For private For håndværkere
Få 3 tilbud Log ind

Kontorassistent til debitorstyring – med ben i næsen og styr på værktøjskassen

Er du god til at holde overblikket, trives du med en travl hverdag og kan du lide at tale i telefon? Så er det måske dig, vi leder efter!

Kollegaer i finansafdelingen hos 3byggetilbud.dk

Stilling: Kontorassistent til debitorstyring

Type: Fuldtid

Lokation: København K


Vi søger en engageret og ansvarsbevidst kontorassistent til vores finansafdeling. Dit primære fokus bliver debitorstyring og kundekontakt, og du får en vigtig rolle i at sikre, at vores kunder betaler deres fakturaer til tiden.

Du bliver en del af et mindre team med en uformel omgangstone, hvor vi hjælper hinanden. Hos os får du frihed under ansvar og mulighed for at præge dine arbejdsopgaver og forbedre vores arbejdsgange.

Dine arbejdsopgaver

Dit primære fokus bliver debitorstyring, men du kommer også til at arbejde med andre administrative og økonomiske opgaver. Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Debitorstyring: Opfølgning på udestående fakturaer, registrering af betalinger og telefonisk kontakt til kunder med forfaldne betalinger.
  • Kundekontakt: Daglig dialog med vores tilknyttede håndværkervirksomheder via telefon og e-mail.
  • Samarbejde med salgsteamet: Tæt dialog med vores sælgere om salgsordrer, kundesager og administrative opgaver, så vi sammen sikrer gode kundeoplevelser og effektive arbejdsgange.
  • Kvalitetssikring og fakturering: Kontrol af salgsordrer og håndtering af fakturering.
  • Rapportering: Registrering af omsætningstal samt udarbejdelse af rapporter og nøgletal.
  • Ad hoc-opgaver: Forskellige praktiske og administrative opgaver – og indimellem en hånd med planlægningen af sociale arrangementer og firmafester.

Hvem er du?

Du er en positiv og udadvendt person, som trives med en hverdag, hvor telefonen ringer, opgaverne varierer, og tempoet til tider er højt.

Måske har du en kontoruddannelse med speciale i økonomi eller administration. Måske har du erfaring fra kundeservice, salgsadministration eller debitorstyring. Det er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er, at du arbejder struktureret, er lærenem og har lyst til at tage ansvar.

Vi håber, at du kan genkende dig selv i følgende:

  • Du kan lide at tale i telefon og er god til at kommunikere med forskellige mennesker.
  • Du er serviceminded og samtidig vedholdende, når der skal følges op på betalinger.
  • Du arbejder struktureret og bevarer overblikket, også når der er travlt.
  • Du arbejder selvstændigt, tager ansvar og hjælper gerne dine kollegaer.
  • Du har godt humør, gåpåmod og lyst til at bidrage positivt til fællesskabet.

Hvad kan vi tilbyde dig?

Hos 3byggetilbud.dk får du ansvar for egne opgaver, korte beslutningsveje og plads til at udvikle dig fagligt og personligt. Vi værdsætter nye idéer og initiativ og giver dig mulighed for at sætte dit præg på hverdagen.

Vi sørger for et godt onboardingforløb, hvor du bliver introduceret til dine opgaver, vores systemer og dine nye kollegaer, så du får en god start hos os.

Du bliver samtidig en del af et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og har det sjovt. Vi er nemlig ikke kun gode til at arbejde sammen – vi er også ret gode til at holde firmafester og sociale arrangementer!

Hvem er 3byggetilbud.dk?

3byggetilbud.dk er en af Danmarks førende formidlere af byggeopgaver. Vi hjælper hver dag boligejere med at finde de rette håndværkere og skaber nye forretningsmuligheder for vores samarbejdspartnere.

På vores kontorer i København og Aarhus arbejder vi på tværs af salg, kundeservice, marketing, IT og finans.

De praktiske detaljer

Stillingen er på fuld tid med arbejdsplads på vores hovedkontor i Antonigade i København. Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt eller efter aftale.

Lyder det som noget for dig?

Send din ansøgning og dit CV til hj@3byggetilbud.dk med emnet “Kontorassistent”.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CFO Henriette Jakobsen på telefon 27 15 17 67.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Persondatapolitik: https://www.3byggetilbud.dk/persondatapolitik-rekruttering/

placeholder