Sådan får du flere erhvervskunder som håndværker
Ønsker du at udvide dit kundekartotek med erhvervskunder, skal du læse med her. Vi ser nærmere på, hvordan du som håndværker får åbnet portene til det forjættede land med erhvervskunder såsom boligforeninger, kommuner og større firmaer.
Der er mange gode grunde til at gøre en indsats for at anskaffe sig flere erhvervskunder som håndværker. Driver du et større firma med mange medarbejdere, kan du med fordel udnytte virksomhedskapaciteten til at tage imod opgaver i den størrelsesorden, som mange erhvervskunder efterspørger. Udfører dit firma et godt stykke håndværk, kan det også tænkes, at du på sigt kan få en fast aftale i hus med erhvervskunden om fremtidig service og vedligeholdelse.
Med erhvervskunder som reference kan du som håndværker vise andre kunder, at du kan håndtere opgaver af hvilken som helst størrelse. Men hvordan får du så fat i erhvervskunderne? Vi kommer her med en række gode råd, som kan hjælpe med at få dit firma i betragtning til erhvervsopgaverne.
8 gode råd til at skaffe erhvervskunder
1. Hold dig til dine kernekompetencer
Vil du fremstå som en pålidelig og kompetent samarbejdspartner, skal du fokusere på dine spidskompetencer. Er du en tømrer med speciale i vinduer, så hold dig til udskiftning af vinduer, når du tager imod en erhvervsopgave. Føler du ikke, at du kan yde dit bedste, er det bedre at sige fra end at takke ja til en opgave, du ikke har stor erfaring med. Mange erhvervskunder søger nemlig en ekspert på området, som kan hjælpe dem med at finde den rigtige løsning på problemet.
Du skal være klar til at påtage dig ekspertrollen, og det bliver meget nemmere for begge parter, hvis du accepterer opgaver indenfor dit kompetenceområde. Mange erhvervskunder regner også med, at du kan komme med gode råd og vejledning. Det er derfor vigtigt, at du prioriterer tiden til dette før et stort projekt søsættes.
2. Benyt dit netværk
Du har måske været i din branche i mange år og har skabt dig nogle gode forbindelser. Det kan være, at du tidligere arbejdet i en større virksomhed og har vedligeholdt kontakten til mange af dine gamle kollegaer. Måske kender du nogen, som kender nogen, der mangler en håndværker til en erhvervsopgave. Disse forbindelser kan være gode at benytte sig for at komme i kontakt med erhvervskunderne.
Dette vil også være en god måde at starte samarbejdet med erhvervskunden, da dine forbindelser formentlig giver dig et rosende ord med på vejen. Udfører du arbejde for en privat beboer i en boligforening, så husk at gøre dig positivt bemærket. Hvem ved – måske synes formanden, at du også skal hjælpe med renovering af foreningens trappeopgang.
3. Fremhæv erhvervsopgaver på din hjemmeside
Godt nok kan du ikke forvente, at erhvervskunderne selv finder din hjemmeside, men du kan dog sørge for at optimere din hjemmeside, så den bliver prioriteret højere i Google-søgninger. Får du udarbejdet en hjemmeside, som er SEO-optimeret i forhold til dine erhvervsopgaver, vil den blive prioriteret højere af Googles algoritmer. Både på sociale medier og på din hjemmeside bør du derfor aktivt sørge for at nævne, at du også udfører arbejde for erhverv. Samtidig er det en god idé at vise dit arbejde gennem billeder, da billederne også bliver indekseret af Googles algoritmer.
Hvis du tidligere har renoveret en trappeopgang, og dokumenterer det på din hjemmeside gennem billeder, er der således større sandsynlighed for at dit firma vil dukke op, når folk søger på renovering af trappeopgange. Samtidig viser gode billeder og referencer dine besøgende, at du er i stand til at håndtere erhvervsopgaver. Hvis du som håndværker på 3byggetilbud.dk har en plusprofil, kan du derfor med fordel også få oprettet gallerier billeder af erhvervsopgaver. På den måde sikrer du, at både hjemmesiden og plusprofilen vil rangere bedre, når kunder søger håndværkere til opgaver indenfor netop dine kompetenceområder.
Hvad er SEO?
SEO står for “Search engine optimization” og er et værktøj, der har til formål at fremme websiders placering i søgemaskiner. Er din hjemmeside SEO-optimeret vil den således dukke som noget af det første, når dit firma bliver googlet.
