Tagudskiftning: Sådan kommer du sikkert i mål med et nyt tag
En tagudskiftning indebærer flere vigtige valg – fra tagtype og materiale til den håndværker, der skal udføre arbejdet. Lasse Vesterhoven fra Dansk Tagbyg ApS deler her sin erfaring og guider dig gennem de vigtigste overvejelser, når det gamle tag skal skiftes.
Et nyt tag er for mange boligejere en stor investering, men det er også en vigtig del af huset. Taget skal holde boligen tæt og beskytte den underliggende konstruktion mod blandt andet regn og fugt. Derfor er det en god idé at reagere, når der begynder at vise sig tegn på utætheder, slid eller skader.
Når først beslutningen om en tagudskiftning er taget, er der meget at tage stilling til. Det gælder blandt andet, hvilken tagtype og hvilket materiale du skal vælge – og ikke mindst hvilken håndværker der skal varetage opgaven. Vi har derfor bedt Lasse Vesterhoven, der står bag Dansk Tagbyg ApS og er 3byggetilbud.dk’s branchepartner inden for tagentrepriser, om at gøre os klogere på processen.
Dansk Tagbyg ApS
Dansk Tagbyg ApS har mange års erfaring med tagudskiftninger og rådgivning af boligejere. Virksomheden arbejder med flere af de mest almindelige tagtyper, herunder tegl, beton, eternit og stål, og er desuden autoriseret til nedrivning af asbestholdige tage.
Dansk Tagbyg ApS tilbyder blandt andet:
- Tagudskiftning af tegl-, beton- og eternittage
- Asbestsanering og -bortskaffelse
- Udskiftning af gavl
- Udskiftning af vinduer
- Efterisolering af lofter i forbindelse med tagarbejde
Hvornår skal mit tag udskiftes?
Det kan være svært selv at vurdere, hvornår taget trænger til at blive skiftet, fordi tegnene på slid og skader ikke altid er synlige fra jorden. Derfor kan det være en god idé at få en fagperson til at gennemgå taget, hvis du er i tvivl om dets tilstand. Venter man for længe med at reagere på problemer, kan selv mindre utætheder og skader nå at udvikle sig og føre til følgeskader andre steder i huset.
Ifølge Lasse Vesterhoven er der en række konkrete tegn, som en erfaren tagentreprenør altid kigger efter ved en gennemgang af taget:
- Små skader og revner i tagbelægningen
- Tegn på, at der løbende er udført mindre reparationer på taget
- Om taget er let utæt – selv mindre utætheder kan gennem tiden udvikle sig til mere alvorlige følgeskader
- Frostskader på tagstenene
- Om undertaget er ødelagt eller mørnet
Lasse Vesterhovens vigtigste råd er enkelt: vent ikke for længe. At man får undersøgt taget, betyder ikke nødvendigvis, at det skal udskiftes med det samme – men alderen er en god anledning til at få undersøgt tagets tilstand og vurderet, om der er behov for en udskiftning. Eksempelvis anbefaler han, at man får undersøgt et asbesttag, når det er 45 år, og et betontag, når det er 40 år.
Sådan vælger du den rigtige tagtype
Valget af tagtype er en af de beslutninger, der har størst betydning for både tagets udseende, funktion og pris på det færdige resultat. Derfor er et af de spørgsmål, der fylder mest hos boligejere, der skal udskifte deres tag, hvilken tagtype de skal vælge.
En tagudskiftning kan være en anledning til at se på muligheden for en anden tagtype end den oprindelige, men her har Lasse Vesterhoven en klar anbefaling:
”Vi anbefaler som regel, at man vælger den samme tagtype, som huset allerede har. Når man vælger det, som huset er født med, ændrer man ikke på den måde, huset fungerer på, blandt andet i forhold til ventilation. Det er ikke et krav, men det er den løsning, vi oftest anbefaler.”
Et skift fra en lettere til en tungere tagtype kan samtidig stille andre krav til husets konstruktion. Ligger der eksempelvis et let tag på huset i dag, kan det være nødvendigt at forstærke den eksisterende konstruktion, så den kan bære vægten af det nye tag.

Der er også en klar økonomisk dimension i valget. Skifter man for eksempel fra et eternit- eller bølgeeternittag til en let betontagtype, kan det ifølge Lasse Vesterhoven gøre projektet mere end 100.000 kroner dyrere. Og som han påpeger, er det ikke sikkert, at den ekstra investering afspejler sig tilsvarende i boligens værdi ved et senere salg.
“Økonomien spiller en stor rolle for mange, og det er ikke altid, at det kan betale sig at vælge en dyrere tagtype. Man får ikke nødvendigvis den ekstra investering igen i boligens værdi.” – Lasse Vesterhoven
Sådan kommer du i gang: Kontakt og besigtigelse
For mange boligejere begynder processen med at få en fagperson ud og se nærmere på taget. Det første besøg handler først og fremmest om at få vurderet tagets tilstand og afklaret, hvilken løsning der er behov for. Samtidig får du som boligejer mulighed for at stille spørgsmål og få en bedre ide om, hvilke muligheder der er for netop dit tag.
Hos Dansk Tagbyg begynder et tagprojekt altid med en besigtigelse hjemme hos dig. Her kommer Lasse Vesterhoven ud og ser nærmere på tagets tilstand og gennemgår opgaven sammen med dig. I taler blandt andet om dine ønsker til det nye tag. Besøget tager typisk mellem 30 og 45 minutter, så der er tid til at komme godt omkring taget og opgaven. Hos Dansk Tagbyg er det altid Lasse Vesterhoven selv, der står for det første møde.
“Det er altid mig, der kommer ud. Det skaber ro og tryghed, fordi jeg har overblikket over opgaven og kan vejlede kunden om de forskellige muligheder.”
Efter besigtigelsen regner Lasse Vesterhoven på opgaven, og kunden modtager typisk et tilbud allerede dagen efter.
”Vores tilbud er forholdsvist udførligt sat op og i et sprog, der er til at forstå. Det skal være tydeligt for kunden, hvilken løsning vi tilbyder, og hvad der er med i prisen” – Lasse Vesterhoven.
Asbest i taget – det skal du vide
Når gamle asbestholdige tagplader skal fjernes, gælder der særlige krav til både håndtering og sikkerhed. Det skyldes, at der kan spredes sundhedsskadeligt asbeststøv, når det asbestholdige materiale beskadiges eller bearbejdes i forbindelse med eksempelvis nedrivning og renovering. Der har derfor siden 1. januar 2025 været krav om, at nedrivning af asbestholdige materialer skal udføres af en autoriseret virksomhed. Som boligejer er det derfor også vigtigt at sikre sig, at den virksomhed, der skal fjerne ens asbesttag, har den nødvendige autorisation.
Hos Dansk Tagbyg har de stor erfaring, når det gælder nedtagning af asbesttage. Ifølge Lasse Vesterhoven er omkring syv ud af ti af de tage, virksomheden arbejder med i øjeblikket, asbesttage.
Processen følger et fast forløb med særlige krav til både sikkerhed og håndtering:
- Der etableres et asbestområde omkring arbejdet, som afspærres og markeres med klar skiltning.
- Området afdækkes. Medarbejderne ifører sig beskyttelsesudstyr, mens stilladset og de nødvendige områder omkring arbejdet afdækkes med plast for at begrænse spredningen af asbeststøv.
- Det gamle tag tages ned. De asbestholdige tagplader fjernes. Herefter rengøres området og materialerne håndteres efter de gældende regler.
- Det nye tag lægges. Når asbestarbejdet er afsluttet, fortsætter arbejdet med opbygningen af det nye tag.
“Vi står for alt fra nedrivningen til, at det nye tag er færdiglagt – også når der er asbest i taget. Vi er asbestautoriserede, så vi kan varetage asbestarbejdet selv ved nedrivning af tage” – Lasse Vesterhoven.
Hvor lang tid tager en tagudskiftning?
Hvor lang tid det tager at udskifte et tag afhænger blandt andet af tagtypen samt tagets størrelse og udformning. Hos Dansk Tagbyg tager en tagudskiftning typisk mellem tre og otte arbejdsdage. Et eternittag vil typisk kunne klares hurtigere end et tegl- eller betontag, mens kviste, skotrender og andre detaljer kan forlænge arbejdet.
En af grundene til, at arbejdet kan gennemføres på relativt kort tid, er ifølge Lasse Vesterhoven, at Dansk Tagbyg typisk har et større team på opgaven.
”Vi er typisk fire til seks mand på en opgave, og det betyder, at vi kan arbejde effektivt og holde en god fremdrift gennem hele projektet. Derfor kan vi også som regel gennemføre en tagudskiftning på relativ få arbejdsdage,” fortæller han og tilføjer:
”Det vigtigste er selvfølgelig, at arbejdet bliver lavet ordentligt. Taget skal monteres korrekt, og håndværket skal være i orden. Det går vi meget op i”
Hvad koster et nyt tag?
