Få 3 tilbud
Sektion Energirenovering

GUIDE: Sådan forbereder du boligen på skybrud

Er din bolig beredt på skybrud? I fremtiden kan vi i Danmark forvente flere og voldsommere skybrud end vi tidligere har været vant til. Rigtig mange boliger i Danmark er desværre slet ikke klar til at håndtere de øgede vandmængder. Det er dog muligt at formindske risikoen for oversvømmede kældre og vandskader betragteligt. Læs mere her om, hvordan du forbereder boligen på skybrud, og hvad du skal gøre, hvis skaden er sket.

Opdateret den 10/9-19

Skybrud er i Danmark blevet hyppigere forekommende og intet tyder på at udviklingen vender i fremtiden. Derfor er det blevet vigtigere end tidligere at forberede boligen på de større og voldsommere mængder nedbør. Men det kan være vanskeligt at vide, hvor man skal sætte ind, og hvad man selv kan gøre for at mindske risikoen for vandskader. Derfor har 3byggetilbud.dk udarbejdet en guide til, hvordan man kan forberede boligen på skybrud, og hvad man kan gøre, hvis man får en vandskade i forbindelse med et skybrud.

Definitionen af et skybrud

Et skybrud er ifølge DMI, når der falder mere end 15 mm nedbør på en halv time. Desuden taler man om voldsomme skybrud, hvis der falder mere end 40-50 mm regn i løbet af et døgn.
I Danmark er skybruddene blevet hyppigere end tidligere bl.a. som følge af klimaforandringerne. Hvor man tidligere betegnede skybrud som noget, der forekom med årtiers mellemrum, har vi de senere år næsten haft skybrud på årlig basis i Danmark. Typisk vil de kraftige vandmængder falde i årets varme måneder, hvorfor det især er om sommeren, man skal sørge for, at boligen er forberedt på skybrud. Det er sjældent, at et skybrud rammer hele landet på en gang. Som regel opstår skybrud lokalt i dele af landet.

Ny undersøgelse: Manglende skybrudssikring gør boligen sværere at sælge

En ny undersøgelse fra Boligsiden viser at risiko for vand i kælderen er et stort minus, når vi er på jagt efter et nyt hus. Hele 46 procent svarer nemlig, at det vil have stor betydning, hvis der er fare for vandskade i den kommende bolig. Derfor er det en god idé med foranstaltninger, hvis boligen skal sælges.

Kilde: Boligsiden.

Kælderen er mest udsat

Ved et skybrud er den mest udsatte del af huset, den del der ligger lavest. Det vil altså sige kældre, og til dels stueetagen. Vandskader opstår, hvis kloakkerne ikke kan håndtere presset fra vandmængderne. Der risikerer man, at vandet kommer ind i boligen op igennem kloak og afløbsrørene i fx toilettet.

Hvor udsat en bolig generelt er for vandskader som følge af skybrud handler bl.a. om husets placering. Ligger huset eksempelvis for foden af en bakke, i en dal eller lignende, er der større risiko for at når store regnmængder falder, vil vandet løbe ned mod huset. Dette belaster kloakkerne, og derfor er risikoen for vandskader også større.

Sammenfattende kan man argumentere, at de fleste huse er i risikozonen i nogen grad, fordi skybrud kan forekomme overalt i landet, og derfor er ingen boliger som sådan sikret. Derfor er det altid en god idé at minimere risikoen for vandskader bedst muligt. For er skaden først sket, kan det medføre både ødelagte ejendele, en masse besvær og i værste fald genhusning i en periode.

Sådan forbereder du din bolig på skybrud

Visse forberedelser kan du foretage selv, og de kan have stor betydning i tilfælde af skybrud. Fx er det vigtigt, at man sørger for at kloakriste og afløb ikke er tilstoppede af sand eller blade, da det forhindrer vandet i at løbe væk. Og er man bortrejst i løbet af sommeren, hvor skybrud oftest kommer, kan man eventuelt bede sin nabo om at tjekke at boligens afløbsriste ikke er blevet tilstoppede, hvis der varsles skybrud.

Hvad med faskinen?

Har man faskine i sin have, er det et godt værktøj til at lede vandmængder ned i jorden, men husk at faskiner ikke fungerer som skybrudssikring. Grunden til dette er, at under skybrud er jorden mættet af vand, og faskinen kan derfor ikke lede vandet ned i jorden. Dermed gør en faskine hverken fra eller til i tilfælde af skybrud.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at man selv kun kan minimere risikoen til en vis grænse. Til tider er det nødvendigt at få professionel hjælp til nogle oversvømmelsesproblemer.

Eksempler på vandskader kan være:

Vand kommer ind i boligen fra kloakken

Hvis en vandskade opstår ved, at kloakken ikke kan håndtere vandmængderne, og vandet løber op igennem kloakrørene og ind i boligen, kan det skyldes, at der ikke sidder et lukke i kloakken, der forhindrer vandet i at løbe tilbage mod boligen. Vil man være sikker på at undgå dette, kan man overveje at få installeret et højvandslukke, der forhindrer vand i at løbe ind i huset fra kloakken.

Vandet kommer ind i huset, pga. hældning ind mod murene

Et andet problem, der kan forårsage vandskader ved skybrud, er hvis terrassen, fliserne eller haveterrænet skråner ind mod ydermuren på huset. På samme måde som en bakke vil vandet blive ledt ind i mod huset og kan både give fugtskader på fundamentet og vandskader. Selvom terrasser og fliser altid bør skråne væk fra muren, gør de det ikke altid. For at udbedre dette kan det være nødvendigt at omlægge terrassen eller fliserne, så de skråner væk fra huset.

Man kan desuden overveje at få lavet et græstag, hvis man står foran en tagrenovering. Græstage eller ’grønne tage’ suger vand til sig, og aflaster dermed afløb og kloakker.

Græstage er en særlig god idé til skure i en gård hos en boligforening, hvor store mængder vand ofte kan blive en udfordring for ældre kloaknetværk.

Når skaden er sket

Hvis uheldet er ude, og regnmængden trænger ind i kælderen eller andre steder i boligen, er det vigtigt, at man reagerer så hurtigt som muligt, og afhjælper situationen på bedst mulig vis, med de midler man har til rådighed.
Først og fremmest bør man redde uerstattelige ting i kælderen, såsom fotos, ting med affektionsværdi og lignende. Derefter skal man danne sig overblik over skaderne og kontakte forsikringsselskabet hurtigst muligt.

Hvilken forsikring dækker?

Husforsikringen dækker vandskader på selve huset. Ved oversvømmelse bør man kontakte dem hurtigst muligt, da de i nogle tilfælde kan sende en pumpe ud for at minimere skaderne – dog kan det være svært at nå i tide ved voldsomme skybrud. Første prioritet i denne fase er at få vandet ud af kælderen hurtigst muligt. Ellers forøges risikoen for, at kælderen bliver angrebet af skimmelsvamp. Mest effektivt kan det gøres med en vandpumpe, men har man ikke sådan en til rådighed, kan det være nødvendigt med håndkraft. Hvis muligt er det en god idé at tage billeder under forløbet, for bedre at kunne dokumentere skaderne og forløbet senere hen. Fotos kan også bruges som dokumentation for, at man har gjort alt i ens magt for at minimere skadernes omfang, hvilket er en fordel rent forsikringsmæssigt.
Det er vigtigt, at man ikke med det samme smider ødelagte ejendele ud. Det er indboforsikringen, som dækker skader på ejendele ved skybrud. Forsikringsselskabet vil på et senere tidspunkt sende en taksator ud for at vurdere skadernes omfang og værdien på ejendelene. Det er væsentligt nemmere, når ejendelene alle er til stede, og ikke er smidt ud for længst at få erstattet sine ejendele.

Kælderen skal affugtes

Efter skybruddet når man har fået alt vandet ud af kælderen, skal kælderen affugtes. Derfor sættes der affugtere op, for at fjerne den fugt der er trængt ind i murene, gulvene og fundamentet. Affugterne skal stå og arbejde i relativt lang tid – det kan vare fra én uge til flere måneder før en kælder er helt tør igen, afhængig af vandskadens omfang.

Har du andre gode råd til, hvordan man kan skybrudssikre boligen, eller hvad man kan gøre i tilfælde af vandskade, kan du skrive det i kommentarfeltet herunder.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *