Få 3 tilbud
Sektion Energirenovering

Er huset velegnet til en varmepumpe?

Varmepumper er i dag et økonomisk og miljømæssigt godt alternativ til almindelige opvarmningsformer som olie og gas. Man skal dog samtidigt være opmærksom på, at ikke alle huse er lige velegnede til varmepumper. For at varmepumpen fungerer så effektivt som muligt og også kan opvarme huset, når det er rigtigt koldt spiller husets isoleringsmæssige tilstand og varmefordelingssystem en vigtig rolle.

Korrekt dimensionering og installation

Modsat andre opvarmningsformer bliver varmepumper normalt ikke dimensioneret til at dække hele boligens varmebehov men derimod kun 95-98 %, da det erfaringsmæssigt giver den bedste driftsøkonomi. Det resterende varmebehov dækkes derfor normalt af en el-patron inde i varmepumpen, som slår til, når det bliver rigtigt koldt og sørger for at huset får den varme det har behov for.

Har man et for lille anlæg vil en større andel af varmen fra varmepumpen skulle produceres som ren elvarme af elpatronen i varmepumpen, eller med anden supplerende varmekilde, når det er koldt udenfor. Modsat vil en overdimensioneret varmepumpe få alt for mange start/stop sekvenser med mere slitage til følge og kan om sommeren få problemer, hvis den ikke hurtigt nok kan komme af med varmen i driftsperioder med opvarmning af brugsvand.

Det er derfor vigtigt at sikre sig, at varmepumpen er korrekt dimensioneret til husets varmebehov og hverken er for lille eller for stor, samt at alle tiltag omkring efterisolering af boligen er klaret, inden man installerer en varmepumpe.

Optimal drift ved lav fremløbstemperatur

Varmepumper er karakteriseret ved at være et lavtemperaturanlæg og fungerer mest effektivt ved lave fremløbstemperaturer til centralvarmeanlægget. Typisk falder varmepumpers effektivitet med 2-3 % for hver grad man øger fremløbstemperaturen, så jo lavere fremløbstemperatur man kan køre med, dets bedre virkningsgrad får varmepumpen og jo lavere bliver varmeregningen.

For at sikre en optimal drift med lav temperatur skal boligen være forsynet med store varmeflader, enten i form af gulvvarme eller store radiatorer. Har man radiatorer bør man altid sikre sig, at varmepumpen kan levere den nødvendige fremløbstemperatur med en fornuftig virkningsgrad. Har man eksempelvis et 1-strengs centralvarmeanlæg vil det normalt ikke være egnet til varmepumper pga. en ringere køling.

Uanset om man har gulvvarme eller radiatorsystem vil efterisolering af varmerør og bygningen betyde, at man vil kunne sænke fremløbstemperaturen og dermed forbedre varmepumpens effektivitet. Samtidigt er et velisoleret hus også en forudsætning for i det hele taget af have gulvvarme uden at få kuldenedfald fra ydervægge og vinduer.

Test selv dit radiatoranlæg

Du kan evt. selv teste om dit hus er egnet til en varmepumpe ved på en kold vinterdag, at skrue fremløbstemperaturen på centralvarmeanlægget ned på 45 grader eller lavere (Husk, at pladejernskedler kun kortvarigt må stå lavere end 60 grader).

Hvis din cirkulationspumpe har flere trin, så sæt den på det højeste trin, så der kommer mest mulig gennemstrømning i anlægget, og samtidig skal du åbne alle radiatorventiler helt op. Hvis du herefter ikke kan holde en behagelig rumtemperatur på 21 grader, så er en løsning med varmepumpe sandsynligvis ikke den rigtige. Her kan det evt. være nødvendigt, at udskifte de eksisterende radiatorer med nogle større og termostater kan skiftes til en model med større gennemstrømning, hvorved middeltemperaturen i radiatoren øges.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

10 kommentarer

Hvor oplagt er en varmepumpe til et enstrenget anlæg på et lille hus på 95m2. Hvor det varme vand bliver lavet via varmegenvinding fra en Nilan varmegenvindingsanlæg og hvor varmepumpen kun skal sørge for varmeapparater?

Nynne GrothNynne Groth

Hej Jens

Tak for din kommentar. Jeg vil klart anbefale, at du kontakter en varmepumpemontør for konkret vejledning. Du er også velkommen til, at benytte vores service til at indhente uforpligtende tilbud: https://www.3byggetilbud.dk/indhenttilbud/

De bedste hilsner
/Nynne – 3byggetilbud.dk

AvatarAnders Leman

Hej .
Jeg kan ikke forstå hvorfor det vil være billigere i drift med en lavere fremløbstemperatur, når det varme brugsvand alligevel skal varmes op til 55 grader?

I mit hoved vil det sige at jo højere fremløbstemperatur jo mindre el-patron skal der bruges til at opvarme det varme brugsvand?
Jo lavere fremløbstemp. jo mere strøm skal der bruges til el-patronen for at varmtvandsbeholderen, har de ca. 50-55 grader??

Mvh. Anders.

Nynne GrothNynne Groth

Hej Anders

Tak for din kommentar. Vi har desværre ikke nogen fagpersoner siddende. Da dit spørgsmål er af teknisk karakter vil jeg derfor anbefale, at du kontakter en varmepumpemontør direkte med spørgsmålet. Vi har skrevet en opdateret guide om varmepumper på vores søsterportal Energihjem.dk. Måske den er mere aktuel: http://www.energihjem.dk/varmepumper

De bedste hilsner
/Nynne – 3byggetilbud.dk

Viser 0 af 10 kommentarer

Vis flere kommentarer