Få 3 tilbud
Sektion Private boligejere

Garantiordninger i byggebranchen

Her kan du læse om forskellige garantiordninger, som håndværkervirksomheder kan være med i. Der er tale om både branchespecifikke garantiordninger og brede garantiordninger.

Hvad er forskellen på en garantiordning og en brancheforening?

Garantiordninger:
En garanti er noget, som en håndværker kan tilbyde som økonomisk sikkerhed, hvis der skulle forekomme fejl og mangler på det udførte arbejde. Der findes flere varianter af garantiordninger, som dækker forskellige beløb og vilkår. På de fleste hjemmesider kan man nemt tjekke, hvilke firmaer der er medlem af den enkelte garantiordning via søgefunktioner.

Brancheforeninger:
En brancheforening er en sammenslutning af virksomheder involveret i samme branche. Brancheforeninger tilbyder relevant viden om politiske tiltag og tilbyder kurser og landsmøder til deres medlemmer. Flere brancheorganisationer er også medlem af en garantiordning, eller har etableret deres egen garantiordning. Andre brancheorganisationer stiller konkrete krav til deres medlemmer, omhandlende kvalitet, materialer og service. Krav som medlemmerne er forpligtet til at overholde.

Garantiordninger

Der er mange elementer man skal tage stilling til, inden man påbegynder sin bygge- eller renoveringsopgave. Det kan jo ske at man ikke er tilfreds med det udførte arbejde eller at der er fejl og mangler, som man ønsker udbedret. I disse sager kan en garantiordning være et godt sikkerhedsnet – og der findes mange af dem. Separate garantiordninger, garantiordninger tilbudt af brancheorganisationer og garantiordninger, som det enkelte firma tilbyder. Vi ser nærmere på de forskellige garantiordninger, og hvad de indeholder her.

Entreprisegaranti

Entreprisegaranti hos 3byggetilbud.dk er en gratis garanti på de opgaver, som er formidlet via hjemmesiderne 3byggetilbud.dk, andelsportal.dk, ejerportal.dk og energihjem.dk. Entreprisegaranti er et økonomisk sikkerhedsnet, der hjælper dig, hvis der går noget galt under dit bygge- eller renoveringsprojekt. Garantien dækker for op til 35.000 kroner inklusiv moms for private, og 100.000 kroner inklusiv moms for boligforeninger, selskaber og erhverv.

Entreprisegarantien omfatter personer, foreninger eller selskaber, som har fået deres arbejde udført på en ejendom som de ejer eller lejer, og som har betalt for det udførte arbejde. Entreprisegarantien er sekundær i forhold til dækning gennem andre garantiordninger, forsikringsordninger og/eller sikkerhedsstillelse fra håndværkerens side. Læs mere om, hvad entreprisegarantien dækker, og hvordan du søger den.

OBS: Du kan søge om entreprisegaranti fra 3byggetilbud.dk fra den 4.6.18.

Byg Garanti

Byg Garanti er en af de største og mest udbredte garantiordninger blandt danske håndværkere. Er en håndværker medlem af Dansk Byggeri er arbejdet dækket af Byg Garanti, som dækker op til 150.000 kroner inklusiv moms per byggesag. Efter arbejdet er færdigt, dækker garantien i op til tre år for synlige fejl og op til ti år for skjulte fejl og mangler. Garantien dækker arbejde udført for private kunder i familieboliger, egen ejer- eller andelsbolig, sommerhuse og lejeboliger, hvis arbejdet bestilles og betales af lejeren selv.

Derimod dækker Byg Garanti ikke arbejde på udlejningsejendomme, ejerlejlighedsejendomme og andelsboligforeninger, som er udført som en fælles udgift. Ligeledes dækker garantien heller ikke, hvis der er fejl på de benyttede materialer i arbejdet. Læs mere om, hvad Byg Garanti dækker og ikke dækker, samt vilkårene for garantiordningen. Du kan søge efter virksomheder, der på nuværende tidspunkt er medlem af Dansk Byggeri i denne søgemaskine ved at søge på postnummer, navn, by eller CVR-nummer.

Dansk Byggeri Tagmalerforening er en brancheforening for medlemmer af Dansk Byggeri, der udfører rensning og maling af tage. Er tagfirmaet medlem af Dansk Byggeri Tagmalerforening er firmaet også automatisk medlem af Byg Garantiordningen. Det gør sig også gældende med Tækkerlauget, som er den eneste tækkermandsforening i Danmark, der også er medlem af Dansk Byggeri.

Håndværkergaranti

Håndværkergaranti er en garantiordning, der siden 2015 har været et samarbejde mellem de fire arbejdsgiverorganisationer: Arbejdsgiverne, Arbejdsgiverforeningen KA, Dansk Håndværk og Danske Anlægsgartnere. Håndværkergaranti sikrer mod fejl og mangler på opgaver op til 100.000 kroner. Garantien dækker også, hvis firmaet måtte gå konkurs. Disse regler er gældende for private kunder, og der bør tages forbehold for, at reglerne kan være anderledes for arbejde foretaget på boligforeninger og lejeboliger. Læs mere om, hvordan du er sikret på Hånderværkergarantis hjemmeside.

Én af de fire samarbejdspartnere, som også er dækket af Håndværkergaranti er brancheorganisationen Danske Anlægsgartnere. Bruger du et medlem af Danske Anlægsgartnere er du yderligere dækket mod fejl og mangler på arbejde på op til 1 million kroner. Dog dækker garantien ikke, hvis det udførte arbejde har kostet mindre end 3000 kroner.

TEKNIQ – installatørernes organisation

TEKNIQ er en erhvervsorganisation for installationsvirksomheder indenfor el- og vvs-branchen. Medlemmer af TEKNIQ er dækket af TEKNIQs garantiordning, som dækker omkostninger til og med 150.000 kroner, hvis du har fået medhold i en klage hos Ankenævnet for Installationer. Garantiordningen dækker ikke i sager, hvor der klages over elinstallationsrapporter. Læs mere i vedtægterne for garantiordningen.

Glarmesterlauget

Glarmesterlauget er en arbejdsgiver- og brancheforening for de danske glarmestre og tæller cirka 230 medlemmer. Glas med Garanti er Glarmesterlaugets garantiordning, som dækker op til 100.000 kroner, ved arbejde udført af et medlem af Glarmesterlauget. Garantien dækker i 5 år efter arbejdet er udført og gælder for alle privatpersoner, virksomheder og offentlige institutioner. Læs mere om Glas med garanti på hjemmesiden.

Dansk Autoglas er en sideordning, som også er omfattet af Glarmesterlaugets garantiordning. Medlemmerne er faguddannede eksperter i bilglas, og garantien skal sikrer kvalitet i autoglarmesterarbejdet.

Danske Malermestres Garantiordning

Alle medlemmer af Danske Malermestre er dækket af en garantiordning, som dækker udgifter op til 100.000 kroner. Formålet med garantiordningen er at sikre, at malerarbejde udført i Danmark, lever op til de kvalitetsmæssige krav. Garantiordningen dækker både private forbrugere, der som ejere eller lejere får udført malerarbejde i boligen for egen regning. Ligeledes er boligforeninger i boligudlejnings- andelsbolig- og ejerlejlighedsejendomme også dækket af garantien, når foreningen maksimalt omfatter 10 boliger. Erhvervsdrivende, der for egen regning får udført malerarbejde i erhvervslokaler, der benyttes af den erhvervsdrivende selv, er ligeledes dækket af ordningen. Læs mere om garantiordningen på hjemmesiden for Danske Malermestre.

Foreningen Danske Kloakmestre

Danske Kloakmestre er en forening for autoriserede kloakmestre, som skal sikre medlemmerne løbende efteruddannelse og holde dem opdateret på nye produkter og arbejdsmetoder. Danske Kloakmestre har en garantiordning med dækning på op til 50.000 kroner inklusiv moms. Garantiordningen dækker kun den forbruger, der har indgået aftalen med kloakmestervirksomheden og kan anmeldes via en anmeldelsesblanket, som kan findes på foreningens hjemmeside. Her kan du også læse om andre vilkår, som ordningen omfatter.


Brancheforeninger og andre ordninger – som skal sikre kvalitet

Ikke alle brancheforeninger er tilknyttet en decideret garantiordning, men arbejder stadig for at sikre kvaliteten af medlemmernes arbejde. Nogle brancheforeninger tilbyder egne forsikringer, råd, kurser og certifikater, der skal sikre viden og opdaterede færdigheder hos medlemmerne. Flere brancheforeninger stiller også krav og standarder til kvalitet, materialer og kundekontakt, som medlemmerne har pligt til at efterleve. Hvis man som bygherre oplever at et medlem ikke følger disse standarder, kan man anmelde firmaet til brancheforeningen, som derefter vil tage sagen op. Vi ser nærmere på de andre brancheforeningerne her.

Gulvbranchen – garanti for gode gulve

Gulvbranchen er en brancheorganisation, der samler håndværkere indenfor gulvlæggerfaget. For at blive en del af dette branchefællesskab, også kaldet Gulvsektionen, skal medlemmer melde sig ind i Dansk Byggeri. Vælger du en gulvmand, som er medlem af denne brancheorganisation, vælger du et firma, som er medlem af Byg Garanti. Derudover har Gulvbranchen også vådrumskontrol. Gulvbranchens Vådrums Kontrol (GVK) er en garantiordning for vådrum udført med vinyler. Den sikrer, at opgaverne er udført efter bygningsreglementet og sikrer at virksomheden har kompetencerne til at lægge gulve i vådrum.

Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E)

DM&E er en brancheforeningen for maskinstations-, entreprenør-, kloakmester og skoventreprenørvirksomheder. Medlemmerne får tilbudt kurser og efteruddannelse, for at sikre at arbejdet bliver lavet ordentligt, og at de er opdateret med markedsudviklingen.

Kloakmestrenes tv inspektion certificeret – kontrolleret (KTVI) er stiftet i samarbejde med blandt andre DM&E. Kloakmestrenes TV-Inspektion er en kontrolordning, der skal sikre en ensartet kvalitet af TV-inspektioner. Vælger du et medlem af denne kontrolordning, er du derfor sikret en certificeret TV-inspektør, som har fået uddannelse indenfor dette område. Læs mere om ordningens kravspecifikationer på hjemmesiden.

Dansk Låsesmede Foreningen (DLF)

Er låsefirmaet medlem af Dansk Låsesmede Forening, er du sikret en række standarder for det udførte arbejde. Låsesmede Foreningen stiller nemlig krav til medlemmernes virksomhedsdrift, forretningsetik, arbejde og serviceniveau. Et af kravene lyder eksempelvis: ”At levere veludført, funktionsdygtigt og forsvarligt arbejde” samt ”at anvende nye, ubeskadigede materialer af almindelig handelskvalitet, med mindre andet er udtrykkeligt aftalt eller foreskrevet”. Låsesmede Foreningens bestyrelse påser overholdelsen af reglerne, og en overtrædelse af disse kan derfor anmeldes til foreningen. Se alle medlemsvirksomhedernes forpligtelser på foreningens hjemmeside.

Er et låsesmedefirma A-medlem i Låsesmede Foreningen, kan firmaet uden omkostninger få en klage vurderet af en uvildig instans, nemlig Låsesmede Foreningens Klagenævn. Det gælder sager, hvor låse- eller/og sikringsarbejdet ikke overstiger kroner 250.000 eksklusiv moms. Ordningen kan dog maksimalt anvendes med 50.000 kroner på en enkelt hændelse.

Dansk Solcelleforening

Dansk Solcelleforening er en brancheforening for de virksomheder, der professionelt arbejder med solcelleanlæg og beslægtede teknologier. Foreningens medlemmer er forpligtet til at levere saglig og retvisende information om deres produkter og ydelser. Ligesom i andre brancheorganisationer vil bestyrelsen følge op, hvis et medlem ikke overholder disse målsætninger og lever op til standarderne.

VarmePumpeOrdningen (VPO)

Vælger du et medlem af VarmePumpeOrdningen når du skal investere i en varmepumpe, vælger du en installatør, som har alle fornødne kompetencer i forhold til varmepumper. Alle medlemmer har nemlig gennemgået et særligt uddannelsesforløb, der skal sikre kvalitet og optimal dimensionering i varmepumpeinstallationen. Du er også sikret garanti på din varmepumpe, hvis det nye anlæg ikke er korrekt dimensioneret og installeret i henhold til Varmepumpeordningens krav. Garantien dækker omkostningerne ved udbedringer af de fejl, som kan relateres til installationen.

Autoriserede Kølevarmepumpefirmaers Brancheforening (AKB)

AKB er brancheforening for autoriserede køle- og VP-installatørfirmaer i Danmark. Foreningen kvalitetstempler deres medlemmer, hvilket forpligter og sikrer at både produkt og service altid skal leveres i høj kvalitet. Brancheforeningen har lavet AKB-Garanti, som har til formål er at skabe tillid og tryghed hos den private forbruger, der vælger et medlem af AKB brancheforening. Garantien skal sikre at arbejde udført af medlemmer med en AKB-certificering, har de lovpligtige og nødvendige uddannelsesmæssige og godkendelsesmæssige kvalifikationer til pågældende opgave. Du kan læse mere om garantiordningen i AKBs vedtægter. AKB samarbejder med KMO, som er Kølebranchens MiljøOrdning. KMO sikrer korrekt håndtering af kølemidler, da kølemidler betragtes som et kemikalie.

Energivejlederen

Energivejlederordningen er en landsdækkende og faglig ordning, hvor medlemmerne er efteruddannet til at udføre og vejlede om energirigtige renoveringer. Energivejlederordningen arbejder for, at medlemsfirmaerne er rustet til at levere vejledning og kan udføre energiforbedringer af høj kvalitet. I alt har over 3000 fagfolk taget Energivejlederuddannelsen, som har to hovedspor: Klimaskærm og installationer.

Mangler der nogle ordninger?

Har vi glemt nogle garantiordninger, er du meget velkommen til at fortælle os det i kommentarfeltet, så opdaterer vi siden.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

AvatarBjarne Pedersen

Hej
Er “Dansk Håndværk” det samme som “håndværkergarant”?

På forhånd tak

Mvh

Nynne GrothNynne Groth

Hej Bjarne

Tak for din kommentar. Der findes flere garantier i byggebranchen. Hvis di henviser til “Håndværkergaranti-ordningen”, så er det et samarbejde mellem de arbejdsgiverorganisationerne Arbejdsgiverforeningen KA og Danske Anlægsgartnere.

De bedste hilsner
/Nynne – 3byggetilbud.dk

Viser 0 af 2 kommentarer