Få 3 tilbud
Sektion Private boligejere

Bliv guidet gennem badeværelsesrenoveringen

Skal du til at realisere din badeværelsesdrøm? Et nyt badeværelse kan være en omfattende proces, hvor der skal tages stilling til mange ting. Om du skal have en fuld badeværelsesrenovering, eller bare have udskiftet få inventarer, er det altid en god ide at rådføre sig hos professionelle fagfolk.

Læs med her, hvor vi udforsker trends og samtidig sætter fokus på det praktiske aspekt af processen i en badeværelsesrenovering. Vi har rådført os hos 3byggetilbud.dks branchepartner i badeværelser, NORHS BYG ApS, der guider dig gennem vigtige overvejelser og trin i en badeværelsesrenovering, så du kan skabe et rum, der ikke kun imponerer visuelt, men også opfylder dine daglige behov på en praktisk og effektiv måde.  

Hvordan kommer man i gang med sit badeværelsesprojekt?

Badeværelset er det dyreste og mest byggeteknisk komplicerede rum at bygge om. Derfor er det vigtigt med grundig planlægning, og Thomas Sarkis, der er ekspert og indehaver af NORHS BYG ApS, forklarer, hvordan de guider kunden hen mod deres drømmebadeværelse.

Når vi kommer ud til kunden, starter vi med at dele hele projektet op i faggrupper, så tingene ikke blandes sammen. Vi hører altid, hvad kunden ønsker, så vi kan forventningsafstemme, hvad der kan lade sig gøre. Derefter gennemgår vi nedrivningsarbejdet, hvad der skal laves og om noget skal genbruges. Når vi har talt alt det igennem, snakker vi om vvs-, tømrer-, el-, murer- og malerarbejdet. Efter at være kommet omkring alt det, kan kunden stille spørgsmål til sanitet, fliser og andet indretning. Vi gennemgår projektet meget grundigt, og ud fra alt, der er blevet snakket om, laver vi et tilbud.

Indehaver af NORHS BYG ApS, Thomas Sarkis

Eksperten i renoveringer af badeværelser forklarer også, hvordan de guider kunden i indretningsdelen:

“Når det kommer til indretning, kommer vi med vores forslag, som altid indeholder en begrundelse om, hvad der er mest smart praktisk, økonomisk, men også hvad der trender. Nogen vil eksempelvis have en fast væg i stedet for en glasvæg, men her er det vigtigt for os at forklare, at sådan en væg fylder mere og samtidig mister man også en del belysning”. Thomas Sarkis tilføjer:

“Det samme gælder for fliser. Nogen kunne godt tænke sig små fliser, men så vejleder vi i, at det er en bedre ide med større fliser. Først og fremmest koster det oftest mere at lægge små fliser og samtidig er der også mange fuger, som kan blive grimme og ændre farve med tiden. Selvom man måske finder små fliser på tilbud, vil det stadig ender ud i at koste mere end store fliser, grundet tiden det tager at montere dem.”

Hvad skal man være opmærksom på ved vådrum?

Ved vådrum skal man være opmærksom på, at samlinger mellem vægge og gulve er vandtætte. Væggen skal nemlig have en vandafvisende overflade – enten i flisesystem eller i visse tilfælde malerbehandling.

Det er også vigtigt at være opmærksom, når det kommer til valget om at genbruge eksisterende afløb og vandinstallationer. Det er nemlig ikke altid, at det er muligt at justere højden på installationen, hvis folk ønsker det. Så skal installationen laves gennem en ny væg, da man må ikke lave usynlige samlinger. Det er vigtigt tingene er lavet efter bogen, for skulle man være ude for et uheld, hvor forsikringen skal indover, er det ikke sikkert, at den dækker.

Badeværelsets materialer skal kunne tåle kemisk påvirkning fra rengøringsmidler, sæbe og andre stoffer, som vil forekomme ved normal brug af et badeværelse eller vådrum.

Hvilke love og regler er der for vådrum?

Badeværelset er det rum i boligen, der oftest giver anledning til omfattende skader, som kan være dyre at udbedre. Den daglige påvirkning af vand og fugt gør badeværelset og andre vådrum udsatte. Derfor er der nogle retningslinjer som skal følges, når man arbejder med vådrum, og de retningslinjer er udarbejdet efter Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). De har udgivet en anvisning om vådrum, der hedder “SBi Anvisning 252 Vådrum”. Den har en lang række detaljerede eksempler på forhåndsgodkendte løsninger, der sikrer, at kravene til konstruktion af gulv og vægge og brugen af materialer i vådrum opfyldes.

Gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer som f.eks. træfiberplader eller spånplader, må kun anvendes, hvis de overholder de krav, som er beskrevet i SBi’s anvisninger (typisk anvisning 252).

Der er også krav til, at hvis man ændrer på installationer, skal der være en autoriseret VVS’er og elektriker indover.

SBi-anvisningen kan købes i bogform eller i digital udgave, men kan også lånes på biblioteket.

Dette er godt at vide på forhånd:

I forbindelse med en badeværelsesrenovering er det godt at have gjort sig nogle overvejelser på forhånd, og her forklarer indehaveren af NORHS BYG ApS følgende:

Det er en god ide på forhånd at vide, hvor meget man ønsker at investere på badeværelset. Det koster mange penge at renovere badeværelser, og folk bliver ofte overrasket over det beløb, det kan ende ud i at koste. Så hvis man har klare ønsker til materialer, vil det være fornuftigt at undersøge, om ens budget rækker til ønskerne.

Indehaver af NORHS BYG ApS, Thomas Sarkis

Eksperten tilføjer: “Det er også en fordel, hvis kunden har en ide om, hvilke fliser og sanitet de ønsker. Hvis man ikke har en anelse om, hvad man kunne tænke sig, kan det ende ud i, at man skal vente flere måneder på materialet. Derfor er det vigtigt lige at undersøge markedet og gøre sig nogle overvejelser om, hvad man kan lide.”

Dette trender på badeværelserne:

At tage praktiske hensyn er ikke ensbetydende med et kedeligt badeværelse. Du kan nemlig blive rig på inspiration gennem diverse sociale medier, som Pinterest og Instagram. Badeværelseseksperten forklarer, at lige nu trender særligt to ting, nemlig større fliser og så få fliser som muligt. Det vil sige, at man kun lægger fliser nødvendige steder, såsom gulvet og i bruseren, men ikke på væggene som man mere gjorde i gamle dage.

I forhold til møbler er det særligt træmøbler som trender. Man skal bare være bevidst om, at de ofte er dyrere end andre møbler. Når det kommer til toilettet, er det mest populært at få et væghængt toilet. Når det kommer til typen af bad, afhænger trenden ifølge eksperten af, om man er en børnefamilie eller ej. En familie med små børn vælger ofte badekar.

Hvad koster det at renovere et badeværelse?

Prisen på at renovere et badeværelse afhænger af flere ting. Det er også afgørende for prisen, hvor mange faggrupper, der er med i projektet, hvor meget, der skal genbruges af installationer mm., samt hvor komplekst projektet er.

Alt afhængigt af projektets omfang og karakter kan det koste fra 60.000 kr. og opefter at renovere et badeværelse. Prisen vil i høj grad afhænge af, hvor meget af arbejdet man som bygherre selv udfører.

Hvilke materialer er nemmest at rengøre?

Hyppig rengøring af badeværelset er naturligvis en nødvendighed for at holde en rimelig hygiejne, og der skal helst en ugentlig rengøring til for at holde bakterierne nede.

Når kalkresterne er ved at aflejre sig rundt om i krogene og striberne i toilettet ikke forsvinder under den ugentlige rengøring, er det ved at være tid til at gå grundigere til værks og få gjort badeværelset hovedrent.

Det er altid en god ide at være kvalitetsbevidst, når det handler om flisevalget. Så er det nemlig nemmere at vedligeholde og samtidig er holdbarheden også bedre end på helt billige fliser.

Indehaveren af NORHS BYG ApS fortæller her, hvad kvalitetsbevidste fliser kan koste:

Når vi snakker om kvalitetsfliser ligger de på en pris fra omkring 400 kr. og opefter pr. kvadratmeter.

Indehaver af NORHS BYG ApS, Thomas Sarkis

Det er en god ide at være opmærksom på, at fliser af natursten er mere skrøbelige og udsatte for hårde rengøringskemikalier modsat keramiske fliser, som ikke er lige så sarte.

Hvad kan man selv lave på badeværelset?

Der er mange tekniske og konstruktionsmæssige aspekter i et badeværelse som er temmelig komplicerede. Mange af de krav, der skal overholdes, skal udføres af autoriserede håndværkere for at være lovlige.

Har man hænderne rigtig godt skruet på, kan man som udgangspunkt selv lave alt, der ikke vedrører VVS-, el og kloakarbejdet, som skal udføres af en autoriseret fagmand. Det anbefales dog kraftigt, at man får professionel hjælp til arbejdet, så man er sikker på, at det udføres korrekt. Det ville være en skam, at arbejdet ikke udføres korrekt og fører til skævheder og potentielt skader.

Er der krav til hvordan rummet skal indrettes?

Ifølge bygningsreglementet skal der i nybyggeri være mindst ét wc-rum på den etage i boligen, hvor hoveddøren er placeret. Rummet skal være indrettet med minimum 110 cm friplads foran sanitet som toilet og håndvask. Døren til rummet skal også have en vis bredde, så når den står åben, har den en fribredde på mindst 77 cm.

Hvilke krav er der til ventilation og indeklima?

Der er krav til ventilation på badeværelset, så det kan affugtes. I lejligheder vil man typisk have en fælles ventilation i form af et ventilationssystem. Hvis man bor i hus eller lejlighed, hvor man ikke har fælles ventilationssystem, kan man godt få en mekanisk ventilation.

I bygningsreglementet er der krav om, at der i badeværelset skal være en særskilt udsugning, enten mekanisk eller via naturligt aftræk. Det er ikke nok at trække den brugte og fugtige luft ud af badeværelset, der skal også kunne trækkes frisk luft ind, så der kan ske en udskiftning af luften. Derfor skal der være en ventilationsåbning på mindst 100 cm2 eller en spalte under døren, en rist i selve døren eller væggen ud mod det rum, hvorfra du går ind i badeværelset.

Der er forskel på kravene til badeværelser i enfamiliehuse og etageejendomme, idet de i forhold til anvisningerne er forskellige belastningsklasser.

Hvis badeværelset ligger ud til bygningens facade, skal der desuden være et oplukkeligt vindue, en lem, yderdør eller udeluftventil med en åbning på mindst 30 cm2.

Skal man have byggetilladelse for at renovere sit badeværelse?

Man skal ikke have byggetilladelse, men hvis man bor i lejlighed og skal have udvidet badeværelset, skal det tages op med ens forening, før projektet kan påbegyndes. Det kan også være forskelligt fra forening til forening om dele af badeværelset skal matche de andre beboeres. Derfor er det en god ide, hvis du skal i gang med en større badeværelsesrenovering at involvere foreningen i det.

Hvilken betydning har årstiden for badeværelsesrenoveringen?

Der er ikke en bestemt sæson, der er bedst at renovere badeværelser, i. Men inden man går i gang med sit projekt, skal man tænke over, hvilke løsninger der kan erstatte toilet og bad, imens renoveringen er i gang. Løsningen kan eventuelt være en badevogn, men det er ikke sikkert, at der er plads til det udenfor, hvis man bor i lejlighed, da der både skal trækkes vand og strøm.

Og selvom vejret ikke påvirker det arbejde der skal udføres, skal man stadig overveje om man vil ud i en badevogn om vinteren. Hvis man bor i hus, har man nødvendigvis ikke samme problem med at have pladsen til en badevogn, så her skal man blot forholde sig til, hvilken årstid man vil have en badevogn på.

Hos NORHS BYG ApS forklarer badeværelseseksperten, at det er vigtigt at tænke over, da man skal finde en erstatning på sit badeværelse over en længere periode. Her forklarer Thomas Sarkis:

Hvis alt skal rives op og vi starter fra bunden af, hvor alt skal laves, tager det maks. 4 uger. Så der skal man overveje om man vil bo et andet sted midlertidigt, om man kan låne sin nabos eller families badeværelse, eller om man skal have en badevogn.

Indehaver af NORHS BYG ApS, Thomas Sarkis

Kan man etablere et badeværelse i et andet rum?

Det kræver ikke byggetilladelse at ombygge et eksisterende badeværelse i et enfamilieshus. Det kræver heller ikke byggetilladelse at etablere et nyt badeværelse i et rum, der allerede er registreret som boligareal. Ønsker du at opføre et nyt badeværelse i et uudnyttet kælder- eller loftrum eller som tilbygning, så vil det være en udvidelse af boligarealet, som kræver byggetilladelse.

I en lejlighed er det en god ide at tjekke med kommunen om din badeværelsesrenovering kræver byggetilladelse. Hvis vægge skal flyttes, badeværelset skal udvides, eller der skal etableres et nyt badeværelse, kræver det ofte en byggetilladelse.

3 gode råd til dit badeværelsesprojekt:

  • Undersøg på forhånd hvor meget du økonomisk vil investere i projektet
  • Undersøg på forhånd hvordan du ønsker dit kommende badeværelse skal se ud
  • Vær omhyggelig med valg af samarbejdspartner

NORHS BYG ApS

NORHS BYG ApS er 3byggetilbud.dks branchepartner indenfor badeværelser og er derfor eksperter i alt der omhandler renovering på badeværelset. Det erfarne firma har den rette viden og kompetencer til at løfte alle former badeværelsesprojekter Skal professionelle fagfolk varetage dit projekt, så kan NORHS BYG ApS hjælpe.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *