Hvor meget sparer jeg? Beregning af dit håndværkerfradrag

Skrevet den 22. december 2015 af - 3 kommentarer

Få indsigt i, hvor meget du har mulighed for at spare ved at bruge håndværkerfradraget, og hvordan du beregner din besparelse.

Det er et godt spørgsmål, så lad os sammen se på det og få skabt et overblik over, hvad du kan spare i håndværkerfradrag.

Ydelserne bliver todelt fra 1. januar 2016

Der er meget nyt ved håndværkerfradraget, bl.a. ydelserne det grønne fradrag dækker over, men også selve beløbet og måden det deles op på.

Det samlede håndværkerfradrag kommer til at stige fra 15.000 kr. til 18.000 kr. per person. Heraf kan du bruge 12.000 kr. til håndværksarbejde, og de resterende 6.000 kr. kan du bruge til serviceydelser. Med andre ord har du 3.000 kr. mere til rådighed pr. person, når det grønne håndværkerfradrag bliver introduceret (læs mere om de nye tiltag her).

Du skal være opmærksom på, at der ikke er nogen begrænsning pr. husstand. Samtlige myndige personer har ret til et håndværkerfradrag. Det er derfor meget vigtigt, at I husker at anmelde jeres håndværkerfradrag som en ydelse på hvert jeres navn individuelt og ikke som en husstand. Du kan også få fradrag for sommerhus og andelsbolig.

Opdel fakturaerne mellem jer

Hvis der er mere end en person boende et sted, så er det vigtigt, at I opdeler arbejdsopgaverne. Hvis vi siger, at I har to opgaver, der skal udføres, så vil det ideelle være, at I fakturerer en opgave på hvert jeres navn.

Hvis I kun har én opgave, fx at få skiftet vinduerne ud derhjemme, og det tager to uger, så kan I gøre det sådan, at du faktureres for den første uge og din samlever/partner den anden. Det er måske et meget forenklet eksempel, men det er sådan logikken er med det her. Du må endelig ikke undervurdere vigtigheden af det, for hvis I gør noget forkert her, så ender det med, at I ikke er berettiget til jeres håndværkerfradrag.

Hvor meget kan du få

Lad mig give dig et eksempel på, hvad jeg mener.

Hvis vi antager, at du har en familie, der består af to voksne og to børn under 18, så har I tilsammen 24.000 kr. til håndværksarbejde samt 12.000 kr., der kan bruges til serviceydelser, hvilket bl.a. kan være børnepasning og kørsel til jeres børn. Serviceydelserne kan I også bruge til at vinde kvalitetstid med hinanden, ved at I kan få udført sådan noget som rengøring eller havearbejde som en del af serviceydelserne.

Antager vi så, at børnene er myndige eller bliver det inden årets udgang, så hæver I faktisk jeres rådighedsbeløb. For en familie med to voksne og to myndige børn vil tilsammen kunne få 48.000 kr. i fradrag til håndværksarbejde og 24.000 kr. til serviceydelser, hvis børnene betaler deres egne fakturaer.

Det er selvfølgelig ikke et krav, at I er en familie. Det kan også være, at I blot er nogle venner eller bofæller, som er gået sammen om at købe et hus og bor der sammen. I det tilfælde vil samme regler gælde for jer, som de gør i eksemplet foroven med familien.

Det er afgørende, hvor du er bosat i landet. Hvis du er bosat i en kommune, hvor kommune- og kirkeskatten samt sundhedsbidraget er høje, så vil du netto spare mere. Lad mig give dig et eksempel på, hvad jeg mener. I gennemsnit betaler man i Danmark 25,3% i kommuneskat, 3% i sundhedsbidrag og 0,9% i kirkeskat. Hvis du lægger de tre procenttal sammen, giver det 29,2%.

For at regne din besparelse ud, skal du gange de 29,2% med dit fradrag.

Som eksempel giver 0,292 X 18.000 kr. en kontant besparelse på 5.256,- kr. Beløbet, du sparer i skat er altså 5256 kr.

Ved hjælp af det her lille regnestykke kan du med det samme finde ud af, hvor meget du kan spare.

For at du kan få fradraget, er det vigtigt, at du har de rigtige papirer klar, så du er velkommen til at læse videre i vores artikel, der beskriver dokumentationskravene til fradraget. Du kan også finde hjælp til indberetningen af dit fradrag til SKAT, ved at læse vores artikel om emnet. Husk også at få fradraget registreret inden sidste frist.

Skriv et svar

Kommentarer

  1. Hej
    Hvis jeg betaler min rengøringshjælp 800 kr pr mdr hvad kan jeg trække fra? Jeg tænker hvad betaler jeg reelt for det med håndværker fradraget?

    Svar
  2. Hej. Beregningen er ikke helt korrekt. Man får et fradrag på 5.256, dvs man skal betale skat af 5.256 mindre. Besparelsen er altså fradraget ganget med ens trækprocent. Så hvis trækprocenten er 40%, er den kontante besparelse 2.102kr (5256*0,4).

    Svar
    1. Maria Carlsen

      Hej Dorte og tak for din kommentar.
      Grunden til, at tallet er lavere, er, at håndværkerfradraget er et såkaldt ligningsmæssigt fradrag, hvilket betyder, at det kun er den andel af skatteprocenten, som kommer fra sundhedsbidraget, kommune- og kirkeskatten, som tæller med.
      Se mere her: https://da.wikipedia.org/wiki/Ligningsm%C3%A6ssige_fradrag

      Svar