For private For håndværkere
Få 3 tilbud Log ind
Sektion Private boligejere

Sådan holder du facaden sund og smuk – få murermesterens bedste råd

Facaden er husets ansigt – og den betyder mere, end mange tror, for både holdbarhed og ejendomsværdi. Murermester Jeff Jensen deler sine bedste råd om, hvordan du spotter problemer i tide, vælger den rette løsning og passer på facaden, så den forbliver smuk og indbydende i mange år frem.

For mange boligejere er facaden husets første indtryk – men den spiller også en afgørende rolle for bygningens holdbarhed, indeklima og værdi. Revner i murværket, afskallet puds eller slidte fuger kan være tegn på, at facaden trænger til en renovering, og hvis problemerne ikke håndteres i tide, kan de føre til større og dyrere skader, fortæller Jeff Jensen, som er manden bag virksomheden Murermester Jeff Jensen og vores branchepartner inden for facaderenovering her på 3byggetilbud.dk.

En facaderenovering kan både beskytte boligen mod vind og vejr, forbedre energieffektiviteten og give huset et markant løft i udseende. Men før man går i gang, er der flere vigtige forhold, som det er værd at kende til.

I denne artikel deler den erfarne Murermester Jeff Jensen sin faglige viden og giver dig et klart indblik i, hvad du som boligejer bør vide, før du beslutter dig for at renovere facaden.

Hvad er facaderenovering – og hvilke løsninger findes der?

”Facaderenovering dækker over en bred vifte af løsninger, der både handler om boligens udseende og dens holdbarhed. Kort sagt er det alt det arbejde, der har indflydelse på facadens æstetik og vedligeholdelse – og i nogle tilfælde også på husets isolering og energiforbrug. En veludført facaderenovering er med til at sikre, at facaden holder længere, og at mindre skader ikke får lov at udvikle sig til større problemer.”

En facaderenovering kan for eksempel bestå af vandskuring eller pudsning af facaden, omfugning af murværket eller mere omfattende løsninger som facadeisolering. Fælles for dem alle er, at de beskytter huset mod vind og vejr og samtidig kan give boligen et markant løft i udtryk. Ofte handler det om at tage hånd om slid og begyndende skader i tide – og dermed forlænge facadens levetid betydeligt. Ifølge Jeff Jensen er der ikke én løsning, der passer til alle. Han gennemgår de forskellige muligheder og forklarer, at den rette løsning afhænger af både husets stand og boligejerens behov.

Facadeisolering er relevant for boliger, hvor det ikke er muligt at hulmursisolere eller isolere indefra. Her monteres isolering udvendigt på facaden, som efterfølgende pudses, så huset får et ensartet udseende. Løsningen forbedrer husets tæthed og isolering markant og kan bidrage til et lavere varmeforbrug over året – særligt i ældre og dårligt isolerede boliger.

Netpuds vælges ofte som en langsigtet vedligeholdelsesløsning. Mange pudsede facader får med tiden revner og krakeleringer, hvor puds begynder at skalle af. Med netpuds forstærkes facaden, så risikoen for revnedannelse reduceres betydeligt. Og du får en facade, der holder sig pæn de næste 15–20 år.

Vandskuring er primært en æstetisk løsning. Den bruges typisk, hvis man ikke er tilfreds med murstenenes udseende eller farve, eller hvis facaden trænger til at blive frisket op. Vandskuring giver et mere ensartet og skarpt udtryk, hvor huset fremstår mere lige og harmonisk.

Omfugning handler både om beskyttelse og udseende. Slidte eller porøse fuger kan give fugt mulighed for at trænge ind i murværket og føre til både fugtskader og frostsprængninger. Ved at omfuge facaden bliver murstenene igen effektivt lukket og beskyttet mod yderligere nedbrydning. Samtidig kan en omfugning gøre underværker for husets udtryk – et mere end 100 år gammelt hus kan komme til at fremstå næsten som nyt.

Er det tid til en facaderenovering?

Facaden giver som regel selv besked, når den trænger til en kærlig hånd. Jeff Jensen forklarer, at det faktisk for de fleste boligejere sjældent er et spørgsmål, der kræver en teknisk vurdering til at starte med. “Man kan som regel godt selv se, når det begynder at være tid. Facaden ser bare træt ud. Det smuldrer mere, der kan være revner, og helhedsindtrykket er ikke pænt længere.”

Ifølge Jeff Jensen er facadeskader ofte synlige – også for privatpersoner uden håndværksmæssig baggrund:

“Når det begynder at se dårligt ud, og man tænker, at facaden nok trænger til en kærlig hånd, så er det typisk også dér, man bør reagere.”

Vil man selv vurdere facadens tilstand lidt nærmere, er der enkle greb, man kan tage i brug.

“Man kan for eksempel tage en skruetrækker og kradse lidt i fugerne. Hvis de falder løst ud eller smuldrer meget, så er det et tydeligt tegn på, at det er tid til en omfugning. Man behøver ikke være håndværker for at vurdere det – man kan godt danne sig et overblik selv og se, om facaden er ensartet og fremstår pænt,” forklarer den erfarne murer.

Alternativt kan man få en fagmand til at gennemgå bygningen og vurdere facadens stand, men ifølge Jeff Jensen er det ikke altid nødvendigt.

Mureren understreger også at det er afgørende at man reagerer i tide, hvis facaden trænger til en renovering. “Hvis man som boligejer udskyder vedligeholdelsen for længe, kan det ende med at blive rigtig dyrt, da utætheder og fugt kan føre til alvorlige skader, og i værste fald kan en bygning blive så nedbrudt og i dårlig stand, at den skal rives ned frem for at vedligeholdes,” fortæller han.

Samtidig fremhæver han, at der er meget at vinde ved at holde facaden i god stand: “Løbende vedligeholdelse af facaden er med til at løfte ejendommens værdi betydeligt.”

Murerens råd til hvordan vælger du den rette håndværker til din facaderenovering

Valget af håndværker har stor betydning for både resultatet og oplevelsen af en facaderenovering. Ifølge Jeff Jensen bør man først og fremmest kigge på pålidelighed og dialog – ikke kun pris.

“Man skal være opmærksom på, om håndværkerne overholder deres aftaler.”

Han anbefaler derfor, at man mødes med håndværkeren ansigt til ansigt, før man indgår en aftale.

“Det er vigtigt at have en dialog og se hinanden an. Man skal kunne stole på dem og have en god fornemmelse af, hvem man lukker ind i sit hjem. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på at det ikke nødvendigvis er de billigste tilbud, der er de bedste. Ofte er det mest fornuftige valg det, der ligger moderat i pris.”

Undgå de klassiske faldgruber under facaderenoveringen

Når man får en håndværker til at renovere facaden, er der flere ting, boligejere ofte ikke har tænkt over. Ifølge Jeff Jensen er en af de mest almindelige overraskelser, hvor lang tid arbejdet faktisk kan tage. “Folk er ikke altid klar over, hvor lang tid en facaderenovering kan tage. Nogle projekter tager flere uger, og afhængigt af vejr og opgavens omfang kan det i visse tilfælde tage op mod en måned.”

Og så pointerer han også at støj og støv er en anden faktor, mange undervurderer.

“Det kan larme en del, især når man kradser fuger ud og bruger vinkelsliber, og derfor er planlægningen også vigtig. Jeg forsøger altid at planlægge arbejdet, så det passer med, at kunderne er på arbejde eller på ferie – det er nemlig træls at gå hjemme i larmen,” fortæller Jeff Jensen.

Med lidt forberedelse og realistiske forventninger kan man altså undgå de mest almindelige faldgruber og gøre facaderenoveringen langt mere overskuelig.

Du skal holde øje med fugt og murbier

Inden håndværkeren overhovedet kommer ud, er der nogle ting, boligejeren selv kan holde øje med – og fugt er en af disse ting.

Jeff Jensen anbefaler, at man tjekker facaden for mørke eller fugtige områder på murstenene:

“Hvis der er områder på facaden, hvor farven er anderledes og stenene dermed er meget mørkere, kan det være tegn på fugt. Det kan enten skyldes en rørskade, eller at der trænger vand ind udefra. Utætte fuger kan føre til fugt i hulmuren og i værste fald skabe skimmelsvamp, hvis der kommer for meget vand ind i hulmuren i isoleringen.”

Et andet tegn på svage fuger kan være murbier. “Når fugerne er bløde og ret dårlige, har murbierne lettere ved at grave huller i mørtelen. Det kan både skade facaden og give fugt mulighed for at trænge ind. Heldigvis kan man bruge et særligt skum, som dræber murbierne og samtidig lukker hullerne, så fugt ikke kommer ind,” forklarer Jeff Jensen.

Ved at holde øje med disse tidlige tegn får du ikke kun et bedre overblik over facadens tilstand, men det gør det også nemmere at planlægge eventuelle reparationer.

Sådan vedligeholder du facaden efter renoveringen

Når facaden er blevet renoveret, er det vigtigt at tænke på vedligeholdelse, så det flotte resultat holder i mange år. Ifølge Jeff er der enkle ting, boligejere selv kan gøre for at passe på facaden:

“En af de nemmeste ting, man selv kan gøre, er at imprægnere facaden. Det handler bare om at vælge det rigtige produkt, der er beregnet til facader. Det kan man nemt købe i byggemarkeder, og det er faktisk ganske enkelt selv at klare.”

Han uddyber: “Når man har færdiggjort en facaderenovering, er det en rigtig god idé at give facaden en omgang facadeimprægnering. Det hjælper med at beskytte bygningen mod fugt – og her i Danmark bliver fugtproblemer kun mere relevante med årene. En god imprægnering gavner vedligeholdelsen rigtig meget og kan forlænge facadens levetid betydeligt.”

Ved at tage denne enkle forholdsregel beskytter man facaden mod fugt og slid, samtidig med at den bevarer sit flotte udseende. På den måde sikrer man, at investeringen i facaderenovering ikke kun giver et kortvarigt løft, men også en bygning, der holder sig, vedligeholdt i mange år frem.

Murermester Jeff Jensen

Murermester Jeff Jensen er 3byggetilbud.dks branchepartner inden for facaderenovering, men håndterer alle typer opgaver inden for murerfaget. Virksomheden står altid klar til at hjælpe, uanset om opgaven er stor eller lille.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *