Det siger loven, når du laver nyt badeværelse

Skrevet den 26. august 2013 af - 45 kommentarer

Et nyt badeværelse er lækkert, men også en kompliceret renovering, når det gælder selve udførelsen og de forskellige installationer. Få det store overblik over, hvilke lovbestemmelser du skal overholde, hvad du selv må udføre og hvad du skal have en autoriseret håndværker til at udføre.

nytbadevaerelse

Når du skal i gang med det nye badeværelse, skal du ikke kun vælge materialer, de nye fliser, vandhane, bruser og spejl. En lige så stor og endnu vigtigere opgave er at overholde de mange regler, der er forbundet med installationen af et nyt badeværelse som for eksempel hældningen i gulvet, elinstallationerne og vandinstallationerne. Vigtigst af alt er, at reglerne for vådrum overholdes til punkt og prikke.

Regler og love i forbindelse med etablering af et nyt badeværelse tager udgangspunkt i Byggeloven, der sikrer, at byggeriet er udført efter bestemte regler.

Placering af badeværelset

Handler det om nybyggeri, siger Bygningsreglementet, at der minimum skal være ét WC på den etage, hvor husets indgang er. Derudover skal døren have en bredde på minimum 77 cm. af hensyn til kørestol og gangbesværede.

Indretning og afstand

En af de vigtige ting, når man etablerer et nyt badeværelse er tilgængeligheden. Her skal man være bevidst om, at installationer som et toilet og en håndvask kræver, at der er en fri afstand på 110 cm., simpelthen for at gøre det mere tilgængeligt at bevæge sig rundt i rummet. Er der tale om en ombygning, behøver disse regler om afstand ikke at være opfyldt, kun ved nybyggeri. Dog anbefales det, at man så vidt muligt forsøger at skabe plads og tilgængelighed.

Materialer og konstruktioner

Det er et krav, at vægge og gulve kan tåle den fugt, interiøret udsættes for samt den almindelige fysiske påvirkning. Derfor skal mange materialer have en MK-godkendelse. Derudover skal disse installationer kunne tåle diverse kemikalier, vand og rengøringsmidler, der anvendes i et vådrum. Der er forskel på vådrum, nemlig om det er den del af rummet, hvor vægge og gulv påvirkes af vand, men så er der også toiletafdelingen, hvilket ikke betegnes for et vådområde. I området med toilettet er det en god idé, at gulvet bliver lagt som var det i et vådrum, grundet hygiejne.

Få 3 tilbud på renovering af badeværelset

Hvad er et vådrum?

Vådrummet er omkring bruseren, håndvasken og badekaret – de områder, der ofte er udsat for vandpåvirkning. I disse områder er de nederste ti cm. også en del af vådområdet. Er hele badeværelset ikke større end 3,25 m2, er alle vægge en del af vådrummet, hvilket ofte ses på badeværelser i lejligheder. Dette skyldes, at der i mindre badeværelser er større chance for at sprøjte vand på væggene. I øvrigt har Statens Byggeforskningsinstitut lavet an rapport (SBI Anvisning 200 vådrum), der fortæller, hvordan man griber et vådrum an.

Krav til vådrum

  • Gulve og vægge skal udføres, så de kan modstå de fugtpåvirkninger og de mekaniske og kemiske påvirkninger, der normalt forekommer i vådrum.
  • Gulve og gulvbelægninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende skal være vandtætte.
  • I rum med gulvafløb skal gulvet i den vandbelastede del af rummet have fald mod afløbet.
  • I den vandbelastede del af rummet må der ikke udføres rørgennemføringer i gulvet.
  • Vægge- og vægbeklædninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende skal være vandtætte i den vandbelastede del af rummet.

Hældning til gulvafløb

Alle gulvarealer, der har et vandafløb, skal have en hældning på 1-2 procent, så vandet løber korrekt ned mod afløbet og ikke oversvømmer gulvet. Her er det vigtigt at få en autoriseret håndværker til at udføre arbejdet, hvis man vil være sikker på, at hældningen er korrekt udført.

