Månedens leverandør Halling Gulvservice overholder altid tidsfristerne

Skrevet den 3. maj 2018 af - Ingen kommentarer endnu

Månedens håndværker

En gang om måneden kårer 3byggetilbud.dk månedens håndværker. Månedens håndværker udvælges på baggrund af feedback på vundne opgaver.

Siden Halling Gulvservice blev etableret i 2012 har firmaet aldrig overskredet en deadline. Tidsfrister er nemlig til for at blive overholdt, understreger den erfarne gulvmand Brian Von Halling, hvis gode tilbagemeldinger har givet Halling Gulvservice titlen som månedens leverandør hos 3byggetilbud.dk. Mød firmaet og få fagmandens gode råd til gulvopgaven her.

”Jeg var meget tilfreds med Brians arbejde. God, hurtig og pålidelig service!” – sådan lyder en tilbagemelding fra en glad bygherre, der har brugt Halling Gulvservice til sin gulvopgave. En tilbagemelding, der langt fra står alene.

Spørger man indehaveren Brian Von Halling handler god kundeservice om faglighed, punktlighed og evnen til at kunne sige nej, hvis kunden efterspørger en uhensigtsmæssig løsning. Det er nemlig vigtigt, at man som fagmand står ved sin viden og rådgiver herefter, forklarer Brian Von Halling, som etablerede Halling Gulvservice tilbage i år 2012. Siden har firmaet haft travlt med en masse gulvopgaver, store som små, og da vi fanger Brian Von Halling til en snak, er han allerede i fuld gang med arbejdet. Her giver han gode råd til gulvopgaven, og fortæller, hvad han mener god kundeservice bør indebære.

Et besøg hos kunden giver en god opgavestart

Hos Halling Gulvservice er en god kundeoplevelse alfa og omega, og her påpeger Brian Von Halling, at den gode kundeoplevelse starter med et besøg hos kunden.

”Jeg ved fra kunderne, at de er glade for, at jeg kommer ud og besøger dem inden opgavestart. Jeg kommer, når det passer dem, og så tager vi en konkret snak ud fra deres gulvtype og min erfaring med denne,” siger indehaveren af enkeltmandsvirksomheden Halling Gulvservice. Kundeservice og kundedialog er generelt noget, som Brian Von Halling vægter højt, og han har især god erfaring med, at vise kunden billeder af lignende sager, han har udført. På den måde får kunden nemlig en bedre forståelse for slutresultatet.

”Jeg synes jo, at det er vigtigt, at man som seriøst firma har en hjemmeside og nogle billeder af det arbejde, man har udført. Ved at vise kunden sine egne før og efter billeder ved de, dels hvordan det kommer til at se ud, men også, at man som fagmand er dygtig til det arbejde, man tilbyder” siger Brian Von Halling.

Derfor anbefaler han også, at du som bygherre altid bør tjekke håndværkerens profiler og billedealbums inden, du indgår en aftale. På den måde har du mulighed for at se, om fagmand blot lover guld og grønne skove, eller faktisk er dygtig til det han laver. For selvom et billede ikke fortæller alt, er det et godt udgangspunkt, siger Brian Von Halling.

Her ses et eksempel på før og efter billeder fra Halling Gulvservice:
Før og efterFør og efter billeder

Tidsfrister er til for at blive overholdt

Hos Halling Gulvservice er en aftale en aftale. Faktisk kan indehaveren med god samvittighed garantere, at firmaet aldrig har overskredet en tidsfrist før. For selvom det kræver hårdt arbejde, er Halling Gulvservice aldrig forsinket med en deadline.

”Nu har jeg været selvstændig i seks år, og jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke én eneste gang har overskredet en tidsramme. Det har kun været kunden, der har flyttet dagene, aldrig mig,” lyder det stolt fra den ambitiøse gulvmand.

Den imponerende punktlighed kræver dog en god afstemning med kunden. Brian Von Halling har oplevet, at der er mange som tror, at gulvarbejdet kan laves over natten. Men det kan det ikke.

”Folk glemmer tidsrammen i forhold til tørretid. Nogle kan ringe og sige, at de skal flytte ind i et nyt hus den tiende og høre om jeg ikke kan komme den niende og lave gulvet. Her siger jeg fra, da det er bedst for gulvet og dermed kunden selv, at den rette tørretid medregnes,” lyder det fra Brian Von Halling, som pointerer, at man som fagmand ikke skal være bange for at sige nej til en opgave, hvis kundens løsning vil resultere i et dårligt resultat:

”Jeg laver aldrig noget, som jeg ikke kan stå indenfor. Jeg har flere gange sagt nej til en opgave, hvis jeg ved det er umuligt at lave, eller hvis resultatet bliver dårligt. Her er det min opgave som fagmand at lytte til kundens idé, men også at forklare, hvorfor jeg ikke synes ideen er god.”

Gulvløsninger tilpasset de travle familier

Hos Halling Gulvservice bemærkes det, at flere travle familier stresser omkring tidsrammen, hvis de går med ønsker om gulvafslibning. Mange tænker nemlig, at en gulvopgave er umulig, når man stadig skal bo hjemme, har børn og generelt ikke kan undvære adgang til hjemmet. Men dét har Brian Von Halling en løsning på.

”Man kan godt få udført en gulvopgave uden at fraflytte hus og hjem, det kræver bare den rette planlægning. Jeg kan eksempelvis sagtens arbejde og lakere, når kunderne er kommet hjem. Det kræver bare, at man tager et rum ad gangen, og tilføjer en dag mere til udførelsen,” fortæller indehaveren og opfordrer til, at du tager en dialog med en gulvmand inden du antager, at en gulvbehandling er umulig at tilpasse et travlt familieliv.

”Tag altid en snak med gulvmanden. Han kan som regel altid løse de problemer, der kunne være. Ved en god planlægning og fleksibilitet har jeg i hvert fald erfaret, at gulvarbejde sagtens kan laves hos en travl børnefamilie uden konsekvenser for dagligdagens tumult,”fortæller Brian Von Halling.

Den tilgang Halling Gulvservice har til sine kunder og gulvopgaven, har gjort Brian Von Halling til en travl mand. For glade kunder betyder gerne flere opgaver, lyder erfaringen.

”Jeg får mange kunder gennem anbefalinger. Mund til mund-metoden, hvor jeg bliver kontaktet af nogle bekendte til andre, som jeg har udført arbejde for. Den vej har jeg fået rigtig mange kunder. Og så har jeg altid haft et fantastisk godt samarbejde med 3byggetilbud.dk, som også har givet mig et godt kundenetværk,” slutter den dygtige fagmand, som nu også stolt kan fejre titlen som månedens leverandør for maj-måned.

Sådan anmelder kunderne Halling Gulvservice

Kundetilfredsheden er bestemt af de karakterer, som bygherrer giver leverandøren efter opgaven er udført. kundetilfredshed
Svarprocenten illustrerer hvor hurtig firmaet er til at tage kontakt til bygherre, når de har indsendt en opgave til 3byggetilbud.dk svarprocent
Kommentarer er lukket.