Få 3 tilbud

Mød månedens leverandør KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard, der trives allerbedst ude hos kunderne

marts 2018

KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard

Når Kristian Pilgaard fra KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard er ude hos kunderne, har han det som en fisk i vandet. Glæden ved at udarbejde de rette løsninger har medført mange tilfredse kunder, og han kan derfor se sig kåret som månedens leverandør for marts. Få hans syn på livet som selvstændig og tre gode råd til bygherrer, der leder efter den rigtige håndværker.

En gang om måneden kårer 3byggetilbud.dk månedens håndværker. Månedens håndværker udvælges på baggrund af feedback på vundne opgaver.

Vi fanger Kristian Pilgaard tidligt en kold tirsdag morgen. Selvom han går en travl arbejdsdag i møde, sætter han tid af til at tage en snak med os. Men Kristian opfordrer os til at gøre det kort, da han allerhelst vil være ude hos kunderne. Og glæden ved at være ude at betjene firmaets kunder skinner i den grad igennem i de resultater, KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard leverer.

Ville være ansvarlig for kontakten med kunderne

For Kristian er der ikke nogen tvivl om, hvilken del af arbejdet i en tømrervirksomhed, der er sjovest. Det handler for ham om at være i kontakt med kunderne fra start til slut. I flere år har han arbejdet som svend for et andet tømrerfirma, hvor den indledende dialog eller vejledningen til den rigtige løsning var givet på forhånd. Og netop denne del af arbejdet har han længe haft et ønske om at være ansvarlig for. Kristian tog derfor sagen i egen hånd og startede i midten af 2016 KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard, hvor han sammen med en arbejdsmand betjener glade og tilfredse kunder.

Jeg ønskede at have mere kundekontakt og at være en del af forløbet hele vejen igennem. Før kørte jeg bare ud og lavede løsningen, og så kørte jeg igen. Det giver noget helt andet at være med til at aflevere en færdig løsning til en glad kunde.

Kristian Pilgaard, Indehaver

Ikke kun en engangsforestilling

Da Kristian Pilgaard startede sit firma, var der mange tanker angående firmaets profil. Efter grundige overvejelser stod det klart; KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard skulle være et troværdigt tømrerfirma, der yder kvalitetsløsninger og service til tilbagevendende kunder. Den servicemindede tilgang til arbejdet har i den grad betalt sig for Kristian, der med en kundetilfredshed på 92% og en svarprocent på 97% kan se sig kåret som månedens leverandør for marts. Firmaet møder også stor ros hos de bygherrer, de har betjent gennem 3byggetilbud.dk. En af de rosende tilbagemeldinger lyder:

”Kristian er en dygtig ung mand. Han udførte et fint stykke arbejde, som jeg er godt tilfreds med. Han virker samvittighedsfuld og samarbejdsvillig. Jeg kan sagtens anbefale ham,” skriver en tilfreds kunde.

Udtalelsen afspejler i høj grad firmaets tilgang til arbejdet. Ønsker man at udføre opgaver for tilbagevendende kunder, er man ifølge Kristian nemlig nødt til at lytte til kundens behov og behandle kunden med respekt og seriøsitet allerede fra første opkald.

Altid en finger på pulsen

Spørger man ind til Kristian Pilgaards drømme for firmaet, er svaret klart. Drømmen er ikke at drive en stor virksomhed med mange ansatte. Dét som betyder noget, er at få lov til selv at være med til at udleve byggedrømme. Kunderne skal blive mødt med samme gejst og gåpåmod, så de fremadrettet altid ringer til KP’s Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard, når der skal bruges en håndværker. Derfor passer det ham helt fint, at tømrerfirmaet udelukkende består af en mester og en arbejdsmand. Og Kristian håber selv på altid at have en finger på pulsen:

”Hvis der lige pludselig kommer for mange ansatte, så skal jeg have mere kontortid, end jeg skal have fysisk arbejde, og det er ikke det, jeg brænder for. Jeg kan godt lide at lave løsningerne til kunderne, så det vil altid være min førsteprioritet,” fortæller Kristian Pilgaard.

3 gode råd til bygherrerne

At vælge den rigtige håndværker til byggeprojektet er altid en udfordring. Skal du spørge i din omgangskreds, skal du læse anmeldelser eller skal du følge mavefornemmelsen? Og når håndværkeren er valgt, hvordan følger du så op på det udførte arbejde? Vi har spurgt Kristian Pilgaard ind til hvilke råd, han har til de bygherrer, som skal vælge en håndværker til det forestående byggeprojekt. Han kommer med tre skarpe bud på, hvad du skal gøre både under udvælgelsen, og mens arbejdet bliver udført:

1. Billigst er ikke bedst

Du har måske hørt det før, men der er noget om snakken. Ifølge Kristian Pilgaard er det en god idé at holde tilbuddene op imod hinanden for at se, om der er stor variation i prisen. Og virker et af tilbuddene for godt til at være sandt, vil der typisk være noget om sagen. På den lange bane vil du komme længere ved at vælge et lidt dyrere tilbud af højere kvalitet, hvis du spørger Kristian Pilgaard. Det skyldes, at hvis en opgave er ordentligt udført første gang, holder den også flere år frem. Derfor kan den på sigt gå hen og blive billigere.

2. Vær nysgerrig

I kølvandet på forrige råd kommer Kristian Pilgaards andet råd til bygherrerne. Der er mange fordele forbundet med at være en nysgerrig bygherre. Hvis du allerede spørger ind til de indledende tilbud fra håndværkerne, kan du finde frem til om håndværkerne har forstået din opgave, og om de lever op til dine fremlagte krav. Ydermere opfordrer Kristian Pilgaard til, at nysgerrigheden bliver holdt ved lige undervejs i byggeprocessen. Mange bygherrer tager bare håndværkernes ord for gode varer, og accepterer den løsning de foreslår, selvom man som bygherre måske ikke er helt sikker på, hvad håndværkeren reelt laver. Du kommer til at føle dig langt mere sikker i valget af din håndværker, hvis du stiller spørgsmål og interesserer dig for den løsning, håndværkeren udarbejder for dig. Det sikrer ifølge Kristian Pilgaard også, at håndværker og bygherre ikke kommer til at gå galt af hinanden i løbet af processen.

3. Mund-til-mund anbefalinger holder stik

Når du skal vælge din kommende leverandør, skal du ifølge Kristian Pilgaard tage en snak med din nabo. Mund-til-mund anbefalinger holder nemlig næsten altid stik, hvis du spørger Kristian Pilgaard. Hvis du har lagt mærke til, at din nabo har fået en flot tagkonstruktion, er det en god idé at høre, hvem han har valgt, og om tilbuddet var i orden. Her vil du nemlig kunne høre både fordele og ulemper fra en kunde, som har arbejdet på nærmeste hånd med håndværkeren.

Sådan anmelder kunderne KP’S Tømrerfirma v/Kristian Pilgaard

92%

Kundetilfredshed

97%

Svarprocent