Krav til ventilation

Frisk luft og udluftning på badeværelset er afgørende for et sundt klima. Blandt andet derfor er der ifølge bygningsreglementet krav om en særskilt udsugning med åbning på minimum 200 cm2. Derudover skal det være muligt at trække luft ind, så der er frisk luft og et godt indeklima. Her skal ventilationsåbningen minimum være 100 cm2.

Gør-det-selv eller professionelt arbejde

Selv om dine hænder er skruet godt på, er der bestemte ting, du ikke selv må udføre, når det gælder badeværelset. Når det handler om vvs-arbejdet og elinstallationerne skal du have autoriserede håndværkere til at udføre arbejdet. Derudover skal alt kloakarbejde laves af en autoriseret kloakmester.

Bestil 3 uforpligtende tilbud på renovering af badeværelset

Byggetilladelse

Hvis du bor i et hus, skal du have en byggetilladelse til at etablere et nyt badeværelse. Er der tale om en udvidelse af badeværelset, eller flyttes badeværelset til et andet rum i huset, så er der ikke behov for en byggetilladelse. Hvis du bor i lejlighed, skal du næsten altid have en byggetilladelse og indsende en anmeldelse til kommunen. Uanset om det gælder flytning af vægge, udvidelse af badeværelset, sænkning af loftet eller en ny placering af toilettet, skal du have en tilladelse fra kommunen. For at være helt sikker på, hvad du må og hvad du skal anmelde, så tag en snak med kommunen eller en bygningsinspektør.

BBR-registret

Når du får renoveret badeværelset, skal du huske at oplyse alle ændringer, store som små, i BBR-registret, så alt er ajour i forhold til standen og udviklingen i din bolig.

Skal du have etableret et nyt badeværelse eller renoveret det gamle, kan du gratis indsende din opgave på 3byggetilbud.dk, hvorefter du modtager tre tilbud fra udvalgte leverandører. 

Kommentarer er lukket.

Kommentarer

  1. Jeg er ved at få renoveret badeværelse i min lejlighed og har fået lagt nyt afløb, (det skulle flyttes over i den anden side da jeg rykker brusekabinen) – i den forbindelse kommet mit gulv til at være hævet 3-4 cm over gulvet i gangen, der er lavet hæld samt nedsænkning i selve brusekabineområdet, men nu får jeg af vide at det slet ikke er lovligt at hæve et badeværelsesgulv over andre gulve i lejligheden? Dog er det en autoriseret murer og vvser jeg bruger så det ville undre mig hvis de laver noget der er i strid med lovgivningen.

    Hilsen Sidsel

  2. Henrik Bendtsen

    Hej Lasse.
    Jeg har været i en lignende situation
    Der er den løsning at installere et toilet med P- lås og en kværn, disse fås med indbygget kværn, de er lidt dyre, men efter min mening er de det værd, de fylder ikke så meget og er lidt pænere at se på, ellers kan man købe toilet med separat kværn. Jeg er næsten sikker på at dette er den nemmeste, pæneste, hurtigste og billigste måde at løse problemet på.

    Henrik

  3. Hej!

    Jeg er ved at købe andel, hvor der kun er etableret toilet ude på bagtrappen, hvorfor faldstammen til toilet også kun findes derude.

    Jeg overvejer om man kan tilslutte et toilet ud til bagtrappen, og så trække tilslutningsrøret gennem bagtrappen og indtil faldstammen. Men er i tvivl om hvor stor en hældning man skal have på sådan et tilslutningsrør fra toilettet til faldstammen? Ved i hvad den mindste hældning der skal være er?

    På forhånd tusind tak for hjælpen.

    Ps. tilslutningen vil nok strække sig lige over 2,5 meter.

    1. Maria Carlsen

      Hej Lasse,
      Tak for din henvendelse. Jeg er ikke helt sikker på hvad du mener. Er der flere faldstammer i spil? Både en inde og ude? Hvis du overvejer at tilslutte til en faldstamme inde, så formoder jeg, at den er i køkkenet? I såfald skal du være opmærksom på, at køkkenfaldstammer ofte kun måler 70 mm i diameter, og skal et toilet tilsluttes er kravet mindst 100 mm. Under alle omstændigheder, vil jeg anbefale dig at tage kontakt til en autoriseret vvs’er, da alle former for indgreb i de eksisterende faste vand- og afløbsinstallationer skal udføres af en autoriseret vvs-installatør. Ligeledes kan en vvs’er vejlede dig i forhold til, hvad du har af muligheder for tilkobling af et toilet i din nye bolig.
      /Maria – 3byggetilbud.dk

  4. Anne Christensen

    Hej

    Vi har netop solgt vores andelslejlighed, og nu kommer køber med indsigelser i forhold til badeværelset. Enkelte mosaikker i gulvet er gået løse og en efterfølgende VVS-rapport vurderer at gulvet “gynger”. Badet er lavet professionelt i 2005, af tidligere ejer. Hvordan skal vi forholde os til dette? Er det vores ansvar og skal vi betale for at få det lavet?

    1. Maria Carlsen

      Hej Anne,

      Det er almindelig praksis, at hvis der efter overtagelsen af en andelsbolig kan vise sig at være fejl og mangler ved boligen, og så kan køber henvende sig til sælger og gøre sit krav gældende. Køber bør altid kræve udbedring af fejl og mangler inden udløbet af 14-dages fristen, inden jeres tilgodehavende afregnes. Herefter er uenighed om fejl og mangler udelukkende en sag mellem køber og sælger.Lejlighedens generelle vedligeholdelsesstand kan ikke påtales som fejl eller mangel. Derimod kan manglende funktionsdygtighed og ulovlige installationer påtales. I kan derfor godt komme til at hæfte for fejlen, da der er tale om installationer på et badeværelse. Hvordan syn og skøn foretages i de enkelte andelsboligforeninger varierer afhængigt af vedtægterne i foreningen. Jeg vil derfor anbefale jer at rådføre jer hos bestyrelsen i foreningen for at undersøge, hvad praksis er i jeres forening, og hvordan I forholder jer til fejl og mangler i lejligheden.

      /Maria – 3byggetilbud.dk

  5. Hej Helle

    Vi har købt nyt hus fra 1971, med to badeværelser.

    Det ene badeværelse er oprindeligt, og indeholder en bruseniche, et karbad uden overløbssikring.

    Problemet er, at faldet i brusenichen leder vandet væk fra afløb og ud midt på gulvet. Problemet er i sin tid løst ved at sætte en kant på i nichen så vandet bliver inden i nichen og skal skrabes væk.

    Det andet badeværelse er der på et tidspunkt blevet sat en bruseniche op med kant. Det betyder, der ikke er afløb i resten af rummet.

    Ingen af de to forhold er nævnt i tilstandsrapporten.

    Spørgsmål: Skal der ved lov være to afløb, når der er bruseniche med kant, og kan vi anmelde dette til vores ejerskiftforsikring?

    1. Toke Joensen

      Hej Thrane
      Reglerne om badeværelser siger, at i den vandbelastede del af badeværelset, skal der være et fald i gulvet, som leder vandet mod afløbet. Angående dit spørgsmål, så vil det normalt være et krav, at vandbelastede dele af vådrummet har et afløb. Men det er vigtigt at være obs på, at reglementet om badeværelser har ændret sig mange gange siden 1971, og hvis badeværelset har levet op til kravene dengang det blev etableret, er det ikke sikkert, at der er noget at komme efter forsikringsmæssigt. Men jeg synes du skal forhøre dig hos din forsikring, for at få klarhed.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  6. Helle Jørgensen

    Jeg har i forbindelse med salg af min lejlighed renoveret badeværelset. I den forbindelse nedlagde jeg et badekar og etablerede en brusekabine på samme sted. Køber er nu kommet med den påstand at hvis man renoverer et badeværelse med mere en 1% og lægger ny vådrumsmembran og fliser, så skulle det eksisterende afløb også have været skiftet. Kan du fortælle mig om det er rigtigt og meget gerne henvise til hvor i loven det står skrevet.
    MVH Helle

    1. Toke Joensen

      Hej Helle
      Køber har muligvis en sag i dette tilfælde. Det er som regel praksis at udskifte gamle afløb, hvis man laver større ændringer på et ældre badeværelsesgulv. Ligeledes er det ikke tilladt at ‘forhøje’ det eksisterende afløb, fx ved at støbe en kant ved toppen af afløbet, så det når op til nylagte fliser. Renoverer man ikke korrekt, er der væsentlig forøget risiko for fugtskader og utætheder. Loven om vådrum og korrekte byggemetoder af badeværelser hedder SBI 200, og jeg kan forestille mig, at det er disse anvisninger, som køber henviser til. Men jeg vil da anbefale dig, at bede køber om at specificere, hvilke regler der hentydes til, for at være på den sikre side.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  7. Er der nogen krav mht dørtrin ind til badeværelse

    1. Peter Nielsen

      Hej Britt

      Jeg ved ikke specifikt, om der er krav mht. dørtrin ind til badeværelse, men jeg kan fortælle, at det klart er at foretrække, at badeværelsesgulvet ligger lavere end andre steder i huset. Dette giver nemlig den såkaldte ‘bassineffekt’, hvilket betyder, at der i tilfælde af vandskader går noget tid, før vandet ryger ud i resten af ejendommen, da gulvet ligger lavere.

      /Peter – 3byggetilbud.dk

  8. Hej,
    Er der krav om at fugen mellem gulv og væg skal være en “blød” fuge i mit badeværelse? Hvordan sikrer man væggen omkring dørkammen, hvilke krav er det specific til dette?

    På forhånd tak,
    Morten

    1. Toke Joensen

      Hej Morten
      Man benytter oftest bløde fuger, der hvor vådrumszonen slutter, eksempelvis ved dørkarme, vinduer, eller lignende. De bløde fuger er mere elastiske og kan derfor give sig, hvis materialerne sætter sig lidt med tiden. De hårde fuger benytter man i mellem badeværelsesfliserne, og kan også bruges i indadvendte hjørner på badeværelset. Man bør benytte de bløde fuger, i vådrummets samlinger, fx ved vinduer og døre, for at undgå fremtidige fugtskader – det risikerer man ved at benytte hårde fuger, der hvor bløde fuger bør benyttes. Jeg vedlægger et link til dig, med lidt mere uddybende information om forskellene mellem bløde og hårde fuger her: https://www.bolius.dk/fuger-i-badevaerelset-16665/
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  9. Pernille Ann Bødker

    Er der regler for hvor på gulvet afløbet i badeområdet skal placeres?

    Virksomheden der skal lægge vinyl i vores nye badeværelse, vil ikke give garanti for deres arbejde, da afløbet er placeret mindre end 10cm. fra væggen. Vi kan ikke finde information om regler for placering af afløb, men måske I ved det? Hvis det er korrekt, hvad er så risikoen ved at have afløbet for tæt ved væggen?

    Mange hilsner Pernille

    1. Toke Joensen

      Hej Pernille
      Jeg skulle ikke mene, at der er nogle deciderede regler der siger, at afløbet skal være mere end 10 cm fra væggen. Men det kan måske have noget med gulvets hældning at gøre, det skal jeg ikke kunne udelukke. Jeg synes I skal prøve at spørge ind til præcis, hvorfor afløbets placering spiller en rolle, og hvilken risiko håndværkeren hentyder til.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  10. Anne Sørensen

    Hej,
    Har netop købt et hus fra 1977.
    Det ene badeværelse i stueetagen skal total istandsættes og på 1. sal vil vi etablere et nyt badeværelse.
    Skal vi have byggetilladelse fra kommunen til begge dele? Eller blot til at etablere endnu et badeværelse??

    Mvh Anne

    1. Toke Joensen

      Hej Anne
      Du skal ganske rigtigt have byggetilladelse, når du bygger badeværelse i et rum, der ikke var det i forvejen. Men renoveringen af det eksisterende badeværelser behøver du ikke tilladelse til, fordi du bor i hus. Var det en lejlighed du havde købt var reglerne strengere, da flere beboere potentielt kan påvirkes af renoveringen. Det er dog stadigvæk en god idé at snakke med kommunens tekniske forvaltning, om hvad man bør være opmærksom på ved renoveringen, for at den lever op til de gældende krav. For både det nyetablerede badeværelse og renoveringen af det eksisterende badeværelse skal udføres efter bygningsreglementets relativt strenge krav og regler angående vådrum i boligen. God vind med projektet.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  11. Henrik

    Hej.
    Jeg står i en stor sag omkring mit toilet og baderum. Omfanget af sagen er meget større, men jeg korter det ned til det essentielle. Jeg er andelsbolig haver, og jeg har fundet ud af at de rør, der er lagt fra min underbo og op til mig ikke er lavet korrekt, og der har derfor været vandskade hos min underbo. Rørene er lagt fra 10 år siden af et VVS firma efter boligforeningens krav. Efterfølgende har en tidligere andelsbolighaver lavet nyt toilet, men ikke berørt konstruktionerne (altså afløbet). Han har belagt nyt gulv ovenpå det eksiterende, men som sagt ikke berørt konstruktionerne kun hævet gulvet.
    Hvad er reglerne her?

    1. Toke Joensen

      Hej Henrik
      Det lyder som en rigtig træls situation, for at sige det lige ud. Netop fordi det er en andelsbolig, antager jeg at du ikke har nogen ejerskifteforsikring, som kan gå ind og dække det. Det gør det desværre mere vanskeligt at afgøre, hvem der er ansvarlig. Det er ikke umuligt, at det er hovedentreprenøren, der har udført renoveringen, der er ansvarlig, men omvendt er det slet ikke sikkert pga. den relativt lange periode der er gået siden rørene blev lagt – det kan desværre også godt være dig som nuværende ejer, der er ansvarlig for vvs-installationerne. Jeg vil anbefale dig, at kontakte en advokat på området, om hvem der rent juridisk er ansvarlig i denne sag.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  12. Morten Fly

    Hejsa
    Vi har haft en utæthed på vores gulvvarme på badeværelset. Det er endt med at hele gulvet nu er opgravet ned til et cementlag (ca. 100 – 150 mm) og alle rør til gulvvarmen er fjernet.
    Huset er fra 1977, hvor man ikke isolerede på samme måde som i dag, hvor jeg har ladet mig fortælle, at lovkravet er 400 mm isolering under gulvvarmen, hvilket typisk kræver at der graves ned i ca. 500 mm dybde.
    Der er altså kun de 4 vægge tilbage i rummet og spørgsmålet er derfor om vi er tvunget til at overholde den nuværende byggelovgivning eller om det stadigvæk er lovgivningen fra 1977 vi skal holde os til?
    Som supplement til ovenstående kan jeg nævne, at der er tale om en af forsikringen anerkendt skade, men ifølge deres eksterne projektleder er det frivilligt, hvilket grundlag vi ønsker at retablere ud fra. Dog med den lille bemærkning, at hvis vi ønsker det skal være efter aktuel standard, så mener han vi selv skal betale forskellen (ca. 10.000,- inkl. moms).

    Ser med spænding frem til svaret 🙂

    På forhånd tak.
    Morten

    1. Toke Joensen

      Hej Morten
      Ja, som du selv skriver er problemet, at det til tider rent praktisk er umuligt at renovere ældre badeværelser til de gældende byggetekniske krav, fx ang. isoleringen. Under normale omstændigheder skal man dog generelt renovere efter nutidens regler, hvis muligt. Jeg synes derfor det lyder lidt spøjst, hvis I har fået at vide, at I bare kan følge lovgivningen fra 1977 fuldstændigt – der er nemlig sket rigtig meget siden, især i byggekravene omkring vådrum. Jeg ville derfor hive fat i kommunens byggetekniske forvaltning, hvis jeg var jer, for at få klarlagt præcist hvilke regler der gælder i kommunen angående badeværelsesrenoveringer.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  13. Okay tak for info jeg har ikke ændret noget ik andet end at banke de gamle fliser op og lagt nogen nye fliser

  14. Hej er der nogen regler for hvor meget gulvfliser må stikke over risten

    1. Maria Carlsen

      Hej Said,
      Tak for din henvendelse. Jeg har ikke hørt om en regel for, hvor meget en flise må “stikke” over risten. Jeg vil dog gøre dig opmærksom på, at forhøjer man gulvet ved en badeværelsesrenovering, så skal man være opmærksom på, at vandet ikke siver ud i gulvkonstruktionen, da det kan give betydelige skader bl.a. i form af råd og svamp. Derfor bør man bruge VA-godkendte installationsdele og sørge for at overgang mellem flisebelægning er helt tæt. Forhøjer du gulvet bør du erstatte afløbet med et nyt afløb, der har den rigtige højde, eller også skal det renoveres med en tæt overgangsflange.

      Jeg håber du finder en god løsning.
      /Maria – 3byggetilbud.dk

  15. Jeg skal til at fraflytte min lejlighed, og fik i den forbindelse lavet et el-eftersyn. Badeværelset er et vådrum, bygget tilbage i 1990 i forbindelse med noget byfornyelse. Jeg har ikke selv renoveret eller ændret noget – alligevel mente elektrikeren, at det er mit ansvar nu at ændre el-installationen, idet der kun er 106 cm mellem lampeudtag og brusehoved. Kan det virkelig være rigtigt, at dette skal ændres?

    På forhånd tak!
    Mvh Nynne

    1. Toke Joensen

      Hej Nynne
      Umiddelbart lyder det til, at der ikke er så meget at gøre, selvom det er en rigtig træls og uventet udgift at stå med, når man skal flytte ud. Hvis der er elinstallationer, som er ulovlige er det desværre, dig der hænger på den – også selvom du ikke selv har fået installeret dem, og at de muligvis har været lovlige i 1990. Det er desværre stadigvæk dig som ejer og sælger af lejligheden, der er ansvarlig for at elinstallationerne er lovlige.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  16. Michael Tøt

    Jeg har et badeværelse med terrazzo gulv, så er der lagt fliser ovenpå. Nu siger vurderingsmanden
    at der skal være vådrums membran mellem fliser og terrazzo gulv?
    I min verden giver det ingen mening at man har et tæt gulv(terrazzo) hvor der så bliver lagt fliser på, at
    det skulle kræve en membran mellem de lag?

    Så brokker han sig også over gulvafløbet “der er i den forbindelse ikke sket udskiftning af gulvafløbet, hvilket er en forudsætning for opfyldelse af by og byg anvisning 200”

    Hvad er det for noget med nyt afløb? hvad siger reglerne?

    1. Toke Joensen

      Hej Michael
      Kravene og lovgivningen om boligers vådrum er strengere end i alle øvrige rum, netop på grund af risikoen for fugtskader, hvis tingene ikke er lavet korrekt. Anvisning 200, som du er blevet fortalt om, omhandler lovkravene og reglerne om vådrum. Og det er et et lovmæssigt krav at vådrumssikre mellem terrazzogulvet og fliserne, og en vådrumsmembran er den nemmeste måde at gøre det på. Jeg skal dog ikke kunne sige, om det er muligt at vådrumssikre på en anden måde, nu hvor fliserne er lagt.
      Hvad angår gulvafløbet kan jeg ikke sige, hvorfor han mener, at det bør udskiftes. Jeg vil anbefale, at du spørger ind til grunden, for at få afklaring.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  17. Mads Krogh

    Jeg er ved at skifte vask i mit (gamle) badeværelse. Vasken går helt op mod bagvæggen og der er en vandhane monteret. Er det et lovkrav at jeg etablerer en vådrums membran – fx en siliconefuge – mellem vasken og væggen?
    Mvh Mads

    1. Maria Carlsen

      Hej Mads,

      Tak for din henvendelse.
      Jeg har ikke hørt om et krav til en vådrumsmembran mellem vask og væg. Derimod er væggen omkring vasken en såkaldt vådzone, hvor kravet er at der er etableret systemer med vandtætningsmembran med en tykkelse på mindst 1 mm. Du kan læse mere om krav til væg omkring håndvask i denne artikel: https://www.bolius.dk/vaegge-i-badevaerelser-17979/
      Ydermere vil jeg gøre dig opmærksom på, at du i forbindelse med etableringen af den nye vask (og en mulig boring i væggen bag vasken) trykker lidt vådrumssilikone ind i hullet, inden du sætter skruer og bøsninger ind. Så får du meget sjældent problemer med, at du har boret i vådrumsmembranen. Har du andre huller i væggen fra gamle skruer kan du også lukke dem med eksempelvis silikone.
      Jeg håber, at du bliver glad for den nye vask.

      /Maria – 3byggetilbud.dk

  18. Niels Mellemgaard

    Hej. Jeg vil have lavet banket vægfliserne ned i badeværelset. Er det tilladt at lægge vandrørene ind i væggen (ved brug af plastrør)? Har fået at vide det kun er tilladt ved en komplet renovering af badeværelset. Tillægsspørgsmål: Er det tilladt at lægge vandrør langs faldstammen i en lejlighed?

    VH

    Niels

    1. Maria Carlsen

      Hej Niels,

      Tak for din henvendelse. Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener med en komplet renovering af badeværelset. Du skal dog være opmærksom på, at en autoriseret installatør skal være med, når der ændres på rørføring, afløb og lignende. Derudover afhænger rørføringen også af, hvordan badeværelset vådzoner fordeler sig. Jeg vil derfor anbefale dig, at gennemgå badeværelset med en vvs’er, som kan fortælle dig, hvad der er muligt.

      /Maria – 3byggetilbud.dk

  19. theis nielsen

    må man ligge fliser ovenpå de gamle fliser, mit 4 år gamle flisegulv i lejlighedne har smøremembran neden under, men der er ikke korrekt fald, må jeg ligge nye fliser med korrrkt fald oven på de gamle, og selvfølgelig fuge med elastisk fuge ved væg, og sætte en forhøjer ramme ved mit Blücher afløb. Det er en lille lejlighed

    1. Toke Joensen

      Hej Theis
      Umiddelbart vil jeg ikke tro, det er noget problem, såfremt de nye fliser bliver lagt korrekt og har det rette fald, og er fuldstændig tæt. Men jeg vil anbefale dig, at kontakte en fagmand i dette tilfælde, for at høre om der kan være nogle problemer, som udgør en risiko ved denne løsning.
      /Toke – 3byggetilbud.dk

  20. Michael sørensen

    jeg vil gerne spørge efter om der er regler for hvor meget fliseklæb der skal være under fliser og om det kan tillades at fliserne lyder hule når man banker på dem ? på forhånd tak. 🙂

    1. Maria Carlsen

      Hej Michael,

      Tak, for din henvendelse. Så vidt jeg er orienteret, så er der ikke nogle regler for hvor stor mængden af fliseklæber skal være. Det afhænger af flisernes størrelse og om tandspartel er plan eller ujævn. Hvad angår den hule lyd, som kommer når du banker på fliserne (sammenlignet med nogle af de andre fliser), så lyder det som om, at nogle af fliserne skal udskiftes. Både fliser i gulv og på vægge skal udskiftes/ ommures, hvis de er “defekte”, da der i værste fald kan komme vand eller kondens ind bag fliserne, og på længere sigt kan der komme vandskader i konstruktioner og opstå råd og skimmel.

      /Maria – 3byggetilbud.dk

  21. Hej har et spørgsmål, er ved at få istandsat mit badeværelse, af en murer. Men syntes det er noget klamp han har lavet. Er der ikke noget med at nogle af fugerne skal være lavet af gummi eller er det mig der har misforstået noget?

    1. Maria Carlsen

      Hej John,

      Tak, for din henvendelse. Jeg er ked af at høre, at du ikke er glad for din murer. Hvad angår fugerne på et badeværelse anvendes både hårde mørtelfuger og elastiske silikonefuger. Hvilken fuge, der anvendes, afhænger af, om materialerne, der fuges imellem, skal kunne optage “bevægelse”. En blød silikonefuge anvendes eksempelvis i samlingerne i vådrumszonen, fx der hvor gulvet møder væggen, i samlingen mellem 2 vægge i indad- og udadgående hjørner.

      Hvis du ikke mener at muren har efterlevet disse krav vil jeg anbefale dig at henvende dig til ham med problemstillingen.

      / Maria -3byggetilbud.dk

  22. Bent Svendsen

    Hvis et badeværelse på 3,5 kvadratmeter i et gammel hus fra 1950er, skal ombygges ved renovering, til et toilet og ikke et badeværelse, er det så et lovkrav at der her er gulvafløb i rummet?

  23. martin jørgensen

    Jeg har lige fået lavet badeværelse. Gulvet hælder ikke de 1-2% som I foreskriver. Er det rigtig forstået at det er lovkrav at gulvet skal hælde 1-2 % ?

    Nu er gulvet lagt og der måske en hældning på 1 mm på 20-30 cm. Er det noget jeg skal gøre noget ved? Vandet vil jo løbe væk.

    Mvh.Martin

  24. Hej jeg er ved og lave badeværelse på 1 sal. Hvor der skal være badekar som og skal fungere som bruseniche til afløb på badekar ville jeg få vvs manden til at lave en afløbs rør hen til badekarret Men tænke nu er det lovkrav at der skal være et gulv afløb med rist også eller er det kun nødvendigt hvis man har almindelig bruseniche .

    1. Maria Carlsen

      Hej Dannie,
      Så vidt jeg er orienteret, så skal du også have et gulvafløb med rist, selvom du kun har badekar. Vand, som ryger uden for badekaret skal nemlig have et sted at løbe hen. Jeg er dog ikke 100% sikker, så jeg vil anbefale dig at rådføre dig med VVS-eren, der skal lave afløbsrør for dig.
      /Maria -3byggetilbud.dk

  25. Preben Collin

    Vi er ved at få installeret brusebad i stedet for karbad. Badeværelset har ikke været ændret i de sidste 13 år. En VVS -er har fortalt mig at så skal afløbet udskiftes med et nyt hvor der kan lægges gulvmembram. Min bygmester , som har afgivet tilbud, vil pålægge mig denne udgift da han ikke kunne se st den skal udskiftes uanset hvad. Han har åbenbart ikke taget denne udgift med i sit tilbud. Jeg mener at han skal udføre en lovpligtig udskiftning.
    Ser frem til at høre fra dig. På forhånd tak!

    1. Toke Joensen

      Hej Preben
      Rent lovmæssigt, er det ikke som sådan et krav, at der skal være en gulvmembran,. Det er dog et krav, at gulvet i badeværelset er vandtæt, men det kan gøres på flere måder, hvoraf vådrumsmembranen er en af måderne. Men også betongulve betegnes som vandtætte, hvis de har en vis tykkelse, eller hvis der er lagt et vandtæt flisesystem – du kan evt. læse mere på Bolius’ side om badeværelsesgulve: http://www.bolius.dk/gulve-i-badevaerelser-17974/
      En vådrumsmembran kan dog være en rigtig god ide at få installeret, når badeværelsesgulvet alligevel skal renoveres, da membranen er en ekstra sikring mod utætheder i badeværelsesgulvet.
      /Toke – 3byggetilbud.dk