Lær at drive forretning af din bedstemor
Din bedstemor har levet et langt og lærerigt liv. Hun er livsklog og har et hav af guldkorn med i bagagen. Samtidig forstår hun sig på, hvad der er god service, og hvad der ikke er. Hvem er derfor bedre end hende til at rådgive om, hvordan du driver din håndværkervirksomhed? Få bedstemors fem gode råd her.
1. Ægte service, som i de gode gamle dage
Du kender måske ordsproget ’et smil åbner mange døre’. Dét gør din bedstemor i hvert fald. Derfor er der ingen tvivl om, at en imødekommende kundeservice står højest på hendes liste, når det gælder om at drive en succesfuld forretning. Har kunderne en god oplevelse med dig, vil de nemlig anbefale dig til naboerne, kollegerne og sågar i bridge-klubben.
Samtidig er der intet som at drikke en kop kaffe sammen inden aftalen underskrives, vil din bedstemor sige. Tag derfor på besøg hos din kunde, så du udover at besigtige arbejdet også kan mødes med personen i øjenhøjde. Se dét ville gøre din bedstemor stolt.
Listen er lang, men god service er blandt andet:
- Hurtig kontakt og besigtigelse
- God dialog med kunden
- Punktlighed og klar information om eventuelle forsinkelser
- Positiv fremtoning
- At du rydder op efter dig selv
2. Der er en grund til, at du har to ører og én mund
’At tale er at så, at lytte er at høste’. Sådan lyder et andet ordsprog, som din bedstemor vil fremhæve. Med andre ord: Det er vigtigt, at du spørger ind til kundens ønsker og behov. Det kan lyde simpelt, men det er en vigtig pointe.
Jo flere detaljer, kunden kommer med, jo bedre kan du levere en skræddersyet løsning og et udspecificeret tilbud. Som bedstemor vil sige, er du nemlig meget bedre stillet, hvis du ved, hvad der er vigtigt for andre.
Relevante spørgsmål kan lyde:
- Har du et ønske til en bestemt type af materialer?
- Hvor tilfreds er du med den nuværende løsning? Ønsker du, at jeg laver én magen til eller vil du prøve noget nyt?
- Hvordan ser resultatet ud i dit hoved?
- Er der noget, som du er usikker omkring, jeg kan hjælpe med at besvare?
Vidste du? At 3byggetilbud.dk’s egne statistikker viser, at du mange fordobler dine chancer for at vinde opgaven, hvis du tager ud og besigtiger den. Hvorfor? Du fremstår troværdig, engageret og har rig mulighed for at snakke ansigt til ansigt med bygherren – og dermed give et godt indtryk.
3. Smed mens jernet er varmt
Det tredje råd, som din bedstemor helt sikkert trækker ud af ærmet handler om, at du skal smede mens jernet er varmt. Lader du kunden vente, virker du nemlig uinteresseret i arbejdet. Tag derfor hurtigt kontakt, når du modtager en forespørgsel på et bygge- eller renoveringsprojekt. For selvom man er pensionist – har man jo ikke hele dagen.
At smede mens jernet er varmt handler også om, at du følger op på det tilbud, du sender afsted til kunden. Send en sms og hør om kunden har modtaget dit tilbud eller om der er noget, du skal uddybe. Det tager ikke mere end to minutter, og giver meget igen.
Er du vores næste håndværker?
Vi indgår altid aftaler efter geografiske områder, så vi sammen kan finde den løsning, der passer til dit firmas kapacitet.
4. “I dag er alle jo online”
Det er en sætning, du nok har hørt nogle gange fra din bedstemor, når du skal hjælpe hende med nem-id og forklare det store World Wide Web. Og bedstemor har ret. Undersøgelser viser nemlig, at 81 procent af alle forbrugere undersøger virksomheder på nettet, inden de køber en ydelse hos dem.
Er du online – er du derfor der, hvor kunderne er. Og er din virksomhed ikke synlig med en hjemmeside, en plusprofil eller på de sociale medier vil du højst sandsynligt komme bag i køen, når arbejdet skal løses. Det skaber nemlig tryghed, at bygherren kan indhente informationer om dit firma online.
Har du ikke en personlig plusprofil? Vi har samlet 12 gode grunde til, hvorfor du skal være online i denne guide.
5. I bagklogskabens lys kan alle lære
Din bedstemor er en erfaren kvinde, der med garanti har lært en masse om sig selv i løbet af årene. Dét håber hun også, at du vil. Hendes femte og sidste råd handler derfor om, at du begynder at evaluere på dig selv og dit arbejde.
Spørg kunden hvad du gør godt, og hvad du kan gøre bedre, så du har mulighed for at forbedre dig. For selvom bedstemor elsker dig, præcis som du er, er der altid rum for, at blive endnu bedre til det, du gør.