Skal håndværkerfradraget genoplives i en grøn version?
Håndværkerfradragets fremtid er i disse måneder uklart, og meget afhænger af det forestående folketingsvalg. Nu er der kommet et forslag på banen til, hvordan et ’grønt’ håndværkerfradrag kan indføres. Et forslag der ikke er enighed om blandt landets politikere. Læs mere her om, hvad et grønt håndværkerfradrag vil betyde, og hvad politikernes reaktion på forslaget er.
UPDATE 1.1.2016: Der er kommet nye regler for håndværkerfradraget i 2016. Du kan i denne infografik læse, hvad der gives håndværkerfradrag til og hvordan: Infografik: Håndværkerfradraget 2016-2017 forklaret
Meget tydede på, at håndværkerfradraget var dødt og begravet, og her på 3byggetilbud.dk havde vi da også endegyldigt dømt fradraget ude, og endda skrevet en nekrolog til det. Men siden da har Lars Løkke Rasmussen lovet, at hvis blå blok vinder det kommende folketingsvalg vil håndværkerfradraget, der officielt går under navnet BoligJobordningen, blive genindført. Dette er naturligvis gode nyheder for landets håndværkere, og ikke mindst bygherrer, som måske igen i fremtiden kan få glæde af håndværkerfradraget.
Et håndværkerfradrag rettet mod energirenoveringer
I øjeblikket debatteres det flittigt, hvorvidt håndværkerfradraget skal genindføres i en ’grøn version’, så fradraget fremover øremærkes til energibesparende renoveringer. Forslaget om et grønt fradrag kommer fra SF, og ifølge forslaget skal fradraget, hvis det bliver genindført i det grønne format hæves fra 15.000 kroner per person til 25.000 kroner. Fradraget skal dermed genindføres for at gøre det mere attraktivt for danskerne at energirenovere boligen. Forslaget har dog vist sig at dele vandene. Både på tværs af partierne og internt i partierne er der blandede holdninger.
På Christiansborg siger de nej – men folketingskandidaterne er positive
I en rundspørge foretaget af Arkitektforeningen viser det sig, at der er forskel på holdningen til et grønt håndværkerfradrag alt efter om man sidder i folketinget eller er folketingskandidat. Blandt folketingskandidaterne på begge fløje, er et flertal for idéen om at indføre et ’grønt håndværkerfradrag’. I undersøgelsen viste det sig, at hele 78% af de [su_highlight background=”#283cf8″]blå kandidater[/su_highlight] og 66% af de [su_highlight background=”#f8284d”]røde kandidater[/su_highlight] er positivt stemte overfor et grønt håndværkerfradrag. Blandt Venstres kandidater har hele 92% tilkendegivet, at de er positive overfor idéen. I alt er resultaterne baseret på besvarelser fra 177 folketingskandidater.
Holdningen blandt folketingskandidaterne afspejler dog på inden måde holdningerne blandt de siddende folketingsmedlemmer. Venstres klimaordfører Lars Christian Lilleholts kommentar på forslaget om et grønt fradrag er, at det ikke er regeringens opgave at bestemme om en borger skal lave nyt køkken eller sætte termovinduer op. Venstre er derfor imod forslaget. Heller ikke Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel er begejstret for forslaget. Han mener, at de penge som en genindførelse af håndværkerfradraget vil koste, i stedet bør bruges på at renovere landets almene boliger, som dermed automatisk vil blive ’grønnere’ end de er i dag.
Løkke lover genindførelse af håndværkerfradraget
Der er gode chancer for, at danskerne kan se frem til en genindførelse af håndværkerfradraget i dets oprindelige form. Hvis blå blok vinder det forestående folketingsvalg er det nemlig en af Venstres mærkesager. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen gjorde det tidligere på året klart, da han gjorde genindførelse af håndværkerfradraget til et valgløfte, hvis han blev statsminister.
Derfor er det stadigvæk en rigtig god idé at gemme sine kvitteringer for alt håndværkerarbejde man får foretaget i 2015, da chancerne for, at fradraget senere genindføres med tilbagevirkende kraft er til stede, så danskerne måske også i fremtiden kan få glæde af håndværkerfradraget.
Hvad synes du om forslaget om, at håndværkerfradrag skal øremærkes energirenoveringer? Skriv din kommentar i kommentarboksen under artiklen.