Månedens leverandør Bugenhagen El-service – Mit firma skal stå for godt håndværk

Skrevet den 20. oktober 2017 af - Ingen kommentarer endnu

Månedens leverandør

En gang om måneden kårer 3byggetilbud.dk månedens leverandør. Månedens leverandør udvælges på baggrund af feedback på vundne opgaver.

For Rune Bugenhagen, indehaver af Bugenhagen El-service, handler det om altid at løse opgaverne lige så godt, som han ville løse dem hjemme hos sig selv. Den indstilling har været en succes og derfor er Bugenhagen El-service månedens leverandør hos 3byggetilbud.dk i oktober måned.

Vi fanger Rune imens han er i gang med at hænge nogle spots op for en kunde. ”Det er noget bøvlet stads, men derfor skal det jo stadig gøres ordentligt,” siger han. Opsætning af spots er blot en af de opgaver han varetager i hans enkeltmandsvirksomhed Bugenhagen El-service. Firmaet udfører alle former for el-opgaver og altid med tilfredse kunder efter endt opgave.

Maskinmester på de syv verdens have

Rune Bugenhagen er oprindeligt uddannet maskinmester og har inden han stiftede Bugenhagen El-service arbejdet som maskinmester i store dele af verden. Han har arbejdet både på skibe, rederier og siddet på kontor. ”Man er meget langt væk, når man arbejder ude i verden og jeg ville gerne hjem til min familie, så jeg tænkte at det var en god mulighed at tage hjem og starte mit eget firma,” forklarer Rune.

En del af uddannelsen til maskinmester indebærer, at man bliver uddannet autoriseret el-installatør. Rune har altid interesseret sig for og været dygtig til el-arbejde, så en fremtid som selvstændig el-installatør var oplagt. I maj 2014 stiftede han derfor Bugenhagen El-service.

”Det vigtigste for mig har lige fra start været, at Bugenhagen El-service stod for godt håndværk,” forklarer Rune og fortsætter: ”Godt håndværk er mange ting. Det er selvfølgelig vigtigt at udførslen er lavet ordentligt, men det handler også om projektering og om god kundekontakt.”

Populær blandt bygherrerne

Bugenhagen El-service har været med som leverandør hos 3byggetilbud.dk siden sommeren 2016. Til at starte med var Rune lidt skeptisk overfor konceptet med at give tilbud på opgaver, der var i udbud via 3byggetilbud.dk. Men skepsis blev hurtigt vendt, da Rune begyndte at få dialog med bygherrerne og vandt opgaverne, han gav tilbud på. Bugenhagen El-service blev hurtigt et populært firma blandt bygherrer, der indsender opgaver hos 3byggetilbud.dk.

Det vidner feedbacken vi hos 3byggetilbud.dk har på ham også om. Svarprocenten er på hele 98 procent og ligeledes scorer Bugenhagen El-service også 98 procent på kundetilfredsheden. Af systemet fremgår det, at Rune vinder en bred vifte af opgaver: Udskiftning af dørtelefoni, trække ny strøm, etablering af udendørs belysning, og så er han enormt dygtig til at arbejde med eltavler. En bygherre evaluerer Bugenhagen El-service med fem stjerner og følgende kommentar:

“Super hurtig service! Jeg fik det allerede lavet samme dag”.

Udfør altid arbejdet, som du ville gøre det hjemme hos dig selv

Når man spørger Rune om tilgangen til kunderne, så forklarer han, at det handler om oprigtighed: ”Oprigtighed er vigtigt, når man møder bygherrer. Og det går jeg op i. Man skal ikke komme ud på opgaverne og være smart i en fart, og mene at alt skal udskiftes til en høj pris. Det er vigtigt, at tage sig tid til at have en dialog med kunderne og fortælle dem om de bedste løsninger, og uddybe hvordan opgaven bør løses.”

For Rune handler det også om at løse opgaverne ordentligt og så springer han aldrig over hvor gærdet er lavest. Han tilføjer:

”Når man løser en opgave, så skal man løse den på samme måde, som man ville løse den hjemme hos sig selv. Det gør jeg altid. ”

Sådan anmelder kunderne Bugenhagen El-service

Kundetilfredsheden er bestemt af de karakterer, som bygherrer giver leverandøren efter opgaven er udført. kundetilfredshed
Svarprocenten illustrerer hvor hurtig firmaet er til at tage kontakt til bygherre, når de har indsendt en opgave til 3byggetilbud.dk svarprocent
Kommentarer er lukket.