Få 3 tilbud
Sektion Private boligejere

Det siger loven, når du laver nyt badeværelse

Et nyt badeværelse er lækkert, men også en kompliceret renovering, når det gælder selve udførelsen og de forskellige installationer. Få det store overblik over, hvilke lovbestemmelser du skal overholde, hvad du selv må udføre og hvad du skal have en autoriseret håndværker til at udføre.

Ajourført januar 2019.

Når du skal i gang med det nye badeværelse, skal du ikke kun vælge materialer, de nye fliser, vandhane, bruser og spejl. En lige så stor og endnu vigtigere opgave er at overholde de mange regler, der er forbundet med installationen af et nyt badeværelse som for eksempel hældningen i gulvet, elinstallationerne og vandinstallationerne. Vigtigst af alt er, at reglerne for vådrum overholdes til punkt og prikke.

Regler og love i forbindelse med etablering af et nyt badeværelse tager udgangspunkt i Byggeloven, der sikrer, at byggeriet er udført efter bestemte regler.

Placering af badeværelset

Handler det om nybyggeri, siger Bygningsreglementet, at der minimum skal være ét WC på den etage, hvor husets indgang er. Derudover skal døren have en bredde på minimum 77 cm. af hensyn til kørestol og gangbesværede.

Indretning og afstand

En af de vigtige ting, når man etablerer et nyt badeværelse er tilgængeligheden. Her skal man være bevidst om, at installationer som et toilet og en håndvask kræver, at der er en fri afstand på 110 cm., simpelthen for at gøre det mere tilgængeligt at bevæge sig rundt i rummet. Er der tale om en ombygning, behøver disse regler om afstand ikke at være opfyldt, kun ved nybyggeri. Dog anbefales det, at man så vidt muligt forsøger at skabe plads og tilgængelighed.

Materialer og konstruktioner

Det er et krav, at vægge og gulve kan tåle den fugt, interiøret udsættes for samt den almindelige fysiske påvirkning. Derfor skal mange materialer have en MK-godkendelse. Derudover skal disse installationer kunne tåle diverse kemikalier, vand og rengøringsmidler, der anvendes i et vådrum. Der er forskel på vådrum, nemlig om det er den del af rummet, hvor vægge og gulv påvirkes af vand, men så er der også toiletafdelingen, hvilket ikke betegnes for et vådområde. I området med toilettet er det en god idé, at gulvet bliver lagt som var det i et vådrum, grundet hygiejne.

Hvad er et vådrum?

Vådrummet er omkring bruseren, håndvasken og badekaret – de områder, der ofte er udsat for vandpåvirkning. I disse områder er de nederste ti cm. også en del af vådområdet. Er hele badeværelset ikke større end 3,25 m2, er alle vægge en del af vådrummet, hvilket ofte ses på badeværelser i lejligheder. Dette skyldes, at der i mindre badeværelser er større chance for at sprøjte vand på væggene. I øvrigt har Statens Byggeforskningsinstitut lavet an rapport (SBI Anvisning 200 vådrum), der fortæller, hvordan man griber et vådrum an.

Krav til vådrum

  • Gulve og vægge skal udføres, så de kan modstå de fugtpåvirkninger og de mekaniske og kemiske påvirkninger, der normalt forekommer i vådrum.
  • Gulve og gulvbelægninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende skal være vandtætte.
  • I rum med gulvafløb skal gulvet i den vandbelastede del af rummet have fald mod afløbet.
  • I den vandbelastede del af rummet må der ikke udføres rørgennemføringer i gulvet.
  • Vægge- og vægbeklædninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende skal være vandtætte i den vandbelastede del af rummet.

Hældning til gulvafløb

Alle gulvarealer, der har et vandafløb, skal have en hældning på 1-2 procent, så vandet løber korrekt ned mod afløbet og ikke oversvømmer gulvet. Her er det vigtigt at få en autoriseret håndværker til at udføre arbejdet, hvis man vil være sikker på, at hældningen er korrekt udført.

Krav til ventilation

Frisk luft og udluftning på badeværelset er afgørende for et sundt klima. Blandt andet derfor er der ifølge bygningsreglementet krav om en særskilt udsugning med åbning på minimum 200 cm2. Derudover skal det være muligt at trække luft ind, så der er frisk luft og et godt indeklima. Her skal ventilationsåbningen minimum være 100 cm2.

Gør-det-selv eller professionelt arbejde

Selv om dine hænder er skruet godt på, er der bestemte ting, du ikke selv må udføre, når det gælder badeværelset. Når det handler om vvs-arbejdet og elinstallationerne skal du have autoriserede håndværkere til at udføre arbejdet. Derudover skal alt kloakarbejde laves af en autoriseret kloakmester.

Byggetilladelse

Hvis du bor i et hus, kræves der ikke byggetilladelse ved renovering, etablering, udvidelse eller flytning af et badeværelse, så længe der ikke sker ændringer i boligens samlede areal. Hvis du bor i lejlighed, skal du næsten altid have en byggetilladelse og indsende en anmeldelse til kommunen. Uanset om det gælder flytning af vægge, udvidelse af badeværelset, sænkning af loftet eller en ny placering af toilettet, skal du have en tilladelse fra kommunen. For at være helt sikker på, hvad du må og hvad du skal anmelde, så tag en snak med kommunen eller en bygningsinspektør.

BBR-registret

Når du får renoveret badeværelset, skal du huske at oplyse alle ændringer, store som små, i BBR-registret, så alt er ajour i forhold til standen og udviklingen i din bolig.

Skal du have etableret et nyt badeværelse eller renoveret det gamle, kan du gratis indsende din opgave på 3byggetilbud.dk, hvorefter du modtager tre tilbud fra udvalgte leverandører. 

45 kommentarer

Jeg er ved at få renoveret badeværelse i min lejlighed og har fået lagt nyt afløb, (det skulle flyttes over i den anden side da jeg rykker brusekabinen) – i den forbindelse kommet mit gulv til at være hævet 3-4 cm over gulvet i gangen, der er lavet hæld samt nedsænkning i selve brusekabineområdet, men nu får jeg af vide at det slet ikke er lovligt at hæve et badeværelsesgulv over andre gulve i lejligheden? Dog er det en autoriseret murer og vvser jeg bruger så det ville undre mig hvis de laver noget der er i strid med lovgivningen.

Hilsen Sidsel

Viser 0 af 45 kommentarer

Vis flere kommentarer