Sådan tjekker og vedligeholder du boligens tagrender

Skrevet den 17. marts 2017 af - Ingen kommentarer endnu

Foråret er et godt tidspunkt at efterse dine tagrender på da eventuelle utætheder kan have vist sig efter vinterens våde og kolde vejr. Og med god grund. Utætte og tilstoppede tagrender kan nemlig medføre store og dyre skader på boligen. 3byggetilbud.dk ser nærmere på de typiske problemer med tagrenderne og giver dig en guide til, hvordan du tjekker og vedligeholder dem.

Et almindeligt hus modtager hvert år omkring 100 tons nedbør i form af regn og sne. Det våde og kolde vejr kan være særlig hårdt mod boligens tagrender, og derfor skal de tjekkes og vedligeholdes løbende. En investering, der kan betale sig, da dårlige tagrender kan føre til dyre skader på både facade, træværk og fundament.

Dårlige tagrender forringer boligens levetid

Tagrender og nedløb har stor betydning for boligens levetid. Tagrenderne leder vandet væk fra facaden og beskytter dermed boligen for nedbrydning og frostsprængninger. Tagrender formindsker også risikoen for råd og fugtskader på boligens træværk, så som sternbrædder, spær-ender og udhæng. Hvis overgangen mellem tagrende og nedløb er utilstrækkelig kan vandet også samle sig på jorden, og give fugtproblemer i kælderen samt frostsprængninger på boligens sokkel, da vandet løber ind i fugerne i stedet for i brønden.

Tagrenderne har stor betydning for boligens stand og netop derfor, anbefaler tagrendespecialisten Jens Dam fra NPI Gruppen/Nordisk papirisolering ApS, at man tager vedligeholdelsen af dem alvorligt:

”Jeg anbefaler, at man minimum én gang om året tjekker eller får tjekket sine tagrender. Selvom du ikke har træer i haven, er der ingen garanti for at dine tagrender ikke er tilstoppede eller skadet. Der kan ligge en død fugl eller en tennisbold deroppe, og de kan også snildt være tilstoppet med blade fra nabogrundenes træer,” fortæller han.

Oversigt: De typiske problemer med tagrender:

  • Blade, jord og andet skidt har tilstoppet tagrenden
  • Mos fra taget kan nemt glide ned og stoppe tagrenderne og lave et stop for regnvandet. Vandet samler sig derfor ved tagrendens samlinger og ved frost udvider vandet sig og ødelægger samlingerne
  • Tagrenden kan sidde for lavt i forhold til tagbelægningen, hvilket betyder at vandet ikke løber ned i tagrenden
  • Nogle tagrender har en for lille dimension til at lede vandet væk, dvs. når det regner kraftigt vil de flyde over
  • Bagfald: Når vandet ikke ledes ned til nedløbet men samles i den forkerte ende af renden
  • Utætte tagrender: Når tagrenderne begynder at blive utætte i samlingerne er det tid til at udskifte dem. Generelt kan ældre tagrender rammes af huller, revner eller utætte samlinger

Manglende vedligeholdelse kan koste dyrt

Den manglende vedligeholdelse af tagrender kan være en dyr fornøjelse, understreger tagrendeeksperten Jens Dam, der er uddannet blikkenslager. Han har flere gange oplevet at forsikringsselskaber ikke dækker omkostningerne på boligen, hvis skaderne kommer fra misvedligeholdt tagrender.

”Det kan være skader, hvor boligen har fået skimmelsvamp eller råd grundet stoppede tagrender, der ikke førte fugten væk fra boligens vægge eller fundament. Det kan blive dyrt, da disse skader er ret omfangsrige,” fortæller Jens Dam.

Det er boligejerens ansvar at holde tagrenderne fri for skidt og sikre at de ikke er utætte og skadende for boligen – men hvordan?

Bestil 3 uforpligtende tilbud på tagrender

Sådan vedligeholder du dine tagrender

For at undgå skader på boligen er det vigtigt at tagrenderne altid er rene og tætte, så de kan klare de mange danske regnskyl.

Rensning af tagrender
 Tagrenderne kan renses hele året, men det er en god idé at rense dem i efteråret når bladene er faldet – så de er klar til vinterens nedbør, sne og is.  Du kan vælge at få tagrenderne renset med hjælp fra en professionel, eller du kan gøre det selv.

Sørg for, at støtte din stige mod rendejernene eller læg et bræt i renden, hvor stigen støtter for ikke at bøje tagrenden. Brug hænderne eller andet til at fjerne blade og snavs, der har lagt sig i tagrenden. Fastgroet skidt kan renses af med en stiv børste og vand, og til sidst kan du spule tagrender og nedløb grundigt igennem med en haveslange.

Tjek og vedligeholdelse af tagrenderne
Når tagrenderne er renset er det tid til at efterse dem. Jens Dam har et simpelt men effektivt råd, til at tjekke om boligens tagrender trænger til en kærlig hånd. Han anbefaler at man går ud ved voldsom regn og hører om vandet løber rigtigt ned i nedløbsrøret. Alternativt kan man lægge en haveslange op i tagrenden og skrue helt op for vandet. Hvis vandet ikke løber ned i nedløbet som det skal, skal tagrenderne tjekkes yderligere.

Har du plasttagrender kan mindre utætheder lappes med simple midler. Der findes reparationstape, som kan bruges til at lappe tæringer og huller på rør og render. Ved utætte samlinger kan man købe reparationsmasse og få lukket disse utætheder. Hvis du har zink- eller kobbertagrender med lodrette samlinger er reparationerne et job for en blikkenslager. Hvis dine tagrender er tærede og gamle bør du overveje om et udskift er den bedste løsning.

Forebyg problemer med tagrenderne

Der er et par tips til, hvordan du kan forebygge tilstoppede tagrender. Her kan et tagrendenet være en mulighed. Et tagrendenet er med til at forebygge at blade og grene stopper vandløbet i tagrenden. Nettet tillader dog stadig gran- og fyrrenåle at passere og derfor kan der stadig være mulighed for at de stopper til. Tagrendenet tager dog det værste skidt og derved behøves tagrenderne ikke at renses ligeså hyppigt, som uden net. Selve tagrendenettet skal dog renses jævnligt og derfor skal denne løsning overvejes. Jens Dam, fra NPI Gruppen/Nordisk papirisolering ApS, har dog erfaring med at tagrendenet bedst egner sig til et-planshuse:

”Da nettet skal udskiftes årligt egner det sig primært til et-planshus. Det er for besværligt at komme op i højden og min erfaring er at folk derfor glemmer at gøre det. Dette medfører et tilstoppet net som stopper tagrenden.” fortæller Jens Dam.

En anden måde at forebygge stoppede tagrender på, er ved at fælde tætliggende træer, som oftest er hovedårsagen til de stoppede tagrender.

Hvor ofte skal tagrenderne tjekkes?
 Til trods for at man forebygger tagrendeskader anbefaler Jens Dam stadig at tagrenderne tjekkes minimum én gang om året og gerne både i foråret og efteråret 

Nye tagrender: Plast, zink, stål eller kobber?

Uanset, hvor god du er til at passe på dine tagrender holder de ikke for evigt. Når tagrenderne skal udskiftes har du chancen for at vælge mellem en række forskellige materialer. Tagrender findes nemlig i mange udtryk, farver og materialer, hvor plast, zink, kobber og stål er de typiske tagrendetyper. Tagrender kan holde i alt fra 15-35 år alt efter materiale, og hvor udsat de er placeret på boligen.

  • Den billigste løsning er plasttagrender som du kan få i flere forskellige farver. Plasttagrender holder omkring 15-25 år , og er nemme at sætte op
  • Zinktagrender er en anden og lidt dyre løsning. Til gengæld holder zinktagrender omkring dobbelt så længe som plasttagrender med en holdbarhed på 30-35 år
  • Ståltagrender er ligesom zinktagrenderne solide. De ligner zink og har samtidig stålets styrke og udtryk
  • En anden type tagrende er kobber som mange vælger grundet det æstetiske udtryk. Kobbertagrender er produceret af massivt kobber og har også en god holdbarhed på omkring 25-35 år

Tagrenderne er en væsentlig del af boligens udtryk og det er derfor afgørende, hvilken stil, farve og materialetype der passer ind i omgivelserne på din bolig. Men hvad end din bolig har plast, zink eller en tredje type af tagrender er det vigtigt at du prioriterer at efterse og vedligeholde dem.

Bestil 3 uforpligtende tilbud på tagrender

Kilder: Idenyt.dk, Bolius.

Skriv et svar