Få 3 tilbud
Sektion For håndværkere

Håndværkere: Vær klar til affaldstilsyn i 2025

Fra 1. januar 2025 styrkes tilsynet med virksomheders affaldshåndtering, hvilket også gælder håndværkere. Den nye lovgivning skal sikre korrekt affaldssortering og forhindre, at genanvendelige materialer ender i forbrænding.

Hvorfor et styrket affaldstilsyn?

Næsten en tredjedel af alt affald i Danmark bliver i dag forbrændt, hvilket udleder store mængder CO2. Det nye affaldstilsyn skal sikre, at virksomheder sorterer deres affald korrekt, så genanvendelige materialer ikke går tabt, og at der skabes fair konkurrencevilkår i branchen.

Formålet med det nye arbejdstilsyn er dermed at:

  • Sikre, at virksomheder overholder reglerne for affaldshåndtering.
  • Forhindre, at genanvendeligt affald sendes til forbrænding.
  • Fremme genanvendelse og materialenyttiggørelse.
  • Skabe ens konkurrencevilkår i affaldsbranchen.

Hvilke virksomheder vil få affaldstilsyn?

Fra 2025 intensiverer Miljøstyrelsen tilsynet med danske virksomheder og indføre skærpede regler for affaldshåndtering. Det betyder, at virksomheder udvælges til kontrol – med det mål at sikre, at affald håndteres korrekt, og at genanvendelse prioriteres fremfor forbrænding.

Omkring 400.000 danske virksomheder underlægges affaldstilsyn. De omkring 360.000 virksomheder, der ikke er underlagt miljøtilsyn, udtages til administrativt tilsyn primært på baggrund af en risikovurdering, men også stikprøver og tematiserede tilsyn. Cirka hver femte virksomhed, der får et administrativt tilsyn, får også besøg i form af et fysisk tilsyn – det svarer til én ud af 75 virksomheder.

Virksomheder, der allerede er omfattet af regelmæssige miljøtilsyn, vil fremadrettet samtidig få affaldstilsyn som en del af disse besøg – typisk hvert tredje år.

Sådan foregår et affaldstilsyn: 

Et administrativt affaldstilsyn er en kontrol uden fysisk besøg, hvor Miljøstyrelsen vurderer virksomhedens affaldshåndtering på baggrund af indberettede data – typisk fra Affaldsdatasystemet eller CVR-registret. Vurderingen sker ud fra branchegennemsnit og risikobaserede kriterier som affaldsmængder, fraktioner og udvikling over tid.

Virksomhederne vurderes desuden på modtaget affald og eventuelle afvigelser fra branchens gennemsnit. Formålet er at identificere uregelmæssigheder, der kan føre til et fysisk tilsyn.

Et fysisk affaldstilsyn indebærer et besøg hos virksomheden, hvor enten kommunen eller Miljøstyrelsen – gennemgår affaldshåndteringen og sikrer, at reglerne bliver overholdt. Her vurderes bl.a. sortering, indsamlingsaftaler og mulige forbedringer. Tilsynet vil typisk tage udgangspunkt i et tidligere administrativt tilsyn og gennemgå eventuelle affaldsdata i Affaldsdatasystemet.

Besøget varer som regel mellem en halv og to timer, afhængigt af virksomhedens kompleksitet, og kan omfatte opfølgende besøg. Ved kombination med et regelmæssigt miljøtilsyn varer det længere.

Hvad er forskellen på affaldstilsyn og miljøtilsyn?

Affaldstilsyn og miljøtilsyn adskiller sig ved både formål og regler. Affaldstilsyn retter sig mod alle virksomheder og fokuserer på korrekt sortering, håndtering og genanvendelse af affald i henhold til affaldsreglerne i miljøbeskyttelsesloven.

Miljøtilsyn, derimod, gælder for virksomheder med miljøgodkendelse og har fokus på at begrænse forurening – fx luftemissioner, støj og lugt – jf. godkendelser og lovgivning. Ofte kombineres de to typer tilsyn, så affaldstilsynet indgår i det regelmæssige miljøtilsyn.

Hvad koster et affaldstilsyn?

Gebyret for affaldstilsyn i 2025 er fastsat af Miljøstyrelsen og følger EU’s “forureneren betaler”-princip, hvilket betyder, at virksomhederne selv betaler for tilsynene. Et administrativt affaldstilsyn koster 938 kr. og udføres samt opkræves af Miljøstyrelsen.

Et fysisk affaldstilsyn koster 3.021 kr. og opkræves som regel af kommunen, der er den ansvarlige tilsynsmyndighed. Dog opkræver Miljøstyrelsen gebyret, når de selv står for det fysiske tilsyn – som de eksempelvis gør hos affaldshåndteringsvirksomheder. Begge tilsynsformer har faste gebyrer, uanset hvor lang tid tilsynet varer.

Hvad sker der efter et tilsyn?

Efter et administrativt affaldstilsyn modtager virksomheden altid besked i sin e-Boks. Ved et sådan tilsyn følger der en tilsynsrapport, et dataudtræk samt en opkrævning af gebyr. Hvis tilsynet ikke giver anledning til yderligere handling, afsluttes sagen. Udpeges virksomheden derimod til et fysisk affaldstilsyn, vil den relevante tilsynsmyndighed – typisk kommunen eller Miljøstyrelsen – tage kontakt.

Efter et fysisk tilsyn sendes resultaterne til Miljøstyrelsen. Er der ingen bemærkninger til affaldshåndteringen, afsluttes sagen med et tilsynsbrev og en gebyropkrævning. Skulle der derimod være behov for opfølgende handling, kan virksomheden modtage indskærpelser, påbud eller i alvorlige tilfælde risikere politianmeldelse.

Bemærk: Ved et administrativt tilsyn kan Miljøstyrelsen opdage forhold der virker problematiske, såsom forkert håndtering af affald. Dog kan der ikke konstateres egentlige lovovertrædelser på baggrund af et administrativt tilsyn, og derfor sker der hverken håndhævelse eller partshøring på dette grundlag. Hvis der alligevel opstår mistanke om fejl i affaldshåndteringen, kan virksomheden udvælges til et fysisk affaldstilsyn, hvor myndighederne har mulighed for at følge op og vurdere, om der er grundlag for videre håndhævelse. Ved at være godt forberedt kan I sikre, at jeres virksomhed lever op til de nye krav og undgå eventuelle sanktioner.

Hvad betyder det for jer som håndværkere?

Kort sagt betyder det, at jeres virksomhed kan udvælges til affaldstilsyn. Det vil for virksomheder, der ikke er underlagt miljøtilsyn, i første omgang betyde et administrativt affaldstilsyn, der efterfølgende kan føre til et fysisk affaldstilsyn. 

Det er derfor vigtigt, at I sørger for, at jeres affald sorteres korrekt. Det indebærer både de almindelige ti affaldstyper samt bygge- og anlægsaffald som:

  • Metal
  • Træ
  • Beton
  • Vinduer
  • Tegl
  • Maskiner
  • Elektronik

For at gøre sorteringen nemmere kan I:

  • Opsætte affaldsspande der, hvor affaldet opstår – f.eks. en spand til træafskær ved bordrundsaven.
  • Sætte piktogrammer på de forskellige affaldsbeholdere, så man nemt kan afkode, hvor affaldet hører til.
  • Placere affaldsbeholdere, dér hvor I tømmer bilerne, når I har været på en opgave.  
  • Have separate spande til særlige affaldstyper, der opstår på jeres arbejdsplads.

Hvad gør I med jeres affald?

Producerer I mindre mængder affald, der minder om mængden i et almindeligt husholdningsaffald, kan affaldet afleveres via kommunens indsamlingsordning – hvis det er muligt i den kommune, jeres virksomhed tilhører.

Større mængder og andre typer affald kræver en aftale med en privat affaldsindsamler eller transportør. Find ud af hvilken indsamlingsordning din virksomhed har brug for her.

Vær forberedt på affaldstilsyn

Vil I være klædt godt på til affaldssyn, bør I have overblik over:

  • Hvilke affaldstyper I har.
  • Hvordan I sorterer og håndterer affaldet.
  • Jeres aftaler om affaldsindsamling.
  • Data om jeres affald i Affaldsdatasystemet (ADS).

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *