Derfor skal du energirenovere din bolig

Skrevet den 23. maj 2017 af - Ingen kommentarer endnu

En ny analyse fra Dansk Byggeri viser at, der er flere tusind kroner at spare ved at energirenovere boligen. Udover en billigere varmeregning og et bedre indeklima er der ved salg cirka 50.000 kroner at hente for hver energiklasse boligen rykker op. Og du kan med fordel gøre din bolig grønnere nu, hvor der både er håndværkerfradrag og energitilskud at hente på de grønne renoveringer.

Hvorfor energirenovere?

Der er stor interesse for at energirenovere blandt de danske boligejere. Energirenovering giver ikke blot en forbedring for dem, der bor i boligen nu, i form af bedre indeklima og en besparelse på el- og varmeregningen, men kan også ses som en langsigtet investering.

Det er dog væsentligt, at man som boligejer ikke bare kaster sig ud i energirenoveringer uden at vide, hvorvidt det giver mening for det samlede energiniveau. Sådan lyder en klar anbefaling fra ejendomsmægler hos Geisler & Rønne, Christian Brandt-Müller:

”Med energirenoveringer handler det jo i bund og grund om at mindske det samlede energiforbrug og det er altså ikke alting, du som boligejer, får igen ved salg. Derfor skal man se på, hvorvidt energirenoveringen giver mening at lave. Hvis ikke for salgsværdien, så for indeklimaet eller andet,” siger Christian Brandt-Müller.

Fordele ved at energirenovere:
• Du sparer på energien og får herved en lavere ydelse i el og varme
• Indeklimaet bliver sundere
• Du sikrer dig bedre mod fremtidige prisstigninger på energi
• Boligens værdi øges og du gør boligen mere attraktiv på boligmarkedet
• Du reducerer CO2-udslippet , hvilket naturligvis gavner miljøet

Så meget betyder energimærkning for boligens pris

En af de økonomiske fordele ved at energirenovere boligen kan være i forhold til en opgradering af boligens energimærkning. Boligens energimærke kan nemlig få stor betydning for boligens salgsværdi.

”Overordnet kan vi i branchen se, at efter energimærkningen er blevet til en standard på alle ejendomme, altså et lovkrav, så er det virkelig noget som folk har mere fokus på, når de skal købe en bolig,” fortæller Christian Brandt-Müller.

Dette bekræftes også i en ny analyse fra Dansk Byggeri, hvor de deltagende boligkøbere svarede, at energimærket i høj eller nogen grad havde betydning for deres købebeslutning. Analysen viser at boligens energimærkning påvirker salgsprisen positivt. Den gennemsnitlige gevinst af at forbedre boligen bare én energiklasse er ca. 50.000 kroner. Eksempelvis vil et G-mærket hus, der forbedres til to klasser til kategorien E, kunne sælges omkring 113.000 kroner dyrere end før renoveringen.

De fleste boliger har dog allerede et godt energimærke i dag, erfarer Christian Brandt-Müller: ”Det er sjældent vi ser huse, som har en meget lav energiklasse. Man skal derfor huske på, at der nødvendigvis ikke er de største gevinster at hente ved at renovere fra energiklasse A til en A2010”.

Hvad er energimærkning?
Energimærkningen indebærer, at bygningen gennemgås af en energikonsulent, der vurderer bygningens energitilstand og placerer bygningen på en skala fra A til G, hvoraf A-kategorien er opdelt i A2020, A2015 og A2010. A2020 udtrykker den højeste energieffektivitet og G den laveste effektivitet. Ordningen synliggør bygningens energiforbrug og giver et hurtigt overblik over de energimæssige forbedringer, som er rentable at gennemføre.

Kilde: Byggeriets Energianalyse 2017, Dansk Byggeri

Besparelse på 20-30 procent ved at renovere din varmekilde

Ifølge ejendomsmægleren Christian Brandt-Müller er den type af energirenoveringer, der giver suverænt den største værdi i forhold til energimærkning, en renovering af boligens forsyningsanlæg.

”Udskifter man sit oliefyr eller et gammelt naturgasfyr kan boligejeren opleve en besparelse på mellem 20-30 procent. Det oplevede jeg selv i min egen bolig, hvor jeg sparede 25 procent ved at skifte et 30 år gammelt naturgasfyr til et nyt,” siger Christian Brandt-Müller.

Bestil 3 uforpligtende tilbud på udskiftning af olie/naturgasfyr

Ikke alle energirenoveringer har betydning for energimærket

Det er dog ikke alle energirenoveringer, som automatisk giver boligen en bedre energimærkning.

”Der er mere fokus på miljø end aldrig før, men i en købssituation handler det i sidste ende om kroner og øre,” forklarer Christian Brandt-Müller og forsætter:

”En udskiftning af dine termoruder til tre-lags energiruder er eksempelvis ikke særlig interessant for køberen af boligen. Ser man på isolering er det klart noget køber spørger efter, men i sidste ende ikke mere end til, den samlede vurdering af boligen,” siger den erfarne ejendomsmægleren.

Det er derfor ikke med sikkerhed at en efterisolering eller mere energivenlige vinduer betyder at din bolig får et bedre energimærke. Du skal derfor tænke over, hvorfor du vælger at energirenovere før du påbegynder renoveringen. Ønsker du at energirenovere med henblik på en stigning i salgsværdien er det nemlig primært den generelle stand på boligen, som spiller en stor rolle.

Læs om 5 forbedringer, der øger boligens salgsværdi

Levetiden for de forskellige energirenoveringer

Energirenoveringer er dog ikke spildt, blot fordi boligens salgsværdi ikke stiger markant. Du kan nemlig hente store besparelser på varmeregningen, sikre mindre energitab og få et markant bedre indeklima. Derudover er energirenoveringer ofte renoveringer, som forlænger boligens levetid og herved er med til at vedligeholde boligen i det lange løb. Levetiden på de forskellige energibesparende tiltag varierer alt i mellem 10 og 40 år.


Levetiden for forskellige energisparende tiltag i antal år
Kilde: Byggeriets Energianalyse 2017, Dansk Byggeri
 

Analysen fra Dansk Byggeri viser, at efterisolering af bygningsdele har en levetid på hele 40 år, mens vinduer og varmeanlæg en levetid på 30 år. Derimod har varmeproducerende anlæg kun en levetid på 20 år, og belysningsarmaturer og automatisk varme til klimaanlæg på 15 år.

Håndværkerfradrag og energitilskud

Hvad end du overvejer at energirenovere boligen fordi du vil forbedre boligens energitab eller fordi du går rundt med salgstanker – er det et godt tidspunkt at gå i gang nu. Der er nemlig både håndværkerfradrag og energitilskud at hente på de grønne renoveringer.

Grønt håndværkerfradrag i 2017

Ønsker du at gøre brug af en håndværker til din energirenovering er der fradrag at hente på dette. Du kan nemlig få  fradrag på op til 12.000 kroner per person  for energirenoveringer og klimatilpasning af din bolig. Du kan også benytte håndværkerfradraget på hjælp fra en energirådgiver, der kan lave undersøgelser, der viser, hvilke energiforbedringer, der vil være de rette til netop din bolig.

Håndværkerfradraget indberettes hos Skat tastselv, hvor udbetalingen sker gennem forhøjet fradrag fordelt ud over årets resterende måneder. Du kan se mere om, hvordan du kan bruge det grønne håndværkerfradrag i vores infografik

Søg om energitilskud

Der er også penge at hente, hvis du selv giver dig i kast med at energirenovere boligen. Energiselskaberne har nemlig indgået en aftale, hvor de opkøber energibesparelser, som giver et kontakt tilskud til dem, der energirenoverer boligen. Vælger du eksempelvis at udskifte boligens varmekilde, isolere eller udskifte boligens vinduer til en mere energivenlig-model får du tilskud til dette.

Her kan du se en liste over, hvad du kan få tilskud til og læse mere om denne energitilskudsordning

Når du skal søge om energitilskud er det vigtigt, at du ansøger inden du køber materialer og påbegynder arbejdet – da tilskuddet ikke bevilliges med tilbagevirkende kraft. På Energihjem.dk kan du ansøge om tilskud til energiforbedring.

Skriv et svar