Få 3 tilbud
Sektion Private boligejere

Renoveringsprojekter: Sådan kommer du godt i gang  

Går du og drømmer om et nyt badeværelse, bedre isolering eller måske en større renovering? Uanset hvilken type renovering, er det vigtigt at have forberedt sig og starte det rigtige sted. Ved at planlægge din renovering og afklare dine behov, sparer du både tid, penge og frustrationer.

Når du skal i gang med et renoveringsprojekt, kan det ofte være svært at vide, hvor du skal begynde. SparEnergi.dk har udarbejdet en renoveringsguide, som skal hjælpe private boligejere med at planlægge og gennemføre en vellykket renovering. I denne artikel deler vi de bedste råd og anbefalinger, så du kan få overblik, undgå fejl og komme trygt i gang med dit projekt.

Afklar dit behov

Inden du begynder med at renovere din bolig, er det vigtigt at overveje, hvad du gerne vil have ud af renoveringen. Er målet en lavere varmeregning, mere plads, bedre indeklima, eller et nyt udtryk i hjemmet? Når du kender dine behov og ønsker, er det nemmere at gå i gang med planlægningen.

Mange vælger at dele renoveringsønskerne op i forhold til, hvad der er nødvendigt og hvad der kan vente. Ting der kan være nødvendige, er eksempelvis et råddent vindue eller utæt tag, hvorimod opgaver, der ikke er nødvendige, kan vente, hvis budget bliver stramt. Det hjælper med at holde styr på økonomien og sikrer, at du får lavet de vigtigste ting først.

Det er også relevant at tænke din nuværende livssituation ind. Det kan være, at der ikke er hjemmeboende børn mere, eller du arbejder hjemmefra og dermed har brug for et kontor. Tænk over, hvordan boligen bruges i dag, men også hvordan, du gerne vil bruge den fremover.

Få styr på boligens stand

Før du begynder med selve planlægningen og finder ud, hvilke ting der skal laves, skal du kende boligens stand. Der kan nemlig gemme sig skjulte problemer i boligen – eksempelvis dårlig isolering eller fugt i kælderen. Et godt udgangspunkt er at få lavet en byggeteknisk gennemgang af en byggesagkyndig. Ofte er det også muligt at tænke energiforbedringer ind, hvis du eksempelvis skal have skiftet tag eller vinduer. Ved at få lavet en grundig gennemgang i boligen, kan du undgå overraskelser og planlægge projektet mere effektivt.

Der er også mulighed for at få en energimærkningsrapport af ejendommens energimæssige stand. Energimærket er en vurdering af, hvor store energiudgifter boligen har til eksempelvis fjernvarme, el og vand. Det er samtidig et besparelsesforslag, der viser, hvilke forbedringer der kan laves på ejendommen.

Hvad kan energimærket bruges til?

1. Energimærket giver et overblik over energiforbruget, og indikerer hvor energieffektiv boligen er.

2. Rapporten giver et konkret forslag til energiforbedringer og viser hvad de koster. Giver samlet et overblik over, hvor du kan spare mest.

3. Et energimærke er lovpligtig ved salg og udlejning og kan øge boligens værdi, hvis den har en god energiklasse.

Planlæg renoveringen

Inden du begynder på at renovere din bolig, er det vigtigt at lave en samlet plan over renoveringen. Ofte tager man ét projekt ad gangen uden at tænke det hele igennem, hvilket kan føre til frustrationer og dobbeltarbejde senere hen. Derfor er det en god ide at lave en samlet renoveringsplan, også selvom alt ikke udføres på én gang.

1-tal Lav en oversigt over alle de projekter, du ønsker at gennemføre.

2. Lav en prioriteret rækkefølge i forhold til, hvad der haster mest, og hvad der kan vente.

3. Få fastlagt et realistisk budget. Eventuelt aftal et lån med banken, hvis der er behov for at låne penge til renoveringen.

4. Tjek eventuelle lovgivninger og tilladelser. Der er blandt andet regler om støjisolering, brandsikkerhed og energiforbrug.

5. Lav en tidsplan for, hvornår de forskellige projekter skal udføres.

Når du har fået dannet et overblik over hele projektet, er det nemmere at kombinere de forskellige projekter. Skal du eksempelvis have udskiftet tag, kan du samtidig overveje montering af solceller eller ovenlysvinduer. Det er billigere at tænke helhedsorienteret frem for at lave flere småprojekter efter hinanden.

Få professionel hjælp

Et renoveringsprojekt kan i mange tilfælde være omfattende, og derfor er det en god idé at få professionel hjælp. En håndværker, entreprenør eller energikonsulent kan hjælpe med at rådgive om renoveringen og udarbejde et resultat, der stemmer overens med dine ønsker og forventninger.

Det kan være relevant at indhente flere tilbud på dit renoveringsprojekt, så du har noget at sammenligne med og dermed kan finde den bedste løsning. Når du indhenter tilbud, er det vigtigt at gøre det klart i forhold til, hvad du ønsker. Lav en grundig beskrivelse af opgaven og gør gerne nogle overvejelser over, hvilke materialer, du ønsker at bruge. Har du andre krav som eksempelvis, hvornår arbejdet skal være færdigt, er det en god idé også at skrive det ind. Inden du vælger en håndværker eller entreprenør til at udføre renoveringen, kan du få udarbejdet en tilstandsrapport af en bygningssagkyndig, som giver en skriftlig vurdering af boligens stand. Her vurderes tilstanden af boligen, herunder hvilke skader og potentielle skader, der er på boligen. Det er udelukkende de synlige bygningsdele, der bliver vurderet. Du kan læse mere om, hvad en tilstandsrapport er her.

Håndværkerfradraget

Håndværkerfradraget er blevet genindført i 2025 og løber de kommende tre år. Det giver boligejere mulighed for at få fradrag på håndværkernes arbejdsløn ved bestemte ydelser. Du kan kun få fradrag for arbejdsløn – ikke materialer.

I 2025 kan man i håndværkerfradrag få 8.600 kr. pr. person. Det kan benyttes både på ens almindelige bolig og sommerhus, men ikke på begge boliger samme år.

I 2026 er håndværkerfradraget op til 9.000 kr. pr. person.

Du kan læse mere om håndværkerfradraget her.

Tænk energi ind i din renovering

Når du alligevel skal i gang med at renovere, er det klogt at tænke energibesparelse og bæredygtighed ind i projektet. En energirenovering kan gøre boligen billigere i drift og mere komfortabel, men kan også gøre boligen mere attraktiv, hvis den skal sælges senere hen.

Det første du kan gøre, er at isolere boligen bedre. Boligens isolering har stor betydning for varme- og energitab, hvor du ved at efterisolere får flere fordele. Det er fordele som lavere varmetab, hvilke resulterer i lavere varmeregning og et bedre indeklima.  

En stor del af boligens energiforbrug ligger i opvarmning og elektricitet. Derfor kan du overveje at skifte til en mere effektiv varmekilde, hvis du ikke allerede har gjort det, som eksempelvis varmepumpe. Desuden kan du overveje at integrere solceller på dit tag, hvilket gør boligen mere selvforsynende, og du bliver dermed ikke i samme grad af stigende elpriser. Hvis du går og overvejer en energirenovering, kan det være en god idé at læse op på mulighederne for tilskud til energiforbedringer. Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning, hvis du planlægger at lave energibesparende forbedringer på din bolig. På Energistyrelsens hjemmeside kan du læse mere om energirenoveringspuljen og hvilke krav du og din bolig skal leve op til.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *