Er et varmepumpefradrag på vej?
Regeringen vil afsætte mere end 500 millioner kroner til varmepumper – og er klar til at ændre på tilskuddet til varmepumper, så det fremadrettet fungerer som et skattefradrag. Det skal være lettere og billigere at skifte til varmepumpe, lyder det.

I fredags, d. 29. august, præsenterede regeringen sit forslag til næste års finanslov – og i det har de afsat 185 millioner kroner årligt i tre år fra 2027 for at hjælpe danske husstande med at udskifte deres gasfyr med varmepumper. Formålet er at fremme den grønne omstilling ved at understøtte, at gassen udfases og elektrificeringen indfases.
Og allerede i går d. 28. august kunne klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) på LinkedIn afsløre, at regeringen vil kigge ind i at ændre tilskuddet til en varmepumpefradragsordning i stedet.
I 2026 vil støtten til varmepumper fortsat fungere som et tilskud fra Varmepumpepuljen. Men regeringen har altså planer om at ændre tilskuddet til et fast skattefradrag fra 2027 af.
Forslag om varmepumpefradrag skaber glæde
Hos flere brancheorganisationer, herunder TEKNIQ og Dansk Erhverv er man glade for, at regeringen har lyttet til branchens ønsker.
Underdirektør i TEKNIQ, Nicolai Siegumfeldt, udtaler i en pressemeddelse:
“Det er en meget positiv udmelding fra ministeren, for markedet har været alt for hakkende på grund af tilskudsordningen. Med en fradragsordning vil der komme tiltrængt ro på markedet.”
Varmepumpeordningen, som den er udformet i dag, har længe været genstand for kritik. Kritikken har lydt på, at ordningen skaber en stop-og-go-effekt i salget af varmepumper, fordi købsbeslutninger udskydes, indtil støtten er tilgængelig, og derefter bremses igen, når midlerne er opbrugt. Og derfor har flere opfordret til, at varmepumpepuljen – og andre støttepuljer for den sags skyld – bør omlægges til fradrag.
“… et fradrag giver den stabilitet og forudsigelighed, der skal til for at fremme investeringerne i elektrificering. Et fradrag er simpelthen langt mere effektivt end puljer,” udtaler Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv, i en pressemeddelse.
Flere solceller på tagene
Hertil vil regeringen ændre reglerne for opsætning af solceller på offentlige bygninger for at gøre det enklere og billigere for kommuner og regioner at investere i vedvarende energi.
I dag er er det vanskeligt at få opsat nye solceller på offentlige bygninger – primært på grund af de nuværende regler. I dag er det nemlig sådan at kommunerne skal oprette særskilte selskaber for at opsætte solceller på egne bygninger, samt er de forpligtede til løbende at indberette besparelser og tariffer, som varierer time for time.
Men det skal være slut – for regeringen vil nu afskaffe de bøvlede regler. Det betyder, at kommuner og regioner selv kan opsætte og administrere solceller på deres bygninger uden at skulle oprette særskilte selskaber. Samtidig slipper kommunerne for at skulle indberette løbende besparelser på el og tariffer.
Hos TEKNIQ kaldes udmeldingen en ‘virkelig god nyhed’. Brancheorganisationen estimerer, at en ændring af reglerne vil betyde tusindvis årsværk.
“Når vi fjerner de bureaukratiske hindringer for kommunerne, åbner vi op for løsninger, der både fremmer grøn energi og skaber lokale arbejdspladser. Hvis vi installerer solceller på blot halvdelen af de kommunale bygningers tage, kan vi dække omkring 8 % af Danmarks elforbrug. Det vil også generere en betydelig mængde arbejde med installation og tilslutning af solcellerne. Vi anslår, at det vil skabe omkring 3.500 årsværk, selvom det naturligvis ikke vil ske på et enkelt år. Derfor er det ikke kun god klimapolitik – det er også sund fornuft,” udtaler Nicolai Siegumfeldt.