I starten af 00’erne fik gulvvarmen sit store gennembrud i de danske hjem og det har især været med til at kickstarte den lunefuld hyggestemning, som er blevet symbolsk for badeværelset. I mange år var det moderne badeværelse associeret med farven hvid og det er det stadig. Men på det moderne badeværelse er hvid filt ikke længere den eneste farve der pryder rummet. Danskerne er nemlig blevet vilde med farverige kontraster, der skaber en rustik dynamik i indretningen. Især mørkt træ, granit og marmor på de store flader, som klinker eller badeværelsesskabe, er blevet integreret i de danske badeværelser. Materialemixet giver et råt og rustikt look, der giver badeværelset noget kant.
Inspirationen fra køkkenet har også givet sit indspark til det moderne badeværelse. Velindrettede skuffeindsatser som er praktiske, samt en god belysning står nemlig højt på danskernes dagsorden. Funktionalitet er altså ikke gået af mode endnu.
En anden ting, som har ændret sig markant det seneste årti er designet. Om badeværelset er stort eller lille, så ønsker mange danskere et ’blikskjul’. Det betyder ganske enkelt at skjule alle rør, afløb og faldstammen. Derudover er det almindelig toilet blevet byttet ud med det pladsbesparende væghængte toilet, hvor cisternen er indbygget i væggen.
Udover det, er de store runde eller firkantede afløb blevet erstattet med linjeafløb, mens almindelig udluftning er blevet erstattet af selvregulerende ventilationssystemer. I 2012 havde hele 97,8 procent af de danske husstande adgange til bad. Derfor kan vi vist trygt sige, at det har været badeværelsets århundrede.
Artiklen er udarbejdet i samarbejde og med information fra:
Bolius og fotograf Jesper Ray, Garant.nu, Gyldendal, Invita, Nationalmuseet, Unidrain og Villeroy og Boch