Danskerne står i kø for håndværkerfradraget
Med regeringens genindførsel af håndværkerfradraget er der udsigt til, at det private byggeri vil stige i den kommende tid og igen sætte gang i byggesektoren efter en sløv start på 2013. Det viser sig nemlig, at boligejernes interesse for tilskud og fradrag er stor og typisk et afgørende incitament til, at man kaster sig over de nye vinduer, badeværelset eller et solcelleanlæg.
Så kom det. Efter måneders spekulationer er det nu klart, at håndværkerfradraget genopstår, efter det blev afskaffet ved nytår. Dermed kan man som boligejer igen få et fradrag til sine håndværkerudgifter, når man bygger til eller renoverer sin bolig.
Stor interesse for fradrag
Og det nye håndværkerfradrag kan med stor sandsynlighed betyde, at danskernes byggelyst vil vokse markant i de kommende måneder. Så klar er meldingen fra 3byggetilbud.dk, der formidler byggeopgaver mellem landets boligejere og omkring 1.000 håndværkerfirmaer i Danmark.
“I januar og februar har vi hver dag modtaget en række henvendelser fra landets boligejere, der har spurgt ind til muligheden for at få et håndværkerfradrag. Nu bliver der igen åbnet op for det omtalte fradrag, og dermed forventer vi, at det private byggeri vil vokse i den kommende tid. Det her fradrag var en succes, og dermed er der ingen tvivl om, at det igen vil blive hilst velkomment af boligejerne,” siger kommunikationschef Michael Müller.
Vækst på 25 procent
I 2012 oplevede 3byggetilbud.dk en vækst i byggeopgaver på 25 procent sammenlignet med 2011, og dette skyldtes i høj grad håndværkerfradraget, som blev benyttet flittigt og var blandt andet med til at skabe 5.000 ekstra stillinger i byggebranchen.
Det forlyder, at håndværkerfradraget genindføres i sin oprindelige form, hvor en boligejer kan få op til 15.000 kroner i skattefradrag på håndværkernes arbejdsløn. Alle beboere over 18 år i husstanden kan bruge håndværkerfradraget.
“Ok, så går vi i gang”
Et fradrag eller tilskud som håndværkerfradraget bliver typisk sat i værk som et incitament til at fremme byggeriet under en økonomisk krise, hvilket også er tilfældet denne gang, og hos 3byggetilbud.dk oplever man, at fradraget virker og har den tiltænkte effekt.
“Der er ingen tvivl om, at et tilskud som håndværkerfradraget har en direkte effekt på antallet af byggeopgaver i det private byggeri. For mange har fradraget en afgørende betydning for, om man går i gang med projektet. Kan man få det, siger mange, “ok, så går vi i gang,” men kan man ikke, kan folk være mere tøvende. Derfor er forventningen, at håndværkerbranchen får mere at rive i den kommende tid.”