Prisen på en tagudskiftning afhænger af den konkrete bolig og den løsning, der skal udføres. Der kan derfor heller ikke sættes en generel pris på et nyt tag, uden at kende boligen og opgavens omfang, forklarer Lasse Vesterhoven.
Valget af tagtype har naturligvis afgørende betydning for projektets samlede pris. Stål- og eternittage hører typisk til blandt de billigere løsninger, mens eksempelvis tegl og naturskifer ligger i den dyrere ende. Der vil derfor være stor forskel på materialeudgiften alt efter, hvilken tagtype du vælger.
Boligens konstruktion har ligeledes stor betydning for prisen, for jo flere detaljer og arbejdsgange taget kræver, desto flere arbejdstimer skal der afsættes til projektet. Et enkelt, tosidet tag er blandt de mest enkle tagkonstruktioner at arbejde med, og processen er typisk hurtigere end ved de mere komplicerede konstruktioner. En stejl taghældning, kviste og skotrender kan derimod gøre arbejdet mere omfattende, fordi der er flere detaljer og processer at tage højde for.
Sådan vælger du den rigtige håndværker
Et nyt tag skal holde i mange år, og derfor handler et godt resultat ikke kun om, hvilken tagtype eller hvilket materiale du vælger. Udførelsen har mindst lige så stor betydning, og det er derfor vigtigt at vælge en håndværker, der har erfaring med opgaven og kan sikre, at taget monteres korrekt. Prisen er selvfølgelig en del af beslutningen, men ifølge Lasse Vesterhoven bør det billigste tilbud ikke nødvendigvis være det, der afgør valget:
✓ Se efter et gennemsigtigt tilbud
Et godt tilbud skal være udførligt sat op og i et sprog, som er til at forstå. Når du sammenligner tilbud, er det nemlig ikke kun prisen på bundlinjen, der er vigtig. Se også efter, hvilke arbejder og udgifter der er inkluderet i prisen, og om der er forbehold i tilbuddet, som kan få betydning for den endelige regning.
✓ Tjek, om håndværkeren er asbestautoriseret
Har dit hus et asbesttag, er det afgørende, at entreprenøren er autoriseret til at håndtere asbestarbejdet.
✓ Spørg ind til erfaring med din tagtype
Erfaring med tegl-, beton- og eternittage kan variere fra virksomhed til virksomhed. Spørg derfor gerne ind til, hvilke tagmaterialer entreprenøren arbejder mest med, og om de har erfaring med netop den løsning, du ønsker.
✓ Vælg ikke udelukkende efter prisen
Når du vælger håndværker, bør du ikke kun sammenligne priser. Se også på virksomhedens faglige niveau og kvaliteten af det arbejde, den leverer.
Hvordan forløber en typisk tagudskiftning?

Det gamle tag besigtiges
Når du kontakter Dansk Tagbyg, kommer Lasse Vesterhoven altid selv ud og besigtiger taget. Her gennemgår I opgaven sammen, og han vurderer tagets tilstand. Det er her, I får afklaret, hvilke ønsker du har til dit nye tag.
Du får et tilbud og en forventet opstart
Efter besøget regner Lasse Vesterhoven på opgaven og sender typisk tilbuddet dagen efter. Når du har accepteret tilbuddet, får du en forventet måned for opstart og senere en konkret startdato.
Materialer og stillads kommer på plads
På dagen for opstart leveres materialerne typisk om morgenen, og der sættes stillads op samme dag.
Det gamle tag tages ned – og det nye bygges op
Herefter begynder tagarbejdet. Det gamle tag demonteres, og arbejdet med det nye tag går i gang. Den konkrete opbygning afhænger blandt andet af tagtypen og husets konstruktion. Er der asbest i det eksisterende tag, følger nedtagningen et særligt forløb med afspærring og sikker håndtering.
Det sidste arbejde afsluttes, og der ryddes op
Når det nye tag er på plads, færdiggør holdet de sidste detaljer og rydder op efter arbejdet. Herefter kan boligejeren kontakte Dansk Tagbyg, hvis der efterfølgende opstår spørgsmål.
”Vores folk gør opgaven færdig og rydder pænt op efter dem selv. Vi følger desuden gerne op efterfølgende for at sikre, at alt er, som det skal være” – Lasse Vesterhoven.
