Få 3 tilbud
Sektion Private boligejere

Vigtigt at vide når du indhenter tilbud på ny varmekilde

Er du på tærsklen til at skulle udskifte dit olie- eller naturgasfyr med en ny type energikilde? Vi har i denne artikel samlet, hvad du bør vide, når du indhenter tilbud på en ny varmekilde.

Ny varmekilde i boligen?

Flere og flere boligejere indhenter tilbud på udskiftning af varmekilden – og det er der god grund til. Fra politisk side ønsker man at udfase olie- og naturgasfyr, samt at det skal være slut med gas som opvarmningsform i danske boliger pr. 2035. Dette sker blandt andet ved udrulning af fjernvarme til flere områder i Danmark.

For dem som ikke får fjernvarme, vil man højne incitamentet for at udskifte naturgas- og oliefyret med en varmepumpe. Derfor kører Energistyrelsen Varmepumpepulje, som giver tilskud til udskiftningen, når man går fra olie- eller naturgasfyr til varmepumpe. Uanset om du indhenter tilbud på at udskifte den eksisterende varmekilde til fjernvarme eller en luft til vand- eller jordvarmepumpe, kan du læse mere omkring processen i denne artikel.

Til dig, der vil udskifte varmekilden til fjernvarme

Mange danskere har eller får mulighed for at tilslutte sig fjernvarmenettet. Fjernvarme er fremtidens varmekilde, fordi den ikke udleder lige så meget CO2 som olie og gas. Desuden er det en relativ billig opvarmningsform, hvilket gør den fordelagtig at satse på som primær varmekilde i Danmark.

Når det kommer til fjernvarme, skelner man mellem direkte og indirekte fjernvarme. Alt afhængig af, hvor i landet du er bosat, vil der være forskel på, hvilken fjernvarmetype, der er i dit område.

Direkte fjernvarme er når fjernvarmeselskabet producerer varmt vand, som kommer direkte ind i boligens varmerør. Selve varmeværket står for at pumpe varmt fjernvarmevand rundt og ind i boligerne. Dette er den fjernvarme, man finder i byerne Aarhus, Aalborg og Odense, samt i cirka 60 procent af de ejendomme, som har fjernvarme i Danmark.

Indirekte fjernvarme leveres til omkring 40 procent af de ejendomme, som opvarmes med fjernvarme. Især i København, Roskilde, Randers og på Frederiksberg benyttes der indirekte fjernvarme. Ved indirekte fjernvarme kommer det opvarmede fjernvarmevand ikke direkte ind i radiatorerne. Det kommer frem til fjernvarmeunitten, hvor der sidder en varmeveksler, som står for at overføre varmen til husets varmesystem.

Er der krav om tilslutning til fjernvarme?

Det er forskelligt, om der er krav til tilslutning af fjernvarme i et område. Er der blevet oplyst tilslutningspligt inden d. 1. januar 2019, er det et krav, at man udskifter den eksisterende energikilde til fjernvarme. De samme regler gælder forblivelsespligten, som betyder at hvis en ejendom allerede er tilsluttet varmeforsyningsanlægget, skal man forblive tilsluttet.

Er fjernvarmeplanerne lagt efter 1. januar 2019, vil man ikke være underlagt disse regler. Er din bolig en del af de kommende fjernvarmeudrulninger, vil det altså være frivilligt, om du skal skifte din eksisterende varmekilde til fjernvarme.

Selvom der kan være krav til tilslutning og forblivelse, er der ikke pligt til, at man rent faktisk bruger den fjernvarme, man er tilsluttet. Er det billigere at bruge en varmepumpe, fordi fjernvarmen er for dyr, kan man i stedet vælge at bruge den. Det er dog sjældent, at det kan betale sig.

Er du på jagt efter en ny bolig, kan du tjekke om der er tilslutnings- og forblivelsespligt ved din kommende bolig på tinglysning.dk.

Valg af fjernvarmeunit

Ved etablering af fjernvarme skal du investere i en fjernvarmeunit til boligen. Det er vigtigt at have en korrekt dimensioneret fjernvarmeunit i forhold til boligens størrelse og ens forbrug. Det sikrer den mest effektive og økonomisk bedste opvarmning af husstanden.

Når man indhenter tilbud på etablering af fjernvarme, eller ønsker udskiftning af den eksisterende unit kan en professionel håndværker hjælpe dig med at kortlægge sit varmeforbrug, både rumopvarmning og brugsvand, og derved besluttet hvilken størrelse anlæg du skal vælge.

Til dig, der vil udskifte varmekilden til en varmepumpe

Skal olie- eller naturgasfyret udskiftes, og er du ikke i et område med fjernvarme – ja, så kan en varmepumpe være det helt rigtig valg for dig. Når man har olie- eller naturgas, er det fordelagtigt enten at udskifte den eksisterende varmekilde med luft til vand varmepumpe eller en jordvarmepumpe.

Hvad en luft til vand varmepumpe?

Luft til vand varmepumpen passer godt til dig, som har et eksisterende olie- eller naturgasfyr, da den tilkobles varmerør og radiatorer for at kunne fungere. En udedel trækker luft ind, som den udnytter til varmeenergi og bruger det til at omdanne varme i huset. Selvom det er en luft til vand varmepumpe bruger den også strøm, da anlægget holdes i gang via elektricitet. Dog genererer en varmepumpe 3-5 gange mere energi, som den bruger strøm, og er derfor meget energieffektiv.

Får du installeret en luft til vand varmepumpe, er det vigtigt også at arrangere en årlig serviceaftale. Den sikrer, at anlægget vedligeholdes, så den optimale drift sikres og det kan holde igennem hele sin planlagte levetid, som er omkring 20 år.

Dimensionering af varmepumpe

Når man skal have en luft til vand varmepumpe, er det essentielt at den dimensioneres til boligen. Dimensionering af en varmepumpe indebærer, at man finder den rigtige størrelse anlæg i forhold til boligens størrelse og varmebehov. Større boliger kræver større varmepumper og har boligen et stort varmetab, som følge af eksempelvis en dårlig isoleringsgrad, vil det også kræve en større varmepumpe.

Hvad er jordvarme?

Anderledes end luft til vand varmepumpen, som bruger luften til at produceres energi til varme, anvender jordvarmeanlægget energi som lagres i jorden fra solens stråler. Ved jordvarme graves slangerne ned i jorden. Disse henter energien fra jorden og pumper væske ind i en varmepumpe, som skaber energi til at opvarme boligen. Derfor er jordvarme også en varmepumpe.

Jordvarmeanlæg tilkobles på samme måde som luft til vand varmepumpen varmerør og radiatorer.

Få tilskud til luft til vand – eller jordvarmepumpe

Via Energistyrelsens Varmepumpepulje kan du søge om tilskud, når du udskifter dit olie- og naturgasfyr med en luft til vand eller jordvarmepumpe. Det kræver, at du ejer en helårsbolig og at din eksisterende varmekilde er et oliefyr, gasfyr, biokedel eller elvarme. Boligen må desuden heller ikke være placeret i et område, hvor der er fjernvarme – eller hvor der er fjernvarmeplaner. Dertil skal du også søge tilskud, inden du går i gang med udskiftning af varmepumpen, og så skal installatøren være VE-godkendt.

Der er stadig midler tilbage i Varmepumpepuljen, som er muligt at søge indtil 30. november 2024. Puljen genåbner igen i 2025.

Vær opmærksom på karantæne klemme

Hvis der har været planer om udrulning af fjernvarme i et område, men planerne skrottes, kommer man i karantæneklemme. Det betyder, at har et område formelt set været udlagt til fjernvarme, men der stemmes nej, kan man ikke søge om tilskud til en luft til vand – eller jordvarmepumpe. Karantænen kan vare op til fem år.

Afkobling af gas

Udskifter du dit naturgasfyr med fjernvarme eller varmepumpe, skal den eksisterende gasforsyning afkobles. I 2024 er statens afkoblingsordning åben, som dækker omkostningerne ved afkobling af gasledninger som er blevet brugt til rumopvarmning af privat beboelse. Dette omfatter også udlejere af udlejningsboliger samt andelsbolig- og boligforeninger, der har mulighed for at søge afkoblingsordningen.

Ændring af varmekildetype i BBR

Skifter man sin varmekilde fra f.eks. et gasfyr til en luft til vand varmepumpe skal ændringen registreres i BBR. Dette gør du via Ret BBR, hvor ændringen registreres og sendes til din kommune, hvorefter den bliver opdateret i BBR-registeret. Som boligejer er man selv ansvarlig for, at det er den korrekte varmekilde, der er registreret i systemet.

Husk også at give forsikringen besked om ny varmekilde

Hvis du vælger at skifte varmekilde, er det vigtigt at kontakte dit forsikringsselskab, da ændringen kan påvirke både prisen og i visse tilfælde din forsikringsdækning.

Det er husforsikringen, der ændres, når du skifter varmekilde.


Gode råd til valg af håndværker

Står du med valget mellem flere håndværkere til udskiftning af din varmekilde, har vi her samlet nogle god råd til, hvordan du vælger den rette til dit projekt.

1-talForetag en grundig gennemgang af tilbuddene

Når du har modtaget tilbud fra forskellige håndværkere, er det vigtigt at gennemgå dem nøje for at sørge for, at alle udgifter er udpenslet, samt at opgaven er beskrevet detaljeret. Du kan altid tjekke om tilbuddet er fyldestgørende ved at sørge for, at det indeholder CVR-nummer, en tydelig beskrivelse af opgaven, samt om materialer er inkluderet. Tilbuddet bør også angive en forventet startdato og den samlede pris inklusive moms (hvis du er privatkunde).

2.Undersøg virksomhederne

Før du vælger en håndværker, er det en god idé at lave lidt research. Besøg deres hjemmeside for at få indsigt i deres erfaring, tidligere projekter og kompetencer. Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, kan du bede om billeder eller referencer fra tidligere arbejde, så du kan få et indtryk af, hvordan de udfører deres arbejde, om de har tidligere erfaring med lignende projekter, samt hvilke leverandører af anlæg de forhandler med.

3.Sørg for at have dialog om projektet

For renoveringer, som eksempelvis indebærer udskiftning af varmekilden, er det en fordel at sørge for dialog med håndværkerne. Sender de blot et tilbud ud fra din opgavebeskrivelse, kan nogle informationer gå tabt. Ved at indlede en dialog kan du også forklare omkring dine behov og dit forbrug, så du er sikker på, at du får den helt rette varmekilde, der passer til dig og din bolig.

Indhent 3 tilbud på udskiftning af varmekilden

Har du endnu ikke indhentet tilbud på udskiftning af varmekilden? Kom i dialog med 3 forskellige håndværkere, som kan afgive tilbud på din opgave via 3byggetilbud.dk.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *