Få 3 tilbud
Sektion Private boligejere

Få ekspertråd om klassisk tømrerarbejde

Tømreren gør sig i alt byggeri i træ – og mere til. Alt fra vinduer og døre til træterrasser og tagarbejde kan tømreren varetage. Tømrerens viden og kompetencer rækker bredt og derfor får de fleste også brug for en tømrer en dag. Vi ser her nærmere på tømrerens arbejde og får ekspertråd fra vores branchepartner i tømrerbranchen.

Som boligejer har du allerede nu, eller vil du formentlig en dag få brug for en tømrer. Vil du skifte f.eks. vinduer, døre eller tag eller drømmer du om et nyt gulv og nye paneler, kan tømreren hjælpe dig. Tømreren er også behjælpelig, når det kommer til udendørs byggeri i træ – alt lige fra træterrasser til annekser.

Listen af arbejde, som tømreren varetager, er lang:

  • Tagarbejde
  • Opsætning af skillevægge
  • Udskift af døre og vinduer
  • Lægning af nyt gulv
  • Udskift af køkkener
  • Opsætning og udskiftning af trapper
  • Etablering af træterrasser
  • Opsætning af carporte, skure og tilbygninger
  • Etablering af gipsvægge – og lofter.

Hertil er der mange tømrerfirmaer, der kan hjælpe, når du vil bygge til, om eller nyt, for mange tager gerne totalentrepriseprojekter. 3byggetilbud.dks branchepartner i tømrerbranchen, Tømrermester RFA ApS, varetager foruden al slags klassisk tømrerarbejde også totalentrepriser for kunder på hele Sjælland.

Vores branchepartner har stor viden og erfaring inden for sit felt – og derfor har vi forhørt os hos Rasmus Fribert Andersen ejer af Tømrermester RFA ApS, der her deler en masse råd og viden om de forskellige typer af tømrerarbejde.

Døre & vinduer

Skal du skifte boligens vinduer og døre, er det tømreren, der kan hjælpe dig. I mange ældre boliger lukker døre ikke ordentlig i og vinduer er utætte – og det betyder, at varmen pibler ud. Det kan tit betale sig at skifte til nye vinduer og døre, der isolerer boligen. En udskiftning af vinduer betyder at du kan spare på varmeregningen, men der er flere fordele ved at skifte vinduer og døre:

Godt klima: Er de ældre døre og vinduer utætte, pibler varmen ud. Nye vinduer og døre sørger for at holde varmen indenfor og sikrer et godt klima i boligen, hvor du ikke føler gener ved træk og kulde.

Reducerer støjgener: Der eksisterer særlige vinduer og døre, der kan reducere nabo- eller trafikstøjen betydeligt. Dog vil du formentlig ved et skift fra ældre vinduer til nye, almindelige energiklasse A vinduer, kunne mærke færre støjgener. De nye vinduer består nemlig af flere lag kontra de ældre. Nye typer af døre er også tykkere kontra dem af ældre dato, men også her er det muligt at få særlige yderdøre, der lydisolerer.

Undgå råd og skimmel i karmen: Der er en større risiko for, at du får råd og skimmel i karmen på ældre vinduer, der er utætte.

Vil man energioptimere boligen, er det oplagt at skifte de utætte vinduer. Der er mange, der har utætte, dårlige vinduer, og varmen pibler ud.

Rasmus Andersen, ejer af Tømrermester RFA ApS

Når du skal vælge nye vinduer og døre til boligen, er der flere ting at tage i betragtning: energikrav, type af døre, vinduer, vinduesrammer, vedligehold og pris.

Energikrav

Fra d. 01.01 2021 kom der skærpede regler ift. energikrav til vinduer. I dag skal nye vinduer, man sætter i boligen, være af energiklasse A. Det vil sige, at bygger man nyt, bygger man om eller bygger man til, skal man benytte vinduer af energiklasse A. I sommerhuse og ikke-opvarmede rum er det tilladt at benytte vinduer af energiklasse B.

“Der kom nye krav til i 2021. Vinduer skal være af energiklasse A. Og dengang var det især 3-lagsvinduer, der imødekom det krav, men nu her er der flere 2-lagsvinduer, der imødekommer samme krav. 3-lagsvinduer er ret tykke, men jeg vil ikke anbefale den ene løsning frem for den anden,” fortæller Rasmus Andersen, men fortsætter:

“Den eneste parameter, jeg vil anbefale den ene frem for den anden på, er vægten. Det er så kun ift. montøren, der skal bære vægten. Og der er 2-lagsvinduer lettere”.

Vælg den rette type af vinduer

Der eksisterer et hav af typer af vinduer lige fra topstyrede til sidestyrede til vendbare vinduer. Når du vælger type af vinduer, bør du selvfølgelig tænke funktion ind, men også byggestil.

De forskellige typer af vinduer har forskellige funktioner: Fastkarm vinduer lukker en masse lys ind, men kan ikke åbne, topstyrede vinduer er gode til udluftning, da de kan åbne udad, men ikke indad, mens drejekip vinduer er gode til udluftning og nemme at rengøre, da de kan åbne ud- og indad.

Tænk derfor ind, om dine vinduer skal kunne lukke en masse lys ind, skal kunne åbne, så der kan komme frisk luft ind, og også rengøring.

Hertil bør du tage hensyn til byggestil og alder. For eksempel har vinduer i funkisvillaer fra 1920erne og 1930erne typisk ingen sprosser og få inddelinger. I modsætning hertil har murermestervillaer fra 1915 til 1930erne typisk isat sidehængte vinduer med sprosser i, f.eks. dannebrogsvinduer. Det anbefales, at man fører samme stil videre, når man skal til at skifte sine vinduer ud. På den måde matcher byggestilen og der er harmoni i boligens ydre look.

Vinduestyper

Der er som sagt mange løsninger, når det kommer til type af vinduer. Men herunder kan du lære om de forskellige typer:

Vindue uden sprosser. Denne type vindue er en almindelig vinduestype i huse og byggerier fra 1960’erne og senere. Denne vinduestype har ofte en termorude eller energirude. Et vindue uden sprosser bidrager til et enkelt look.

Vinduer med sprosser. En type vindue, der er opdelt i felter via det, der hedder “sprosser”. Antallet af sprosser kan variere fra vindue til vindue. Denne vinduestype kaldes også ofte bondehusvinduer. Sprosser bidrager til et hyggeligt, romantisk look.

Dannebrogsvinduer. Denne type vindue er ligeledes inddelt i felter via sprosser. Opdelingen minder om det danske flag, Dannebrog, og deraf hedder denne type vindue også Dannebrogsvinduer. Denne type vindue bidrager til hyggeligt, romantisk look.

Palævinduer. Denne type vindue er også opdelt i felter via sprosser. Den har har minimum 4 rammer og minimum 1 lodret og 1 vandret sprosse i hver ramme. Palævinduer ses ofte på ældre huse som patriciervillaer og murermestervillaer.

Vælg rammer af træ/alu

Der eksisterer desuden flere rammeløsninger, og ligesom ved de forskellige typer af vinduer, er der fordele og ulemper ved de forskellige rammeløsninger. Der eksisterer rammer af træ, træ/alu, aluminium og plastik. Især træ/alu- og trærammer er populære, men spørger man Rasmus Andersen, er anbefalingen træ/alu-løsningen:

Jeg vil helt klart anbefale rammer af træ/alu, for der er stort set ikke vedligehold i dem – og det er der i rammer af træ. En hel del kunne godt tænke sig rammer i træ, og det er som sådan også fint, men trærammer skal males, og min erfaring siger mig, at det simpelthen er de færreste, der rent faktisk husker at male dem.

Rasmus Andersen, ejer af Tømrermester RFA ApS

Selvom træ/alu-løsningen typisk er omkring 20 procent dyrere ift. træ-løsningen, kan der være penge at spare på sigt på vedligehold, for trærammer skal males cirka hvert femte år. Vælger man løsningen af træ/alu skal man ikke bruge penge på maling og materialer m.m.

Vælg de rette døre til boligen

Det er ikke kun dine nye vinduer, du nøje skal vælge, men også dine nye yderdøre. Der er mange løsninger, og den rette løsning for dig afhænger af dine krav til funktion, boligens byggestil og vedligeholdelse.

Ift. funktion er det værd at tænke faktorer ind som brandklassificering, lydklassificering, om den er indbrudssikker og om den imødekommer bygningsreglementets energikrav. Døre uden glas skal opfylde en U-værdi på 0,8 W/m2K, mens døre med glas skal opfylde en U-værdi på 1,0 W/m2K.

U-værdi

U-værdien måler dørens isoleringsgrad. Den måler den energimængde, der passerer gennem døren – jo lavere værdi – jo bedre.

Når det kommer til stil, er det værd at tænke ind om yderdøren matcher boligens byggestil. Som det gælder vinduer, er det ofte en ide, at du vælger facadedør, der ligner den originale. På den måde passer den til boligens byggestil.

Kan jeg selv skifte vinduer og døre?

Ja, det kan du som sådan godt, men det anbefaler vi ikke, medmindre du har helt styr på monteringen af vinduer og døre – og helst erfaring fra tømrer- eller glarmesterbranchen. Vi anbefaler, at du bruger en professionel tømrer, der kan montere dine nye vinduer og døre korrekt for dig.

Igangsætter du et gør-det-selv-projekt, skal du være helt sikker på, at du monterer begge dele korrekt. Forkert montering af vinduer og døre kan føre til træk, fugt og skimmel i din bolig.

Tilskud fra energirenoveringspuljen

Energistyrelsen åbner i 2023 energirenoveringspuljen, som boligejere, der har et gyldigt energimærke E, F eller G kan søge tilskud fra, til når de vil energirenovere boligen. Der er på nuværende tidspunkt få oplysninger om energirenoveringspuljen, herunder også, hvilke energirenoveringer, man kan få tilskud til. Ligeledes er åbningsdatoen for energirenoveringspuljen ukendt.

I 2022 var det fra bygningspuljen, som energirenoveringspuljen hed sidste år, muligt at få tilskud til blandt andet isolering og udskiftning af facade- og ovenlysvinduer. Det forventes, at det i år også vil være muligt at søge om tilskud hertil.

Opførsel af småbygninger udendørs

Det er også tømreren, der kan realisere dine drømme om en flot træterrasse, du kan nyde forårs-, sommer- og efterårssolen på, eller et skur, der kan passe godt på dine værktøjer og maskiner. Men ved opførsel af udendørs småbygninger, er der regler, som man skal være opmærksom på. Dem ser vi nærmere på her.

Må jeg bygge på min grund?

Først og fremmest skal du sikre dig, at du må bygge på din grund. Det gør du ved at tjekke efter, om der er særlige regler i lokalplanen og din grundejerforening. Måske der er servitutter, du skal tage hensyn til.

Det er sådan, at skal du bygge en småbygning på 50 m2 eller mere eller har en eller flere småbygninger og vil opføre endnu én, så det samlede antal kvadratmeter overstiger 50 m2 småbygning på grunden, skal du søge om byggetilladelse. Er det samlede areal på under 50 m2, skal du typisk ikke bruge en byggetilladelse. Hertil skal du søge om byggetilladelse, såfremt du skal opføre garage, carport eller udhus i forlængelse af din bolig.

Obs! Hold afstand til skel. Bygger du i skel, er der flere regler, som du skal imødekomme. F.eks. må den samlede længde af alle dine bygninger i skel maksimum være 12 meter lang. Flere af de regler, der gælder i skel, kan du komme udenom ved at bygge 2,5 meter væk fra skel.

Gode råd til opførsel af carport, skur, anneks m.m.

  • Placering: Tænk her brug ind og placer din småbygning strategisk. Er det f.eks. et brændeskur, du skal opføre, er det belejligt at det ligger tæt på boligen, så du nemt kan hente mere brænde, når der er brug for det. Et anneks kan du, alt efter planlagt brug, sagtens placere længere væk.
  • Størrelse: Tænk også her brug ind i dit byggeri. Din nye småbygning har formentlig et bestemt formål, så sørg for at dets størrelse passer hertil. Vær dog opmærksom på, om der er nogle krav, du skal tage i betragtning. Det er muligt at bebyggelsesprocenten sætter en stopper for størrelsen på dit byggeri.
  • Vedligeholdelse: Når du vælger en beklædning af træ, skal der regelmæssig vedligeholdelse til. Sørg derfor for, at du vælger materialer, der holder i lang tid – eller vær klar til at påføre træbeskyttelse regelmæssigt.
  • Krav til funktioner: Skal der tilsluttes strøm til din småbygning? Skal den være frostsikkert? Eller måske isoleres? Der er mange spørgsmål at stille sig selv, men opstil helst dine krav på forhånd, så du får lige det byggeri, du drømmer om.
  • Spørg tømreren til råds: Hør tømreren, der skal stå for dit byggeri ad, om han eller hun har gode råd. Der kan være forhold på/ved ens grund, som man ikke selv er opmærksom på, men som man skal tage hensyn til. De forhold vil tømreren kunne pege på.

Husk: Du skal opdatere i BBR. Du har pligt til at oplyse til BBR om ændringer på din grund. Dette gælder også småbygninger.

Gode råd til træterrassen

Drømmer du om en træterrasse til de varme sommerdage og -aftener? Så lad tømreren stå for opførslen af den og få et professionelt resultat.  For nogle er træterrassen et gør-det-selv-projekt, men der er mange trin i byggeprocessen, og derfor også mange trin, der kan gå galt.

En træterrasse består typisk af tre lag i form af et fundament, en underliggende trækonstruktion og en belægning af terrassebrædder. Og sker der fejl i opbygningen af fundamentet og den underliggende trækonstruktion, er det en vanskelig sag at rette op på fejlene, når først terrassen er bygget færdig. Vil du være sikker på, at terrassen bygges rigtigt, bør du få en professionel tømrer til at stå for at bygge din træterrasse.

Når først du har besluttet, at du vil få opført en træterrasse, skal du selvfølgelig tage stilling til flere ting:

  • Materialer: Der er mange træmaterialer at vælge imellem, og det rette for dig afhænger af ønsker til terrassens look – og din økonomi. Forskellige træsorter har forskellige fordele, men gå efter en træsort, der kan håndtere al slags dansk vejr. Du kan desuden altid høre tømreren ad, om denne vil anbefale en bestemt sort og type til din terrasse.
  • Vedligeholdelse: Det er næsten ikke til at komme udenom – træterrassen trænger regelmæssigt til vedligeholdelse. Men visse typer af træ trænger til mere vedligehold – tænk derfor også vedligehold ind, når du vælger træmateriale. Vedligeholder du ikke din træterrasse, kan der komme fugt, skimmel og råd i den. Dog er vedligeholdelsen af en terrasse ofte en smal sag. Alt der skal til er en rens og derefter et lag olie.
  • Placering: Der er mange, der placerer terrassen, så der er adgang til den fra boligen af. En sådan placering gør det let at komme til den, men tænk også sol og læ ind. Langt de fleste ønsker sig en solrig terrasse i læ for vind, så er der kun adgang fra boligen til en skyggeside, er en anden placering måske mere fordelagtig.
  • Størrelse: Du får størst nytte af en terrasse, der har den helt rigtige størrelse ift. dig og dine behov. Du kan for eksempel skitsere din nye terrasse for at visualisere den og få styr på størrelse og form. Hør desuden din tømrer ad, om han eller hun har gode råd ift. størrelse og udformning.

Trægulvlægning

Tømrere er som sagt eksperter i alt byggeri i træ og derfor også i gulvbelægninger af træ. Et trægulv er et klassisk, flot gulv, der holder i mange år. Det er derfor også et særligt populært valg for mange boligejere. Ved lægning af trægulv skelner man mellem bærende og ikke-bærende gulvbelægning.

  • Et bærende gulv er et gulv af planker, der ligger på strøer eller bjælker, der understøtter dem, men ellers er der et hulrum under det bærende gulv. Det stiller krav til de planker, man benytter, da de alene skal kunne bære vægten af mennesker og møbler.
  • Et ikke-bærende gulv er et gulv, der ikke kan bære sig selv. Der skal derfor et bærende undergulv til. Et flydende gulv er f.eks. et ikke-bærende gulv. Det hedder et flydende gulv, fordi det ikke skal sømmes fast.

Lad en tømrer stå for at lægge dit nye trægulv. Tømreren kan vejlede dig ift. træsort og gulvtype og lægge dit gulv korrekt, så du ikke får et ikke-plant gulv, der knirker. Ved et ikke-bærende gulv er det særligt vigtigt, at du har det rette underlag. Din tømrer vil selvfølgelig vejlede dig ift. en løsning til netop din bolig, men herunder får du et par tommelfingerregler for lægningen af trægulv:

  • Dit trægulv skal ligge i den rigtige retning: En tommelfingerregel hedder, at træplanker skal følge rummets retning i rum, der er små og smalle, mens de i større rum skal lægges på det andet led. Læg dit gulv i samme retning i alle rum.
  • Husk fugtspærre: Ved et ikke-bærende trægulv, skal der typisk lægges fugtspærre mellem dit undergulv og dit nye trægulv. På den måde kan der ikke komme fugt op nedefra. Dette gør tømreren selvfølgelig for dig.
  • Sørg for at dit undergulv er plant: Dit undergulv skal være plant. Er det ikke det, kommer det nye trægulv til at knirke. Også dette kan tømreren sørge for. En tommelfingerregel hedder, at planheden af dit undergulv må være på højst plus/minus 2 mm på 2 meter. Der skal altså stor præcision til, og dét kan tømreren sikre dig.
  • Akklimatiser dine materialer: Alle materialer skal akklimatiseres minimum 48 timer forinden dit gulv skal lægges. Luftfugtigheden skal være på mellem 40 og 60 %, mens temperaturen er på mellem 18-24 grader – også under lægningen.

Få gulvvarme, når du er i gang

Rasmus Andersen har en klar anbefaling til boligejere, der har besluttet sig for at skifte sit gulv: “Er folk allerede i gang og bygger om, så skrot det gamle gasfyr og de tamme radiatorer, der ikke fungerer optimalt. Få en luft til vand pumpe eller en anden god varmekilde. Og så få gulvvarme. Gulvvarme er usynlig og er en konstant varme. Og vi kan lægge gulvvarme stort set alle steder.”

Kan jeg selv lægge trægulv?

Det kan du som sådan godt, men resultatet afhænger af løsningen, du går med. I dag eksisterer der klikgulv i træ, og det kan nogle godt lægge selv. Men vil du lægge plankegulv eller ønsker et særligt mønster, skal dine hænder sidde rigtigt på. Det er en omfattende proces og der er mange ting, du skal tage i betragtning før og under lægningen. Derfor er det sikre valg, at du får en tømrer til at stå for at lægge dit nye trægulv. Også ved lægningen af klikgulv i træ, skal dit underlag være helt plant, og er det ikke det, skal du måske lægge det hele om.

Anbefalingen er derfor, at du lader en tømrer stå for lægningen af dit trægulv. På den måde er du sikker på at få et flot resultat og en løsning, der ligger korrekt.

Tagarbejde

Er der mindre eller mere omfattende skader på dit tag? Er det tid til at skifte til et nyt tag eller skal det nu liggende blot repareres? Ja, det er ikke let at vide om den ene løsning er mere fordelagtig end den anden. Forhør dig derfor hos en tømrer, der kan vurdere dit tags tilstand.

Reparer eller skift til nyt?

Er dit tag et nyere et og er der blot sket en lille skade eller utæthed? Så er det ikke sikkert, at det kan betale sig at skifte til et nyt. Men er tagbelægningen slidt og drypper det ind, er det formentlig ved at være tid til et tagskift.  

Rasmus Andersen forklarer, at tagene på mange ældre boliger ikke har flere år i sig: ”Der er rigtig mange, der bor i boliger fra 70’erne, som ikke har skiftet tag – og det er så på tide for mange af dem nu her”.

“Tit kan det ikke betale sig særligt at reparere et tag frem for at skifte til et nyt. Man skal lappe en masse i et gammelt tag, og det kan hurtigt løbe op i halvdelen af prisen på et tagskift, og så kan det altså tit betale sig, at man vælger at skifte sit tag og så få et helt nyt tag, der holder i mange år frem” og tilføjer:

Hertil er der i mange 70’er-tage asbest i, og det er ret sundhedsskadeligt. Der anbefaler vi stærkt, at man fjerner det hele og får lagt et nyt tag, så man slipper for asbesten. 

Rasmus Andersen, ejer af Tømrermester RFA ApS

Asbest i form af asbeststøv er særligt sundhedsskadeligt og kan føre til flere kræftformer. Derfor eksisterer der særlig skrappe regler for, når man håndterer asbestholdige materialer. Lad derfor professionelle stå for håndteringen af de asbestholdige materialer i din bolig.

Er der lokalplaner eller servitutter, du skal tage hensyn til?

Har du besluttet dig for, at du vil skifte til et nyt tag, skal du sikre dig, at der ikke er regler i lokalplaner, der fastslår, at du skal benytte en bestemt type belægning. Sørg også for at tjekke servitutter.

Typer af tag

Der er mange tagtyper at vælge imellem, men først og fremmest skal du sikre dig, at din tagkonstruktion kan klare vægten af den tagtype, du vælger – og kan din tagkonstruktion ikke det, skal du tilpasse den, så den kan. Derfor er der også mange, der vælger at skifte til samme type belægning, som den der lå der i forvejen.

En tagkonstruktion består af tagspær, der typisk er af træ. Det er som sagt tagkonstruktionen, det vil sige, disse tagspær, der afgør om du kan vælge f.eks. en tung tagtype.

Vi ser her nærmere på de mest populære tagtyper:

Eternit: Et eternittag er en slidstærk, let tagbelægning. Et eternittag kan holde i op til 35 år, men der skal vedligehold til i form af rengøring.

Tegl: Et tegltag er et slidstærkt tag – og der skal ikke særlig meget vedligeholdelse til. Det kan holde i op til 50-70 år.

Betontagsten: Betontagsten ligner til dels teglsten, men er billigere. Et tag af betontagsten kan holde i op til 50 år. Denne tagtype er en tungere af slagsen, så vær opmærksom herpå, såfremt du skifter fra en anden tagtype.

Tagpap: Tagpap er en type tagbelægning, der typisk lægges på en flad tagkonstruktion. Tagpap kan holde i op til 50 år.

Skifer: Et skifertag er et slidstærkt, men tungere tag, så skifter du fra en lettere tagbelægning til skifer, skal du sikre dig, at din tagkonstruktion kan klare vægten. Et skifertag kan holde i op til 100 år.

Slidt undertag?

Et sundt undertag gør en verden til forskel, så skifter du din tagbelægning, og er dit undertag slidt, er anbefalingen fra Rasmus Andersen, at du skifter dette, mens du er allerede i gang.

“Er dit undertag slidt, er det dumt, at man ikke skifter det, når nu man er i gang. Har du ikke et undertag, har du i og for sig heller ikke et tag. Dit undertag er den tætte del af klimaskærmen. Lægger du tagsten på dit undertag, er det ikke tagstenene selv, der er det helt tætte del – det er dit undertag. Et undertag er typisk en vandtæt fiberdug. Vandtæt fra ydersiden, men åndbar. Og det er vigtigt, at dit undertag ikke er slidt,” fortæller Rasmus Andersen.  

Tømrermesterens anbefalinger

Rasmus Andersen har erfaring i alle typer af tagbelægning, og møder kunder af alle slags – dem, der blot vil skifte til en så billig løsning som mulig, og dem, der drømmer om en mere luksuriøs løsning: 

Nogle ved, at de ikke skal bo der i supermange år, så når de skal skifte tag, vælger de en billigere løsning. For eksempel vælger de et billigere eternittag, der kan holde i 25-30 år. Men vi har også kunder, der efterspørger ‘state of the art’. Det kunne for eksempel være et flot tegltag, der er en af de dyrere typer tagbelægning. Og så er dem, der går all in og efterspørger et skifertag, der er en af de allerdyreste tagtyper, du kan røre ved.

Rasmus Andersen, ejer af Tømrermester RFA ApS

For tiden er der mange, der opsøger Tømrermester RFA ApS for at få hjælp til at skifte det gamle bølgeeternittag ud: “Vi skifter for tiden rigtig mange eternittag. Og her er der rigtig mange, der ønsker letvægtstagsten,” fortæller Rasmus Andersen.

I dagens Danmark er der rigtig mange 1960’er og -70er huse med de originale tage på – og de holder ikke mange år mere. Men et eternittag er et let tag, og derfor skal tagkonstruktionen kunne klare vægten. Og her kommer letvægtstagstenen ind: “En sådan letvægtstagsten må man gerne lægge vægtmæssigt på tagkonstruktionen. Så vi skal ikke pille ved tagkonstruktionen for vi kan lægge denne type tagsten. For cirka 10-15 år siden var det ikke muligt. Der var den eneste mulighed at erstatte det gamle eternittag med et nyt.”

Fraråder én løsning

Spørger man tømrereksperten er der en type tagløsning, som han og hans firma helst ikke gør sig i, nemlig lægning af ståltag på et gammelt eternittag:

”Vi kan teknisk set varetage den slags arbejde, men vi fraråder den og gør det derfor ikke. Det er ikke en holdbar løsning. Får du lagt ståltag og har du skorsten, skal skorstensfejeren gå tre gange på det, og så ser det mildt sagt ikke særlig kønt ud. Når det regner, så larmer det og om sommeren er det møgvarmt”.

Dog forklarer Rasmus Andersen, at et ståltag er en fornuftig løsning til staldbygninger for eksempel.

Tømrermester RFA ApS

Tømrermester RFA ApS er 3byggetilbud.dks branchepartner indenfor tømrerbranchen. Det erfarne firma har den rette viden og erfaring til at løfte alle former for tømrerprojekter uanset størrelse og karakter. Om du er privat, erhvervsdrivende eller boligforening, er du velkommen til at kontakte Tømrermester RFA ApS her.

Branchepartner tømrer

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *