Gælder håndværkerfradrag også for sommerhus og andelsbolig?

Skrevet den 22. december 2015 af - 6 kommentarer

Læs mere om kravene, du skal leve op til, så du kan få gavn af håndværkerfradraget for arbejde udført på andelsboliger og sommerhuse.

Du kan godt bruge håndværkerfradrag på dit sommerhus og din andelsbolig, men kun under bestemte omstændigheder.

Det er meget vigtigt, at du opfylder de krav, der gør sig gældende for sommerhuse og andelsboliger, hvis du vil nyde godt af besparelsen, du får med håndværkerfradraget. Jeg vil derfor lige give dig et par råd med på vejen, inden du leder efter en håndværker og skal til at samle den nødvendige dokumentation, som du skal bruge til indberetningen hos SKAT. Se også vores tjekliste, som sikrer, at du husker det hele.

Sommerhuse

Lad os starte med sommerhuse. Der er et par krav, der skal være opfyldt:

  • Du bruger selv dit sommerhus som en fritidsbolig.
  • Du betaler ejendomsværdiskat af sommerhuset.

Begge punkter skal være opfyldt, hvis du vil have håndværkerfradrag.

Desuden skal du vide, at sommerhuse og andre fritidsboliger, som kun udlejes i erhvervsmæssige sammenhæng, ikke er omfattet af ordningen. Hvis du til gengæld kun delvist lejer dit sommerhus ud, kan du alligevel bruge håndværkerfradraget, men dog ikke til serviceydelser.

Du skal også vide, at det kun er ejeren og dennes ægtefælle, der kan få fradrag, men hvis der skulle være flere ejere, kan de hver især gøre brug af det.

Sommerhus i udlandet

Hvis du har et sommerhus i udlandet, kan du kun benytte dig af håndværkerfradraget, hvis dit sommerhus bliver ejendomsværdibeskattet i Danmark. Og så er det også et krav, at du anskaffer dig dokumenter, der oplyser om dobbeltbeskatningsaftale.

Inden du begynder at lede efter papirer, vil jeg foreslå, at du kontakter SKAT i Danmark og får afklaret med dem, hvilke dokumenter de kræver, at du anskaffer fra det land, du har sommerhuset i. Dernæst kunne det være en god idé at kontakte den danske ambassade i det pågældende land. Det kan godt være svært at finde vej til de helt rigtige papirer, så det kan den lokale danske ambassade godt give dig gode råd til.

Kolonihavehuse

Der er mange, der tænker på deres kolonihavehus som et sommerhus, og det giver god mening, siden de for det meste kun er beboelige om sommeren. Men de fleste kolonihavehuse er ikke omfattet af ordningen, fordi der typisk ikke betales ejendomsværdiskat af det, idet der ikke skal betales hverken ejendomsværdiskat eller ejendomsskat af en andel i en haveforening.

Andelsboliger

Det, som er afgørende, er, om du på kontrakten med dit boligselskab står som ansvarlig for renovering eller reparation af boligen. Står du som ansvarlig på kontrakten, så er du berettiget til håndværkerfradrag, hvis du vil have lavet håndværksarbejde i din andelsbolig. Er det derimod boligforeningen, der står som ansvarlig for vedligeholdelse og renovering, så er det ikke dit ansvar at renovere andelsboligen, og derfor er du heller ikke berettiget til håndværkerfradrag.

Som du kan se, er der et par ting, du skal være obs på for at få håndværkerfradrag til et sommerhus eller en andelsbolig.

Hvis du lever op til de her krav, så skal du bare huske at registrere dit håndværkerfradrag inden sidste frist. Nu hvor du ved, om du kan bruge håndværkerfradraget, kan du læse mere om hvilke ydelser fradraget dækker.

Skriv et svar

Kommentarer

  1. Lene Falk-Adamsen

    Hej
    Min søster og jeg ejer et sommerhus sammen. Hvordan er det med håndværkerfradraget?
    Har vi begge fradrag? Beløb? Har vores ægtefæller også fradrag, sommerhuset står kun i min søster og mit navn.

    Svar
    1. Stefan Sander Grods Stefan Sander Grods

      Hej Lene,

      I har hver især 18000,- i håndværkerfradrag, hvor 12000 af dem er for håndværksydelser og de resterende 6000,- er for serviceydelser. Kun dem, som står som ejere af sommerhuset er berettiget til håndværkerfradrag. I har dog begge to mulighed for at få håndværkerfradrag for arbejde, der er udført i sommerhuset – men I kan ikke begge to få fradrag for det samme stykke arbejde. Du kunne eventuelt få fradrag for udført el-arbejde, mens din søster kunne få for udført VVS-arbejde.
      Opdelingen er helt op til jer, I skal blot være opmærksomme på, ikke at indberette for det samme stykke arbejde, som har samme faktura-nummer.

      God dag.

      Venlig hilsen,

      /Stefan – 3byggetilbud.dk

      Svar
  2. Mads Videbæk

    Hej!
    Jeg har fået installeret en varmepumpe i sommerhuset, kan man ikke fratrække arbejdsløn for
    installation/arbejdsløn som håndværkerfradrag på selvangivelsen/Skat.

    MVH/MADS

    Svar
    1. Maria Carlsen

      Hej Mads,
      Mange tak for din henvendelse.
      Hvis du ellers opfylder kravene for håndværkerfradrag til sommerhus, så kan du godt få fradrag til opsætning af varmepumpen.
      /Maria – 3byggetilbud.dk

      Svar
  3. Maria Carlsen

    Hej Jørge

    Tusind tak for din kommentar. Jeg har opdateret artiklen nu, så den afspejler de nye krav efter årsskiftet.

    Svar
  4. Jørge Pape

    Hej.
    Jeg vil foreslå, at I får opdateret denne side om håndværkerfradrag til sommerhus.
    Jeg blev meget forvirret over jeres oplysning om, at der er krav om helårsbeboelse. Forvirringen øges, når I andet sted anfører, at kravet blot er benyttelse som fritidsbolig.
    Jeg har efterfølgende undersøgt det via Skats hjemmeside og Bolius. Ingen steder står det nævnt noget om helårsbenyttelse, derimod nævnes, at det var krav FØR 2016. Så nu må det bare være kravet om benyttelse som fritidsbolig, der er gældende.
    Vh
    Jørgen

    Svar