Sådan indgår du en god håndværkeraftale

Skrevet den 30. januar 2013 af - 2 kommentarer

Når man skal i gang med et bygge- eller renoveringsprojekt, er det vigtigt at komme godt fra start. Her er det altafgørende, at du finder den rette håndværker/leverandør og sikrer dig, at I er enige om forløbet. Sker det ikke, kan det medføre store økonomiske konsekvenser.

Sådan indgår du en god aftale med håndværkeren

Når du skal i gang med en byggeopgave eller et renoveringsprojekt, er det vigtigt, at du indgår en god og fyldestgørende håndværkeraftale, så alle parter bliver tilfredse. Dette er alfa og omega, inden du går i gang og sætter det pågældende håndværkerfirma i gang, simpelthen for at undgå eventuelle uoverensstemmelser, der i sidste ende kan koste dig mange penge.

Hvad skal laves?

Først og fremmest skal du have et klart overblik over, hvad du skal have lavet. Hvad drejer opgaven sig om, hvilke materialer vil du benytte og hvad er dit budget? Her kan du med fordel gøre dit forarbejde og din research, så du er klædt på til at indgå en aftale med leverandøren.

Fra begyndelsen skal du have fokus på at indgå en aftale, der dækker hele opgaven, så du ikke senere kommer i problemer og uoverensstemmelser med leverandøren. Her er det vigtigt, at du tager referater af de møder, du har med leverandøren. Du kan også sende en mail med, hvad I har aftalt, og så få leverandøren til at godkende referatet. Dette er ikke en bindende aftale, men skulle der senere komme problemer, har du noget brugbart dokumentation.

5 ting du skal huske ved håndværkeraftalen

  • Aftalen – indgå en skriftlig aftale, hvor alle relevante punkter i opgaven er gennemgået og underskrevet.
  • Garanti – Det er en god idé at sikre dig, at leverandøren har en garanti for arbejdet, evt. igennem firmaets brancheforening.
  • Rettigheder – Ved fejl og byggesjusk står du stærkest, hvis det er skrevet ind i aftalen, hvordan fejl og mangler håndteres.
  • Dagbøder – Det er en god idé at få ind i aftalen, at leverandøren skal betale dagbøder, hvis projektet bliver forsinket.
  • Betaling – Sørg for, at der i aftalen står, hvordan betalingen skal foregå.

En rigtig håndværkeraftale

Men referaterne er ikke fyldestgørende. Når du har styr på, hvad der skal laves, og håndværkeren har været ude at bese opgaven og afgivet et tilbud, er det tid til at indgå den endelige aftale. Her kan det anbefales, især ved lidt større opgaver, at du bruger standardkontrakten for byggeopgaver (PDF) for forbrugere, udarbejdet af Energistyrelsen.

I denne aftale fremgår en række nødvendige felter, der skal udfyldes, hvilket sikrer dig som forbruger og bygherre. Aftalen indeholder alle relevante oplysninger såsom betaling, pris, tidsplan, forsinkelse, aflevering, garantiordning m.m. Det kan anbefales, at aftalen udfyldes sammen med håndværkerfirmaet, så I er helt enige om, hvad der skal laves. Dermed er du sikret de vigtigste ting i forbindelse med et byggeprojekt.

Garanti

Når man går i gang med et byggeprojekt, kan det være en god idé at vælge en leverandør, der er omfattet af en garantiordning, som for eksempel kan være igennem firmaets brancheorganisation. Typisk er en AB92’s entreprenørgaranti (PDF) den mest oplagte, da den dækker de hyppigste ting omkring et privat byggeri. Der findes også den såkaldte  Byg Garanti, der blandt andet sikrer en garanti efter arbejdet er færdigt, tre år for synlige fejl og ti år for skjulte fejl og dækning mod sjusk, fejl og mangler op til 100.000 kr. Dog skal man være opmærksom på, at en Byg Garanti kun gælder for private boligejere, og ikke andels- og ejerboligforeninger.  For at sikre dig, at firmaet er omfattet af en Byg Garanti, kan du bede om håndværkerens telefonnummer, adresse og CVR-nummer, så kan du tjekke, om han er omfattet af en garantiordning.

Dansk Håndværk har også en garantiordning, der dækker med op til 100.000 kroner for alle Dansk Håndværks medlemmer. Garantiordningen dækker både arbejde udført i én- eller to-familieboliger, forbrugerens egen ejerlejlighed eller andelsbolig, sommerhuse, privatboliger i forbindelse med blandet bolig- og erhvervsejendomme, samt lejeboliger, hvis arbejdet bestilles og betales af lejeren selv. Vedtægterne for Dansk Håndværks garantiordning kan findes som PDF her.

Læs også: Infografik: Klageproces til håndværkere og byggeri

Dine rettigheder

Det kan være svært at slå på sine rettigheder i tilfælde af byggesjusk eller andre mangler, hvis I ikke har indgået en fyldestgørende håndværkeraftale, enten AB Forbruger (standardkontrakten) eller AB92 (PDF), da det så typisk bliver påstand mod påstand. Noget der kan trække i langdrag og til sidst ende med at koste dig mange penge. Husk derfor at indgå en omfattende håndværkeraftale, så du har din dokumentation i orden. Så er det nemmere for dig at slå på dine rettigheder i tilfælde af mangler og sjusk. Husk at skriv ind i aftalen, hvordan eventuelt byggesjusk skal håndteres.

Betaling af håndværkere

Det skal fremgå af aftalen med håndværkeren, hvad opgaven koster, og hvornår betalingen skal falde. Ved mindre, private opgaver, falder betalingen typisk, når arbejdet er udført. Ved større opgaver, er det kutyme, at betalingen falder over flere omgange – under og efter byggeriet. Det er ofte en rigtig god idé, at tilbageholde den sidste rate indtil du er 100 procent sikker på, at der ikke er fejl og mangler i byggeriet.

Dagbøder

Dagbøder kan være et fornuftigt middel til at sikre, at byggeriet forløber som det skal, og at tidsplanen overholdes fra håndværkernes side. Derfor er det en god idé at få ind i aftalen, at der gives dagsbøder til håndværkeren, hver gang tidsplanen skrider. Det er især vigtigt, hvis du har flere leverandører, for eksempel en VVS’er, en murer og en elektriker. Hvis én af dem bliver forsinket, kan det forsinke hele processen, og her er det rart at have dagbøderne som en økonomisk sikkerhed.

Man skal som bygherre dog også være opmærksom på, at hvis der indgåes en aftale om dagbøder så kan håndværkerne indregne denne “risiko” i deres tilbud og derved kan det i sidste ende potentielt være en dårlig aftale for dig.

Andre relevante sider om håndværkeraftaler

Forbrug.dk (håndværkerinfo)
Boligejer (håndværkerinfo)
Byggeguide – Om håndværkerkontrakter
Bolius 5 gode råd
TAENK.dk – Håndværkeraftaler

Skal du have udført en håndværkeropgave, kan du gratis indsende din opgave på 3byggetilbud.dk, hvorefter du modtager tre uforpligtende tilbud.

P.S. Har du spørgsmål omkring håndværkeraftaler, så spørg løs i kommentarfeltet herunder.

Skriv et svar

Kommentarer

  1. Rahman

    Hvis man har fået et krav fra kommunen om at rive en væg med kan firmaet så stille garanti for at tingene bliver lavet. Selv om det over skrider deadline fra kommunens side? ??:-)

    Svar
    1. Toke Joensen

      Hej Rahman
      Det er umiddelbart noget du skal have clearet med kommunen, hvis det overskrider deres deadline. Det vil givetvis variere fra kommune til kommune om en håndværkeraftale er tilstrækkelig garanti for at en renovering bliver udført, eller om det faktisk arbejde skal være gjort før de godtager det. Derfor vil jeg råde dig til at kontakte den kommune, der har stillet dig kravet om at rive muren ned, og høre hvad de siger.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

      Svar