Kælderrenovering: Det er godt at vide, inden du går i gang
Står du og overvejer en større eller mindre renovering af din kælder? Læs med her og skab overblik over, hvilke overvejelser du bør gøre dig, inden du får et tilbud fra en håndværker på din kælderrenovering.
Hvad må kælderen bruges til?
Der er regler for, hvordan du må bruge din kælder. Som udgangspunkt må en kælder kun anvendes til overnatning og længere ophold, hvis kommunen har givet tilladelse til at bruge den som bolig. Mange kommuner er tilbageholdende med at give denne godkendelse, da det kan være sundhedsskadeligt at bo i en kælder, og sikkerheden ved brand ofte er utilstrækkelig (såfremt kælderen ikke er tilstrækkeligt udstyret).
Kældre er typisk dårligt isolerede, og uden korrekt dræning kan fugt fra jorden trænge ind i væggene og skabe risiko for skimmelsvamp. Derudover er niveauet af radongas, som siver op fra undergrunden, ofte højere i kældre, hvilket gør dem mindre egnet til beboelse. På trods af disse udfordringer kan kælderen, afhængigt af dens stand og dine ønsker, stadig byde på mange anvendelsesmuligheder.
Hvad ønsker du skal renoveres?
Selvom der er begrænsninger for, hvad en kælder kan bruges til, er det en god idé at starte planlægningen med at tænke stort og frit. Det kan åbne op for nye og spændende ideer til, hvordan både kælderen og resten af boligen kan indrettes.
Overvej først, hvilke behov du har i dit hjem – både nu og på længere sigt. På kort sigt kan du for eksempel mangle et arbejdsværelse eller et gæsteværelse, hvis pladsen er trang. På længere sigt kan der være behov for et ekstra badeværelse eller et godt sted til opbevaring af ting, hvor de er beskyttet mod fugt og skimmel.
Hvis du har brug for funktioner som et børneværelse eller andre opholdsrum, der ikke er tilladt at etablere i kælderen, kan du overveje at flytte andre aktiviteter fra de øvre etager ned i kælderen. Med en grundig renovering kan kælderen bruges til:
- Opbevaring: Klædeskabe eller et walk-in-closet i en tør, opvarmet og ventileret kælder
- Vaskerum: Et arbejdsområde til vaskemaskine, tørretumbler og strygning
- Ekstra badeværelse: Eventuelt med luksusdetaljer som spabad eller dampkabine
- Motionsrum: Plads til fitnessudstyr som løbebånd, romaskine eller kondicykel
- Værksted: Et varmt og tørt sted med plads til håndværksprojekter og opbevaring
- Atelier eller hobbyrum: Et kreativt område til kunst, syning eller andre hobbyer
- Underholdning: Et rum til spil som billard, bordtennis eller gaming
- Festrum: Et sted til sociale sammenkomster
- Traditionelle funktioner: Viktualierum, vinkælder eller blomsteropbevaring til overvintring
Tænk på din bolig som en helhed. Ændringer i kælderen kan frigøre plads andre steder og gøre boligen mere funktionel og fleksibel.
Udgravning af eksisterende kælder
Ved at grave kælderen dybere kan du isolere kældergulvet og beskytte mod opstigende fugt og radon. Dette gør kælderen mere tør og behagelig at opholde sig i.
Hvis du har en kælder med lav loftshøjde og ønsker at gøre den mere funktionel og behagelig at opholde sig i, kan du overveje at få gravet den dybere. Det er dog en kompleks opgave, der kræver omhyggelig planlægning, og det kan det være nødvendigt at omlægge kloakrør, hvilket kan gøre projektet både dyrere og mere kompliceret. Hertil kan det at øge loftshøjden i kælderen være en tidskrævende og fysisk krævende opgave. Vær desuden opmærksom på at du som udgangspunkt ikke må grave dybere end fundamentets underside, da det kan kompromittere husets stabilitet. Dette sætter naturlige begrænsninger for, hvor meget du kan sænke kældergulvet.
Hvis du ønsker at grave dybere end fundamentets underside, er det vigtigt at få rådgivning fra en fagekspert, som f.eks. en bygningsingeniør. Ingeniøren kan udføre de nødvendige beregninger og udarbejde en plan for, hvordan opgaven skal løses korrekt og sikkert. Skal fundamentet understøbes, anbefales det også at få udført en geoteknisk undersøgelse for at vurdere jordbundsforholdene, inden arbejdet påbegyndes.
Hvornår skal du søge byggetilladelse?
Når du bor i et enfamiliehus, må du som udgangspunkt godt ombygge og renovere din kælder, som du ønsker. Du kan ændre rummenes indretning, konstruktioner – også bærende – samt materialer og overflader uden at skulle ansøge om tilladelse fra kommunen.
Dog er der visse undtagelser. Hvis du ønsker at ombygge kælderen til beboelse, skal du søge om godkendelse hos kommunen. Det samme gælder, hvis du vil etablere et badeværelse (vådrum) i kælderen. Årsagen er, at rummets anvendelse ændres væsentligt. Derudover kræver ændringer af kloakforhold og afløb i forbindelse med renovering af et eksisterende badeværelse i kælderen også godkendelse fra kommunen.
Har din kælder almindelig status som kælder (altså ikke godkendt til beboelse), er der stadig mange muligheder for at udnytte pladsen. Du kan eksempelvis bruge kælderen til opbevaringsrum, hobbyrum, bordtennisrum, vinkælder eller værksted – alt sammen uden at skulle inddrage kommunen i projektet.
Er du usikker på, om din ombygning kræver godkendelse, anbefales det at kontakte den tekniske forvaltning i din kommune. Her kan du få vejledning og svar på, hvilke ændringer der kræver ansøgning og godkendelse.
Hvilke regler og love skal overholdes, når du ombygger kælderen?
Bor du i et hus med to etager og kælder, er det vigtigt at være opmærksom på brandreglerne, når du renoverer eller bygger kælderen om.
Brandreglerne kræver, at de materialer, der bruges i kælderens konstruktioner, i høj grad skal kunne modstå brand i mindst 60 minutter (REI-60 brandkrav). Er du i tvivl om, hvilke regler der gælder for dit projekt, anbefales det at kontakte din kommune for at få klarhed og vejledning.
Tid og økonomi bør overvejes inden du begynder renoveringen
Når du skal i gang med at renovere din kælder, er der naturligvis nogle ting, som du skal forholde dig til. Det indebærer blandt andet at beslutte, hvor meget tid og penge du vil investere, samt om du vil udføre arbejdet selv eller overlade dele af det til professionelle håndværkere. Tid og budget sætter ofte nogle naturlige grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og derfor er det vigtigt at prioritere blandt de forskellige ønsker og behov.
De fleste kældre er oprindeligt ikke designet til beboelse, og derfor kræver det ofte omfattende ændringer at gøre dem til et behageligt opholdssted.
Sådanne projekter kan blandt andet omfatte:
- Sænkning af kældergulvet
- Udvendig efterisolering og etablering af dræning
- Ombygning og ændring af ruminddelingen
- Frigravning af en del af facaden for at trække dagslys ind
Ved større projekter som disse anbefales det at søge rådgivning fra en professionel – for eksempel en arkitekt, bygningskonstruktør eller ingeniør. Dette sikrer, at løsningen både er byggeteknisk holdbar og æstetisk tilfredsstillende. Samtidig mindsker du risikoen for skader som sætningsrevner, der kan opstå som følge af de indgreb, der foretages i husets konstruktioner.
Husk en forsikring
Når du planlægger en større renovering af din kælder, er det vigtigt at tage højde for forsikringen. Hvis du selv udfører arbejdet, er der en risiko for, at forsikringsselskabet kan afvise at dække skader, hvis arbejdet ikke er udført korrekt.
Derfor bør du kontakte dit forsikringsselskab på forhånd for at få klarhed over eventuelle krav og forhold, du skal være opmærksom på. Dette kan spare dig for både tid og økonomiske overraskelser senere i processen.
Gode råd til valg af håndværker
Det kan være svært at finde den rette håndværker til dit kælderprojekt. For at hjælpe dig godt på vej, har vi samlet en række råd, der kan gøre processen mere overskuelig, så du vælger den rette håndværker til din opgave.
Gennemgå tilbuddene grundigt
Når du modtager tilbud fra håndværkere, er det vigtigt at læse dem grundigt igennem. Et godt tilbud skal være klart og detaljeret. Det bør indeholde virksomhedens navn, CVR-nummer og kontaktoplysninger. Desuden skal der være en præcis beskrivelse af den opgave, der skal udføres, herunder om materialer er inkluderet i prisen. Husk også at tjekke, om startdato og den samlede pris inklusive moms er angivet. Et tydeligt tilbud gør det lettere at sammenligne de forskellige muligheder og mindsker risikoen for misforståelser undervejs i projektet.
Undersøg håndværkerfirmaerne
Inden du vælger en håndværker, er det en god ide at researche de firmaer, du overvejer. Besøg deres hjemmesider for at få indblik i deres kompetencer, erfaring og tidligere projekter. Hvis virksomheden ikke har en hjemmeside, kan du bede dem om at fremvise referencer eller billeder af tidligere arbejde. Du kan også se efter anmeldelser fra tidligere kunder, enten på sociale medier, anmeldelsessider eller via byggeportaler som 3byggetilbud.dk. Et godt omdømme og dokumenterede referencer er værdifulde indikatorer for, om håndværkeren er pålidelig.
Få besigtiget projektet
Ved større opgaver, som for eksempel en kælderrenovering, kan det være en fordel at få håndværkeren ud til en besigtigelse. Det giver håndværkeren mulighed for at vurdere opgavens omfang og præcisere, hvilke materialer og løsninger der er de bedste til netop dit projekt.
Lav en skriftlig kontrakt og få garanti på arbejdet
Inden arbejdet sættes i gang, bør du udforme en skriftlig kontrakt med håndværkeren. Kontrakten skal sikre, at begge parter er enige om projektets indhold, pris, tidsplan og betalingsbetingelser. Brug eventuelt standardaftaler, der er udarbejdet til at skabe klarhed og forudsigelighed i entrepriseaftaler. Det kan også være en fordel at sikre sig en garanti på arbejdet. 3byggetilbud.dk tilbyder for eksempel entreprisegaranti, der dækker fejl og mangler op til 35.000 kroner for privatpersoner og op til 100.000 kroner for boligforeninger og erhverv. En garantiordning kan give ekstra tryghed under projektet.
Afslut opgaven korrekt
Når projektet er afsluttet, er det vigtigt at gennemgå det udførte arbejde sammen med håndværkeren. Kontroller, at alt er udført som aftalt i kontrakten. Hvis der er fejl eller mangler, skal de udbedres, før den sidste betaling foretages. For at være helt sikker på, at arbejdet lever op til standarden, kan du overveje at få en uvildig fagperson til at gennemgå projektet. Når alt er godkendt, og du er tilfreds med arbejdet, kan den sidste betaling finde sted. Denne fremgangsmåde sikrer, at du står bedre stillet, hvis der senere skulle opstå problemer.
Ved at følge disse fem trin er du godt rustet til at finde en dygtig og pålidelig håndværker, der kan levere et tilfredsstillende resultat til tiden og inden for budgettet.
2 kommentarer
Har I nogen formalia til beskrivelse af et arbejde der ønskes tilbud på?
Hej Erik
Tak for din besked.
Du kan beskrive arbejdet således:
“Jeg ønsker tilbud på nye fliser på vores badeværelse. Vi har ikke selv fliserne og der er tale om cirka 4-6 m2. Vi vil gerne i gang med opgaven inden for den næste måned og vedlagt er billeder af vores gamle badeværelse.”
Mange hilsner
Nicole/3byggetilbud.dk
Viser 0 af 2 kommentarer