Boligen: Kvinder vil have nyt køkken og mænd energiforbedringe

Boligen: Kvinder vil have nyt køkken og mænd energiforbedringer

Skrevet den 4. september 2019 af - Ingen kommentarer endnu

Hvad ville du allerhelst bruge penge på at ændre i din bolig? Netop det spørgsmål har Realkredit Danmark spurgt danskerne om i en nyere undersøgelse. Og linjen er klar. Kvinderne vil have nyt køkken, mens mændene vil forbedre boligens energiregnskab. Vi dykker længere ned i emnet, for hvor i landet renoveres mest og hvilke renoveringer giver mest overskud på bundlinjen? Få svarene her.

Undersøgelsen er fra 2018 – lavet af YouGov – og giver et øjebliksbillede af boligejernes ønsker for investeringer i boligen. Og helt præcist er det 16 procent af de adspurgte kvinder, som ønsker sig et nyt køkken, efterfulgt af 13 procent som længes efter et nyt badeværelse.

Hos mændene tegner sig et andet billede, når blikket bliver rettet mod forbedringer i boligen. Her vil blot 11 procent have nyt køkken eller bad, mens hele 21 procent af mændene allerhelst ville have forbedringer til gavn for boligens energiregnskab.

yougov
Kilde: YouGov

3byggetilbud.dk har dykket endnu længere ned i emnet og undersøgt, hvornår boligejerne egentlig bruger penge på deres bolig. Er det lige når de er flyttet ind, eller venter de et par år? Og hvor i landet renoverer danskerne mest? Og hvilke forbedringer giver mest på bundlinjen? Vi har allieret os med cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig. Og svaret på sidste spørgsmål vil nok overraske dig. For det er ikke altid det nye køkken eller et tiptop bad som boner ud økonomisk, når ejendomsmægleren kigger forbi.

Få 3 uforpligtende tilbud fra 3 håndværkere lige her

Vi starter, hvor det hele begynder. Før I overhovedet kan kalde jer boligejere. Nemlig med det allerførste boliglån. For hvad er do’s and dont’s her, hvis I allerede ved, at køkkenet skal rives ned og taget skiftes i den bolig, I er interesserede i at købe?

Hvornår bør boligkøbere optage et lån til forbedringer?

Den største investering mange mennesker gør, er at købe en bolig. Og de fleste af os må en tur forbi både et realkredit institut og en bank.

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er det en god idé at tænke en smule langsigtet, når I optager jeres første boliglån:

Er der plads i budgettet til at låne mere, end hvad I skal betale for huset, er det en god idé at tænke renoveringsplanerne ind i lånet. I kan godt optage flere forskellige lån samtidig. Nogle med fast rente og andre med variabel rente. Det er sjældent, at nogen køber en bolig og to måneder senere optager et lån igen.
Christian Hilligsøe Heinig

De ting I har på plakaten i forhold til renoveringer, bør I altså optage lån til i forbindelse med købsprocessen af jeres bolig – givet – at der er friværdi til det. Økonomisk kan det nemlig hurtigt blive et hamsterhjul med flere forskellige lån.

Tre typiske lån til byggedrømmene

Forhåndslån:

Et forhåndslån er et realkreditlån, der udbetales på én gang og indsættes på en spærret konto i banken, hvor regningerne betales undervejs i byggeprojektet fra denne konto. Selve forhåndslånet udbetales, når byggeriet begynder og gives på baggrund af en vurdering af, hvad boligen er værd, når byggeprojektet er afsluttet.

Byggelån:

Et byggelån kan bruges til at finansiere nybyggeri samt modernisering af boligen og er et lån, hvor renten ikke er fast. Byggelånet optages ved byggeriets start og løber i den periode, der bygges i. Når byggeriet er færdigt, opgøres kassekreditten og den endelige finansiering finder sted.

Friværdi:

En tredje lånemulighed er lån i boligens friværdi. Ifølge realkreditloven kan du låne op til 80% af din boligs værdi. Dette betyder, at hvis boligen er steget i værdi, eller hvis du flittigt har betalt af på realkreditlånet, kan der lånes penge i boligens friværdi.

Læs mere her om finansiering af dit byggeprojekt

Er der flest, der optager et lån om foråret?

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er der ikke nogen tid på året, hvor danskerne låner flere penge til boligen end andre. Som 3byggetilbud.dk også oplever, har håndværkerne utroligt travlt for tiden, og meget bygge- og renoveringsarbejde hjemme i privaten afhænger derfor af, hvornår håndværkerne har tid.

Til gengæld er der ifølge Christian Hilligsøe Heinig i øjeblikket nogle store konverteringsrunder, fordi renterne er faldet. Det betyder, at flere ønsker at skifte deres lån ud til et billigere et af slagsen.

”I forbindelse med den proces gør mange sig også nogle overvejelser om at lave investeringer i boligen og i forbindelse med en konvertering får de tillægslånet med. De optimerer deres boligøkonomi og her er det en god idé at få tænkt boligrenoveringer ind, og få sit tillægslån med i samme ombæring som man konverterer lånet,” siger han og fortsætter:

”I forbindelse med en konvertering får man et indblik i sin friværdi og nogle vil opdage, at de har gode muligheder for at låne relativt billigt, og det kan øge lysten til at renovere bad, køkken og så videre.”

En billig rente lokker folk i banken
Det er altså ikke nødvendigvis årstidsbetonet, hvornår danskerne vælger at investere i deres bolig. En billig rente, kan også få mange op ad stolen.

Og netop investeringer i boligen skal næste afsnit handle om. For hvilke boligrenoveringer giver ifølge cheføkonomen mest for pengene?

Hvilke forbedringer kan mærkes på bundlinjen?

Hvis kvinderne gerne vil have køkken og bad, og mændene helst ser, at pengene bliver brugt på energirenoveringer, hvor er pengene så givet bedst ud, når ejendomsmægleren kigger forbi?

Svaret er ikke entydigt. Og det kan være farligt at tro, at det nye køkken og bad giver sin værdi tilbage 1:1.

”Nogle bruger spidsen af en jetjager på forbedringer af køkken og bad, og det falder måske ikke i købers sag. Vi anbefaler derfor, at det er nytteværdien man renoverer for,” siger Christian Hilligsøe Heinig og uddyber:

”Jeres investering skal laves på baggrund af et ønske om at få et bedre køkken eller planløsning. Kigger vi i cool cash, kan det godt betale sig at energirenovere sin bolig. Her kan I på relativ kort tid tjene renoveringen hjem i forhold til besparelserne på energiregningen. Derudover fremstår boligen bedre ved et salg med det nye lavere energiforbrug og et bedre energimærke.”

Læs også: Færre køber et hus med højt energiforbrug

En energirenovering er altså en oplagt måde at renovere, hvis I tænker på boligens værdi. Dermed ikke sagt, at det gamle køkken ikke kan trænge til en opdatering og give en større glæde og nytteværdi – på den menneskelige bundlinje.

Fordele ved at energirenovere:

• Du sparer på energien og får herved en lavere ydelse i el og varme

• Indeklimaet bliver sundere

• Du sikrer dig bedre mod fremtidige prisstigninger på energi

• Boligens værdi øges og du gør boligen mere attraktiv på boligmarkedet

• Du reducerer CO2-udslippet , hvilket naturligvis gavner miljøet

Læs mere om fordele ved energirenoveringer her

Hvor bliver alle de boligforbedringer så foretaget henne i landet? Og smider danskerne flest penge efter boligen alt efter om de bor i lejlighed eller hus?

Hvor i landet bruger man flest penge på boligen?

Det er primært i hovedstaden og i de større danske byer, at danskerne bruger flest penge på boligforbedringer. Hertil skal det også nævnes, at det netop er i de større byer, at friværdien er steget mest, hvilket ifølge Christian Hilligsøe Heinig giver lyst til at låne mere.

Og til spørgsmålet, om det er huset eller lejligheden vi bruger flest penge på er svaret klart: Vi bruger flest penge på huset.

”Flere ting trænger sig på, når man har et hus. Der er hele den udvendige facade, carporten, indkørslen, haven og lignende. Flere elementer er i spil. Min formodning er, at det er her, der bliver optaget flere tillægslån. Men vi ser det også i ejerlejligheder, hvor folk låner til køkken, bad og gulv, men min egen formodning er, at det ses mere hyppigt i husmarkedet end i lejlighedsmarkedet,” afslutter Christian Hilligsøe Heinig.

Har I fået blod på tanden til at gå i gang med jeres egen bolig? Så bør I først kontakte jeres økonomiske rådgiver, der kan hjælpe jer med at undersøge, hvad I skylder i boligen, og hvad den er værd. Det giver jer et indblik i jeres lånemuligheder samt en eventuelt friværdi.

Når I skal finde håndværkere til boligforbedringen, så er I altid velkommen skrive ind til 3byggetilbud.dk med jeres opgave, så kvitterer vi helt gratis med 3 tilbud fra 3 uafhængige håndværkere – på netop jeres projekt.

Få 3 uforpligtende tilbud fra 3 håndværkere lige her

Skriv et svar