Dansk Tagbyg ApS: Din professionelle partner til taget
Dansk Tagbyg ApS er 3byggetilbud.dk’s branchepartner inden for tagentrepriser og arbejder primært med tagopgaver for private boligejere. Med mere end 10 års erfaring har virksomheden opbygget en solid faglig viden om både renovering og udskiftning af tag.
Dansk Tagbyg arbejder blandt andet med eternit-, tegl- og betontage og følger boligejeren gennem hele tagprojektet – fra den første besigtigelse og rådgivning om løsningen til det nye tag er lagt. Undervejs lægger virksomheden vægt på en tæt og åben dialog, så boligejeren ved, hvad der skal ske, og har mulighed for at få spørgsmål afklaret gennem hele forløbet.

FAQ
- Hvornår skal jeg udskifte mit tag?
Det afhænger først og fremmest af, hvilket tag du har, og hvilken stand det er i. Nogle tagtyper holder i 20-40 år, mens eksempelvis tegl og naturskifer kan holde betydeligt længere. Tagets alder kan derfor være en god indikation for, hvornår det er tid til at få det undersøgt, men det er ikke alderen alene, der afgør, om taget skal skiftes. Tegn på slid, utætheder og skader kan også være et tegn på, at det er tid til at overveje en udskiftning.
- Kan jeg blive boende i huset, mens taget skiftes?
Ja, som regel kan du sagtens blive boende, mens taget bliver skiftet. Det gælder også, hvis der skal fjernes et asbesttag. Her skal du dog holde dig væk fra det afspærrede arbejdsområde. Hos Dansk Tagbyg anbefaler de, at du bliver indenfor og undgår at gå rundt om huset, mens selve asbesttaget bliver taget ned.
- Skal jeg søge byggetilladelse for at skifte tag?
Som regel behøver du ikke søge byggetilladelse, hvis du blot udskifter det eksisterende tag. Men der kan være særlige regler for din bolig, som du stadig skal overholde. Tjek derfor altid lokalplanen og eventuelle servitutter – især hvis du vil skifte til en anden type tag eller ændre på tagets udseende.
- Skal jeg efterisolere, når jeg udskifter mit tag?
Når du skal have skiftet tag, skal det vurderes, om boligen samtidig bør efterisoleres. Hvis efterisoleringen er rentabel, er der som udgangspunkt krav om, at den udføres i forbindelse med tagudskiftningen. Derfor vurderer Dansk Tagbyg også boligens isoleringsforhold som en del af projektet.
Hvor meget der kan efterisoleres, afhænger især af tagets og loftets konstruktion. På et vandret loft er det typisk enkelt at lægge mere isolering, mens skråvægge, skunkrum og mindre loftrum kan gøre arbejdet mere omfattende.
“Har man et lille loftrum, så efterisolerer vi så meget, vi kan. Vi vil eksempelvis efterisolere skunkene, men typisk lade skråvæggene være. Her er det ofte ikke rentabelt, fordi spærene skal forhøjes for at skabe plads til mere isolering. Det er et omfattende arbejde, som samtidig kan ændre meget på husets udtryk,” forklarer Lasse Vesterhoven.
- Hvor lang tid tager en tagudskiftning?
På et standardhus kan en tagudskiftning ofte klares på omkring 5-10 arbejdsdage. Den præcise tid afhænger dog blandt andet af tagets størrelse, tagtype og konstruktion samt vejret og eventuelle skader, der først opdages, når det gamle tag kommer af. Hos Dansk Tagbyg tager et nyt eternittag på et standardhus typisk omkring fire arbejdsdage, mens et tegl- eller betontag på et almindeligt tosidet tag typisk tager seks til otte arbejdsdage.
- Hvad koster et nyt tag?
Flere forhold har betydning for, hvad dit nye tag ender med at koste – blandt andet hvilket tagmateriale du vælger, tagets størrelse og husets eksisterende tagkonstruktion. Også tagets udformning spiller ind, da eksempelvis kviste, skotrender og en stejl taghældning kan gøre arbejdet mere omfattende og kræve flere arbejdstimer.
- Kan jeg få lavet andre opgaver samtidig med tagudskiftningen?
Ja, og i nogle tilfælde kan det give god mening at gøre det, mens arbejdet med taget alligevel er i gang. Det kan eksempelvis være efterisolering eller udskiftning af ovenlysvinduer. Ved en tagudskiftning kan der også være krav om efterisolering, hvis det kan betale sig energimæssigt. Det afhænger blandt andet af, hvordan huset allerede er isoleret.