4. Skaf professionelle samarbejdspartnere
Deler du tag med andre håndværkere eller har du håndværkere i dit netværk, som ville være åbne overfor et samarbejde, kan det bane vejen til flere erhvervskunder. Et samarbejde med andre dygtige håndværkere kan nemlig åbne porten for opgaver, du ikke har været i nærheden af før. Mange erhvervskunder vælger en entreprenør, der kan gøre opgaven så let som muligt for dem.
Mangler der en maler efter tømrerarbejdet, så sørg for at stå parat til at håndtere dette ved at tage hånd om hele hovedentreprisen. Eller hav kontakt til en god samarbejdspartner, der kan udføre arbejdet, og som du kan anbefale. Du skal dog være opmærksom på, at du også står til regnskab for dine samarbejdspartneres indsats, så de skal vælges med omhu!
5. Bliv erhvervskunde hos 3byggetilbud.dk
En sikker måde at skaffe sig flere erhvervsopgaver er ved at blive erhvervskunde hos 3byggetilbud.dk. Med en erhvervsoptagelse får du nemlig mulighed for at afgive tilbud på større opgaver fra både virksomheder, boligforeninger og institutioner, som bliver modtaget gennem 3byggetilbud.dk, Andelsportal.dk og Ejerportal.dk. Optagelsen giver dig således mulighed for at udvide kundekartoteket med kunder, du normalt ikke ville have fået kontakt til gennem dit netværk. Vil du vide mere om en erhvervsaftale, så kontakt din konsulent.
6. Hav flere aktive profiler på sociale medier
En måde at sprede budskabet omkring dit firma er gennem de sociale medier. Virksomheden har måske allerede oprettet en Facebook-profil, som fra tid til anden bliver opdateret, men vil man have fat i erhvervskunderne, findes der også andre relevante medier. Hvis ikke I allerede har en profil på mediet LinkedIn, vil det være oplagt at oprette en profil her. LinkedIn er et forretningsorienteret medie, hvor et netværk af bekendte, venner og kollegaer samles. Får du oprettet en professionel og gennemarbejdet profil på dette medie, vil det appellere til folk i dit netværk.
Vil du gerne se, hvordan en LinkedIn-profil kan administreres, så er Pankas’ LinkedIn-profil et godt eksempel. Men som det gælder for profiler på alle sociale medier, skal der investeres tid i profilen. Hvis ikke profilen er aktiv opnår du ikke de fordele, som en profil på sociale medier kan bidrage med.
En god tommelfingerregel:
Opdatér din Facebook- og LinkedIn-profil mindst en gang om ugen. Folk kan godt lide at se billeder af hele byggeprocessen, så sørg for at tage billeder både før, under og efter.
7. Vis at du er medlem af en garantiordning og en overenskomst
Selvom du værner om kvaliteten i dit arbejde, kan alle være uheldige fra tid til anden. Ved at vise at du er medlem af en garantiordning og en overenskomst, giver du dine kunder et indtryk af, at du driver en seriøs forretning, der tager hånd om både medarbejdere og kunder. Skulle uheldet være ude, slipper dine kunder også for at skulle bekymre sig om at få dækket skaderne. Du kan med fordel skrive det ind i tilbuddet, som du sender til kunden. For eksempel går mange kommuner op i, at deres samarbejdspartnere arbejder under overenskomst.
8. Mange bække små
Vær opmærksom på at selv en mindre opgave for en privatkunde kan medføre større opgaver hos erhvervskunder i fremtiden. Du ved aldrig, om du skal ud at sætte en lampe op for en direktør i et større firma, så det gælder om at yde jeres absolut bedste – uanset størrelsen på den pågældende opgave. Gør det til en vane at plante dit visitkort, hver gang du er ude på en opgave, så folk bliver opmærksomme på dit firma.
Du kan både give det til kunden og hænge det på opslagstavlen i opgangen. De gode oplevelser hos kunderne vil med tiden sprede sig som ringe i vandet, og så er det bare et spørgsmål om tid før du får kontakt til de helt rigtige kunder.
Kort sagt er vejen frem:
- Hold dig til dine kernekompetencer
- Benyt dit netværk
- Fremhæv erhvervsopgaver på din hjemmeside
- Skaf professionelle samarbejdspartnere
- Bliv erhvervskunde hos 3byggetilbud.dk
- Hav flere aktive profiler på sociale medier
- Vis at du er medlem af en garantiordning og en overenskomst
- Små opgaver kan blive store – Plant dit visitkort
Har du andre gode råd til at komme i kontakt med erhvervskunderne, er du mere end velkommen til at bidrage med dine erfaringer i kommentarfeltet nedenunder.
Er du vores næste håndværker?
Vi indgår altid aftaler efter geografiske områder, så vi sammen kan finde den løsning, der passer til dit firmas kapacitet.