Gulvbelægning – Sådan finder du det rette gulv til din bolig

Skrevet den 12. april 2017 af - Ingen kommentarer endnu

Hvilke former for gulvbelægning kan man få? Hvad koster de? Hvordan er deres holdbarhed og funktionalitet? 3byggetilbud.dk ser nærmere på tendenserne i gulvbranchen og sammenholder pris, design og funktionalitet på de forskellige gulvtyper.

Det er smag og behag, der afgør, om du vil have træ, linoleum eller rå gulve. Fra fugefrie- og rå New Yorker-gulve til gulvbelægning med vinyl og linoleum, til trægulve i forskellige farver. Udvalget er stort og det kan være svært at vide, hvilket gulv, der passer bedst til din hverdag og dit hjem. I denne gulvguide kan du læse mere om de forskellige gulvtypers pris, design og funktionalitet. Læs om tendenserne i gulvbranchen og få fagmændenes gode råd.

Slidstærke og fugefrie gulve med et råt look

En tendens, der for alvor har vundet indpas de seneste år, er de rå gulve. Her er især epoxy- og polyurethangulve populære, da en slidstærk og fugefrie overflade i kombination med selvvalgte farver og mønstre, gør gulvene både praktiske og moderne. De minimalistiske og rå gulve passer ind i den moderne indretningsstil, hvor de i bedste New Yorker-stil giver rummene et råt og eksklusivt look.

Det rå look kan tage mange former. Du kan vælge at afslibe dine betongulve eller få belagt dine gulve med epoxy eller polyurethan. De fugefrie gulvtyper egner sig især til køkken, badeværelse og bryggers, da de er vandtætte og lette at rengøre. Det er dog muligt at få lagt fugefrie gulve i alle slags rum.

Epoxy- og polyurethangulve

Epoxygulve er typisk kendt fra industrihaler og erhvervslokaler, hvor den slidstærke overflade gør de store lokaler nemme at vedligeholde og rengøre. Det er dog i løbet af de seneste år blevet mere og mere populært at få denne slags gulv indenfor i de private hjem og i mindre butikker. Epoxygulve er ligesom det lignende polyurethangulv et fugefrit og slidstærkt gulv, som er kendetegnet ved sin spejlblanke overflade eller matte look. Disse gulvtyper er særligt populære, da det giver folk mulighed for at få et unikt og personligt gulv, hvor de selv kan designe farver og mønstre.

”Alle epoxy-produkter blandes i hånden. Man blander farven med en pensel eller ske og så hælder man det ud på gulvet og spartler let ud. På den måde kan man få et meget personligt gulv i de farver og mønstre man selv ønsker. Det samme gælder ved polyurethangulve,” informerer gulvmand, Thomas Jensen, fra Jensens Gulve ApS.

Det kræver certificering at lægge epoxy eller polyurethan, da materialet er giftigt i flydende tilstand. Selve lægningen af gulvet tager typisk 4-6 dage. Først skal gulvet slibes, derefter primes og så skal der lægges mellemlag og et toplag. Hvert lag tager omkring 12 timer at tørre og derfor skal gulvmanden ud flere gange.

Epoxy og polyurethan - Bestil 3 uforpligtende tilbud

Forskellen på epoxy og polyurethan

Forskellen på epoxy- og polyurethangulve er underlagets hårdhed. Polyurethangulve er blødere end epoxygulve og det virker derfor blødt og eftergivende at gå på, i forhold til det stenhårde epoxygulv. Epoxy kan kun lægges på hårde overflader såsom et afslebet betongulv, hvor polyurethan kan lægges ovenpå alle slags overflader, også trægulv. Thomas Jensen anbefaler derfor polyurethan til rum, hvor der er trægulve i forvejen og til 1 sals rum.

Hos Jensens Gulve ApS er epoxy og polyurethan lige efterspurgte: 

”Det kommer meget an på om man ønsker det helt hårde look og vælger epoxy eller om man er til det lidt blødere look, i form af polyurethan. Det handler også om, hvad der kan lade sig gøre i forhold til den nuværende gulvbelægning,” fortæller Thomas Jensen.

Der er i hvert fald ingen tvivl om at den ubrudte, fugefri overflade giver rummet et helt specielt look – en tendens der er meget oppe i tiden i de danske hjem.

Akryl-gulve

En anden form for fugefri belægning, som egner sig til de udendørs arealer, er akryl gulvet. Når gulvet er slebet og primet lægges akrylen og her tager det kun 55 minutter mellem lagene og gulvarbejdet kan derfor gøres færdigt på én dag.
Det er en belægning som lugter, når den lægges og derfor lægges den primært udendørs på terrasser og altaner, da den også er lavet til at kunne tåle kulde og frostgrader.

epoxy garage
Epoxy på garagegulv
Epoxy gulv
Epoxy-gulv
Poly før
Før polyurethan-behandling
Poly efter
Efter polyurethan-behandling
 Kort om epoxy og polyurethan:

    • Pris: Gulvene koster + 500 kroner pr. m2 men varierer alt efter underlag
    • Det tager 4-6 dage at få lavet epoxy og polyurethan. Det skal lægges af en fagmand
    • Denne slags belægning egner sig især i køkken, bad og bryggers, hvor gulvet udsættes for vand og slid. De kan dog lægges i alle rum
    • Vedligeholdelse og holdbarhed: Denne gulvtype er nem at rengøre. Gulvene holder alt i mellem 10-30 år alt efter, hvor hårdt gulvene er udsat for forskellige kemikalier, temperaturvariationer, slid osv.

Trægulve, afslibning og behandling

Trægulve er en gulvtype, der ses i mange hjem. Trægulve er naturlige og slidstærke og kan fås i mange udtryk, størrelser, farver og kvaliteter. Alle kender til de typiske trægulve, men de er langt fra gået af mode og efterspørges stadig i stor grad. Og særligt én tendens går igen, når gulvmand Steffen Olsen, fra Olsen Service, bliver kaldt på job:

”Folk efterspørger lyse gulve. Hvid lak er meget op i tiden da det gør gulvene lysere og derved lyser rummene op. Folk efterspørger også hvid ludbehandling, der giver et lidt mere råt look end de lakerede gulve,” fortæller Steffen Olsen.

Trægulve egner sig bedst i rum, hvor de ikke udsættes for, for meget vand, såsom stue og soveværelset. Mange har dog trægulv i næsten alle boligens rum, bortset fra badeværelset og, hvis man plejer sine gulve godt kan de sagtens holde til dette. Steffen Olsens erfaring er, at et trægulv typisk holder i 10 år alt efter, hvor udsat det er for slid. Da der er stor forskel på, om det er et ældre ægtepar eller en livlig børnefamilie, der bor i boligen.

Gulvafslibning og behandling - Bestil 3 uforpligtende tilbud

Sådan vedligeholder du bedst dine trægulve

Steffen Olsens anbefaling er klar, når det kommer til vedligeholdelse af boligens trægulve.
”Folk med trægulve skal holde sig fra at bruge rengøringsartikler når de vasker gulv, da husholdningsartikler med kemikalier opløser lakken og dermed skader gulvet. Vand, en smule sulfo eller en gulvsæbe fra gulvmanden er det bedste at bruge,” fortæller den erfarne gulvmand.

En anden måde at vedligeholde trægulvene på er gennem plejeaftaler. Her kan du give dine trægulve en let afslibning og få dem behandlet med lak, lud eller olie. Det anbefales at gulvene plejes hvert andet år. Dette er både billigere end en fuld afslibning og samtidig skåner man sit trægulv ved ikke at slibe for meget af gulvbrædderne.

Trægulv
Lakeret trægulv
Trægulv
Ubehandlet trægulv
 Kort om trægulve:

    • Pris: Gulvafslibning med lud og lak koster cirka 100-130 kr. pr. m2 (ekskl. moms)
    • Det tager 2-3 dage at slibe og behandle gulve alt efter størrelsen på rummet
    • Trægulve egner sig i alle rum, der ikke er vådrum, såsom stue og soveværelse
    • Vedligeholdelse og holdbarhed: Denne gulvtype er nem at rengøre, hvis overfladen er behandlet. Gulvene holder cirka 10 år og med en plejeaftale hvert andet år holder de længere

Gulvbelægning

Et sort-hvid ternet gulv i køkkenet eller et laminatgulv i trælook? Der findes gulvbelægning i mange forskellige former og mønstre, hvor linoleum, vinyl og laminat er de mest efterspurgte gulvbelægninger.

Linoleumsgulve i mange mønstre og farver

Linoleum er et tyndt og elastisk materiale som kan lægges i baner eller i fliser ovenpå eksisterende gulv. Et linoleumsgulv er et naturprodukt, der findes i mange farver og mønstre, hvilket gør det nemt at skabe et personligt look.
Linoleum er et slidstærkt gulv og kan bruges i alle rum bortset fra vådrum, da linoleum ikke er vandtæt. Linoleum er en god gulvbelægning da, det er nemt at montere og let at rengøre, erfarer projektleder, Kevin Hertzberg, fra Fomsgaard Gulve ApS:

”Linoleum er et halvhårdt materiale som er lyddæmpende og rart at gå på. Det er nemt at gøre rent, og små ridser vil med tiden udviskes fordi materialet er smidigt,” fortæller Kevin Hertzberg.

Vinylgulve på badeværelset

En anden gulvtype som Fomsgaard Gulve ApS ofte belægger er vinyl. Vinylgulve kommer i to typer, nemlig boligvinyl og vådrumsvinyl. Boligvinyl er et kunstprodukt af blødgjort plastik og er derfor både tyndt og elastisk. Ligesom med laminatgulvet findes vinylgulvet i mange farver og mønstre som lægges løst på det eksisterende gulv. Vinyl er slidstærk og kan tåle at ligge på gulve med gulvvarme.

Den anden type af vinyl hedder vådrumsvinyl og er den eneste af de elastiske gulvbelægninger, der, hvis den svejses af fagmand, kan gøres vandtæt og lægges i vådrum. Du kan få vinylgulve i alt fra skaktern til fliselook og det er derfor meget populært at få lagt i køkken og bryggers. Skal du have lagt vådrumsvinyl på badeværelset er det dog vigtigt at det vådrumsgodkendes af en fagmand, understreger Kevin Hertzberg.

Et autentisk laminatgulv

En tendens som Kevin Hertzberg, fra Fomsgaard Gulve ApS, oplever er efterspørgslen på de autentiske laminatgulve. Laminatgulve er ikke rigtige trægulve, men har et naturligt look, som gør det nærmest umuligt at skelne fra et ægte trægulv.

”Der er begyndt at komme nogle fede gulve indenfor laminatgulve. I dag er laminatgulve ikke længere blot et billede af et gulv på et gulv. Laminatgulve har fået et naturligt look med struktur som træ og der er endda knaster på. Det er derfor kun dig som kunde, der kender forskellen og alle andre vil tro at du har et ægte trægulv i stuen,” siger Kevin Hertzberg.

Laminatgulve er nemmere at vedligeholde end trægulve og er billigere at få belagt. Et laminatgulv kan lægges ovenpå alle typer underlag, da det er et såkaldt svømmende gulv og derfor tilpasser sig. En ulempe ved laminatgulvet er, at det ikke kan repareres. Taber man en kniv på laminatgulvet kommer der en permanent flænge, som ikke kan fjernes. Laminatgulve kan lægges i alle rum, der ikke er vådrum, da træprofilen ødelægges af vand.

Laminat
Vinylgulv i trælook
vinyl-rum
Laminat-gulv i trælook
Vinyl køkken
Vinyl i køkken
Vinyl farve
Lilla vinyl-gulv i køkken
 Kort om gulvbelægning:

    • Pris: Linoleums gulv koster mellem 450-850 kroner pr. m2 (ekskl. moms), dette inkluderer levering, spartling og montering. I alle gulvtyperne er det undergulvet, der afgør prisen
    • Alt efter rummets størrelse tager det ikke mere end et par dage at få belagt sine gulve
    • Denne slags belægning, bortset fra vådrumsvinyl, egner sig i alle rum, hvor gulvet ikke udsættes for vand
    • Vedligeholdelse og holdbarhed: Denne gulvtype er nem at rengøre og har en holdbarhed på 10-20 år alt efter slid

Gulvbelægning - Bestil 3 uforpligtende tilbud

Skriv et svar